Unge piger kan godt have en lyst rettet mod voksne mænd. Men det betyder ikke, at det er okay at udnytte det

Kulturhistorien er fyldt med dem: Historier om mænd, der begærer kvinder langt yngre end dem selv. Eller piger er vel det rigtige ord i flere af tilfældene.

Tænk bare på film som “Manhattan”, hvor Woody Allen spiller hovedrollen i sin egen film om den 42-årig fraskilte Isaac, der indleder et forhold til den 17-årige Tracy. “American Beauty”, hvor Kevin Spacey spiller en mand i midtvejskrise, der forelsker sig i sin teenagedatters veninde. Og selvfølgelig klassikeren “Lolita”, som er blevet filmatiseret i to omgange.

Film og bøger, som optog forfatteren Cecilie Lind, da hun voksede op i den lille vestjyske by Velling, og som har været en af inspirationskilderne til hendes seneste bog, “Pigedyr”.

– Da jeg læste “Lolita” som 15-årig, identificerede jeg mig med Lolita og så det som en kærlighedshistorie. Som så mange andre var det først, da jeg læste “Lolita” som voksen, at jeg fattede, hvor ubehagelig den bog er. Jeg havde lyst til at kigge på den figur, men fra pigens synsvinkel og ikke gennem mandens begær, siger hun, da vi mødes et par måneder efter udgivelsen af “Pigedyr”.

Bogen handler om pigen Sara, som indleder et forhold til bl.a. præsten, der konfirmerede hende, og til sin venindes far. Den er af anmeldere blevet kaldt alt fra foruroligende og grusom til ekstremt sjov.

Den er også blevet udråbt af flere som hendes hidtil bedste bog, og der er ellers en del at vælge imellem, for 30-årige Cecilie Lind har udgivet otte bøger inden “Pigedyr”. Men trods fem stjerner i Politiken annoncerede anmelderen, at hun aldrig ville læse den igen, fordi den var så ubehagelig.

Ifølge Cecilie Lind selv er bogen et forsøg på at eksperimentere med den måde, den unge piges begær bliver fremstillet på. Det er helt okay, hvis den læses som brutal og ubehagelig, men den er bevidst også komisk, som teenageres tanker, følelsesliv og første seksuelle oplevelser også kan være.

– Jeg prøvede at skrive mig ind i det der rum af ubehag, der er i pigens begær. Uden på nogen måde at retfærdiggøre mænd, der udnytter unge piger, men at give det begær, der er i pigen, plads.

– Jeg tænkte, om jeg kunne give hende et begær og en stemme. Måske kunne hun også godt være ond? Og skulle hun være stakkels eller stolt? Kunne hun få lov til at eje et begær efter voksne mænd, eller ville det være uhyggeligt?

Men det er ikke pigen, der er uhyggelig, når man ser på f.eks. “American Beauty” og “Lolita”.

– Det, der er uhyggeligt, er, hvor lidt hun i virkeligheden findes i de fremstillinger, der er af hende. Der findes alle mulige beskrivelser af mænd, der begærer unge piger, og som bliver lokket af unge piger, men pigen findes ikke her. Der findes kun mandens begær efter hende. Jeg tror, at jeg har været både anfægtet og fascineret af den position, pigen har haft, siger Cecilie Lind.

Berøringsangst

Det er ikke kun bøger og film om Lolita-figuren, der gav Cecilie Lind lyst til at skrive netop denne bog. Det var også et opgør med noget i hende selv og hendes forfatterskab.

– Jeg har ofte fået at vide, at mine bøger befinder sig i et meget piget univers. Det har frustreret mig ret meget, for det er jo bare mit liv og min virkelighed, jeg skriver ud fra. Et ord som “neglelak” er ikke for mig et “pige-udråbstegn-ord”. Men jeg oplever alligevel ofte at blive puttet ind i et pigeværelse.

Samtidig erkender Cecilie Lind, at der nok også en sandhed i det, fordi hun i sine bøger har “skrevet meget rundt om den der pigefigur”.

– Jeg tænkte: Hvad mon der sker, hvis jeg skriver mig helt ind på hende og helt ud af hende på samme tid? Kan jeg ligesom lave en slags djævleuddrivelse af pigen som figur? Og tør jeg se i øjnene, så det er mere klart, end det har været før, hvad det er, der interesserer mig ved den her pigefigur?

Det, der interesserer hende, er især det begær, der opstår, når en pige befinder sig et sted mellem at være barn og voksen. Et begær, som ofte bliver set gennem et mandligt blik – f.eks. en mandlig fotografs eller instruktørs.

– Når man begynder at blive lidt mere end et barn, bliver man mødt af en masse billeder og skildringer af kvinden og en masse begær efter kvinden. Kvinden er tit skildret som meget, meget ung i f.eks. modeblade eller reklamer. Der er et eller andet mellemværende mellem pigen, der klæder sig ud som kvinde, og kvinden, der klæder sig ud som pige, siger Cecilie Lind.

Det er ikke hendes eller bogens formål at forholde sig til, hvornår der er tale om gengældt forelskelse og begær eller udnyttelse, og heller ikke at fordømme pigen eller de mænd, hun er sammen med.

– Jeg vil gerne bevæge mig væk fra, hvad der er rigtigt og forkert, men skrive mig ind i den balance mellem at sige, at det, at der er en lyst hos en ung pige, der retter sig mod voksne mænd, er ikke det samme, som at det er okay at udnytte det, siger hun.

Det er svært at tale om. Cecilie Lind spytter muligvis ord og bøger i en hastighed og kvalitet, som få 30-årige forfattere kan bryste sig af, men når hun taler, tager hun sig god tid. Holder lange pauser, sorterer i ordene, afbryder sig selv og omformulerer, undskylder, når hun synes, hun væver, eller hvis “det er lidt spacy”, men hun vil gerne formulere sig præcist, så hun ikke bliver misforstået.

Hun nævner endnu en filmreference for at tydeliggøre sin pointe. Nemlig filmen “Fish Tank” af den britiske instruktør Andrea Arnold, som hun ser som et eksempel på en af de mere nuancerede skildringer af en pige, der begærer en ældre mand.

I filmen forelsker den unge pige, som kommer fra et socialt belastet miljø, sig i sin mors kæreste og indleder et forhold til ham.

– Instruktøren lader manden være objektet i filmen. Objektivt overskrider han en grænse, men fordi man ser det gennem pigens blik, kan man virkelig mærke hendes begær mod ham. Man ser også, at hun bliver fuldstændig smadret af det forhold, men der er en vilje til at se det fra pigens perspektiv, som jeg synes er inspirerende, siger hun.

Cecilie Lind mener, at der er en berøringsangst over for teenagepigens begær over for ældre mænd, som ikke findes i samme grad, når kønsrollerne er byttet om. Men det er et problem, fordi det farver unge pigers selvbillede.

Ifølge Cecilie Lind er den unge pige med begær ofte beskrevet som farlig eller som en lokkedue, der kan lægge fælder for mænd og kan ødelægge deres liv. Men det er at give pigen en magt, hun ikke nødvendigvis har.

– Som kvinde lærer man tidligt at se sig selv med mandens øjne, og man bliver defineret af mandens begær efter en. Det er, om ikke forskruet, så kulturelt skørt, at man på den måde lærer at se sig selv udefra.

– Seksualitet opstår jo i det blik, der rettes mod dig, og når du hele tiden internaliserer det mandlige blik, som du jo gør, når det er mandlige fotografer og mænd, der skriver bøger, vil det blive sådan, du ser dig selv, siger hun.

Rigtigt eller forkert

Cecilie Lind reciterede sit første digt for sine forældre som fireårig. Titlen var “Regnbueslot”, og det ved hun, fordi hendes forældre skrev det ned.

Litteratur fyldte ellers ikke ret meget i barndomshjemmet i Velling, bortset fra H.C. Andersens eventyr og et par krimier i bogreolen. Hendes forældre forsøgte at opfordre hendes og hendes to yngre søstre til at dyrke sport, som de selv elskede, men Cecilie Lind havde ikke boldøje eller noget, der lignede.

Hun begyndte i stedet tidligt at læse, og da hun var 13-14 år, satte hun de første ord sammen til digte. På den måde levede hun i sin egen verden i det vindblæste Vestjylland.

– Naturen var stor, men menneskeligt var det lidt småt. Man skulle helst ikke stikke for meget ud. Ikke at der var noget galt med de andre, men der var bare ikke så mange muligheder for, hvem man kunne være, siger hun.

Når Cecilie Lind skrev, gav det hende en følelse af at høre til et sted. Hun drømte om at komme hjemmefra og følte sig ofte ældre end sine jævnaldrende, selv om hun vægrer sig ved at indrømme det.

– Det er jo frygteligt at sige, men det gjorde jeg nok. Jeg har følt mig som 1.000 år gammel, siden jeg var 11 år. Jeg tror, at mange, der er opvokset i små jyske byer, kan genkende følelsen af, at hvis man har noget, man tror er stort og vigtigt og særligt, så gemmer man på det.

– Jeg havde tidligt en følelse af, at jeg skulle noget vigtigt i mit liv, siger Cecilie Lind, inden hun igen undskylder for overhovedet at sige det højt.

Egentlig virker hun ikke usikker. Nærmere ekstremt høflig og opmærksom på ikke at træde nogen unødigt over tæerne. Men det har taget en spiseforstyrrelse og kampe med generthed og angst at nå til et sted, hvor hun kan hvile i sig selv.

Hun fortæller, at hun som barn og ung på mange måder følte sig usikker og brugte meget tid på at tænke, om hun var grim eller smuk, rigtig eller forkert. Omvendt vidste hun godt, at det var en overfladisk diskussion at have med sig selv, og hun beskriver da også samtidig sig selv dengang som stærk og selvsikker i en vis grad. Som om hun havde en retning tidligt i livet.

– Jeg synes tit, folk taler om deres liv som barn og teenager med en stor afstand, hvor jeg synes, jeg har en god forbindelse til mig selv i den alder. Jeg vidste, at jeg gerne ville være et sted, hvor jeg kunne sætte en dagsorden, siger hun.

Da Cecilie Lind var 16 år, så hun en annonce for det litterære tidsskrift Hvedekorn i et magasin, og da hun var 17, fik hun trykt sine første digte i netop Hvedekorn.

Ikke længe efter flyttede hun til København, begyndte lidt senere på Forfatterskolen og udgav i 2010, som 19-årig, sin første bog.

I en tid hvor autofiktionen dominerer i litteraturen, ligger det lige for at spørge, hvor meget der er af Cecilie Lind i hendes nyeste bog. Men hun har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvad hun selv har oplevet af eksempler på de temaer, hun skriver om.

Selvfølgelig har hun oplevet at blive seksualiseret som teenager. Hun har også været fascineret af ældre mænd i den alder. Som så mange andre. Men bogen kan og skal noget andet end at fortælle hendes egen historie.

– Det at skrive er jo at undersøge nogle ting og bevæge mig steder hen, hvor jeg ikke har svarene. Det er væsensforskelligt fra at sidde og give den private historie væk. Når man skriver, kan man gøre ting, som ikke er etisk korrekte eller opbyggelige, og man skal turde at få folk til at få det rigtig dårligt. Det er jo ikke nødvendigvis meningen med kunst, at folk skal have det bedre bagefter, siger hun og tænker lidt, inden hun tilføjer:

– Jeg synes, det er vigtigt, at man tør undersøge nogle mørke steder, når man skriver. Det er bare ikke det samme, som at det er de ting eller det mørke, jeg selv kender til. Det er meget langt fra at være det samme.

Det intense moderskab

Første gang jeg talte med Cecilie Lind, var hun gravid sit andet barn. Dengang var det i anledning af hendes bog “Mit barn”, som hun skrev, mens hun var på barsel med sit første barn.

Det var et såkaldt langdigt om, hvordan hun kæmpede med at finde sig selv i rollen som mor, mellem andres forventninger og sine egne, samfundets stereotype kønsrollemønstre og ikke mindst frygten for ikke at finde tid til at skrive. I dag er hendes børn to og fire år, og Cecilie Linds tanker om moderskabet har udviklet sig siden.

– Jeg er et lidt andet sted, i forhold til da jeg skrev bogen. Jeg skrev den på energien fra fødslen og begyndte nærmest at skrive, lige efter jeg havde født. I dag kender jeg jo min søn og har nok også en anden blufærdighed på mine børns vegne i forhold til at kunne skrive sådan i dag. Jeg glad for, at jeg fik skrevet den bog, mens jeg kunne.

I dag virker de udfordringer, hun havde dengang, mindre.

– Det har aldrig været en drøm for mig at blive mor. Jeg har aldrig forestillet mig selv som mor. Det var mere drømmen om at skrive, som var voldsomt stor for mig. Men det har været en velsignelse for mig at få børn. Man skal selvfølgelig ikke få børn for at hele sig selv, men det har overrasket mig, hvor meget lys og styrke det bringer med sig, siger Cecilie Lind.

Det var først, da hun mødte sin nuværende mand, litteraturkritikeren Lars Bukdahl, som i øvrigt var ham, der antog hendes digte i Hvedekorn, at lysten til at blive mor kom.

– Vi skriver begge to, og han forstår bare, hvad jeg laver, og hvad det er for et rum, jeg er i, når jeg skriver. Jeg kunne ikke få børn med en, der ikke forstod det rum.

Samtidig vidste Cecilie Lind, at han ikke ville være en fraværende far, hvilket også var afgørende for hende.

– Lars har altid drømt om at få mange børn, og han havde kun et, da vi mødtes. Jeg kunne bare mærke, at han var en, der ville være der. Hvis han var sådan en, der sagde: “Det kan vi godt, men det er dit projekt”, så ville jeg ikke. Det skulle være en fælles drøm. Fordi jeg vidste, at han forstod mit arbejde, så vidste jeg også, at der ville være plads til det.

Selv om hun i “Mit barn” er inde på de svære tanker om moderskabet, som hun tumlede med efter fødslen af sit første barn, har hendes oplevelse ændret sig af at komme på afstand.

– Jeg har fået et andet perspektiv på det. Det er ikke, fordi jeg vil lave et glansbillede, for moderskabet er virkelig intenst. Det er angstprovokerende at skulle holde andre mennesker i live med sin krop og have ansvaret for, at de føler sig trygge i verden, men det er også virkelig stærkt og smukt.

Indimellem har hun svært ved at finde den ro og tid, det kræver for hende at skrive.

– Det er et savn, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne før, men det er jo prisen for den kærlighed, jeg har fået med mine børn. Jeg tror bare, at jeg er et sted, hvor jeg prøver at komme overens med, hvordan man kan tænke på det. I stedet for at tænke det som et tab, tænker jeg på det som et vilkår, siger hun.

I bund og grund føler hun sig heldig, mest af alt, men det har taget tid at lære at se det på den måde.

– Jeg synes bare, at jeg har snakket så meget om ting, der er svære, og jeg er et sted nu, hvor jeg godt kan sige, ja, det er hårdt, men jeg har også to børn, som jeg elsker, jeg har en mand, som jeg elsker at være sammen med, og jeg laver det, jeg gerne vil lave.

Fra mor til mor

Det, som fylder mere hos hende i dag, er angsten for at miste. Sidste år fik hendes mor konstateret lymfekræft, og Cecilie Lind og hendes to søstre har været så meget som muligt hos hende.

Det er ikke noget, hun ellers har talt ret meget om, men nu er det så tæt på, at det fylder for meget til at komme uden om det. Det er både angsten for at miste sin mor, der fylder, men i lige så høj grad bekymringen over, at hendes børn skal miste deres mormor, mens de er meget små. På samme måde som hun i øvrigt selv gjorde, da hendes mormor døde, også af kræft, i en ung alder, mens Cecilie Lind var barn.

– For tiden prøver jeg at være taknemmelig for alt det, jeg har, der er godt. Samtidig kan jeg ikke helt slippe den dårlige samvittighed over, om jeg nu er en “rigtig” mor, selv om jeg jo godt ved, der ikke er rigtige og forkerte mødre.

Tankerne om, hvilken mor hun gerne vil være, fylder stadig. Særligt når det handler om, hvilke værdier hun gerne vil have, at børnene vokser op med.

– Jeg vil gerne have, at mine børn føler sig elskede og respekterede. Det er vigtigt for mig at give dem en følelse af, at de må være dem, de er, fordi jeg selv har brugt meget tid på at føle mig forkert, da jeg var barn og teenager, siger hun.

Cecilie Lind oplever, at hun er blevet konfronteret med sin egen barndom, efter hun har fået børn, og at de følelser fylder ekstra meget lige nu.

– Jeg har længe haft en følelse af, at jeg var nødt til at være perfekt, hvis jeg ikke skal gentage mønstre fra min egen barndom. Men jeg har efterhånden også lært, at jeg er nødt til at finde en måde at være mig selv på en god måde, for ellers bliver man bitter eller mørk, siger hun.

Mens hendes mor har været syg, har Cecilie Lind desuden oplevet, at hun og hendes mor har indtaget nye roller, og moderskabet har vist sig fra nye sider.

– Min mor har tabt sig meget og er så lille og sårbar nu, at hun næsten er som et barn, og hun får så meget medicin, at hun er ved at forsvinde. Det har aktiveret nogle mor-følelser hos mig i forhold til hende, som er grænseoverskridende for mig at opleve. Hun rækker ud efter mig på barnets måde med en forventning om, at jeg skal være der. Det er smukt og naturligt, når børn gør det, men virkelig voldsomt, når det er ens mor.

Ofte siger hendes mor, at hun håber, hun snart får det bedre. Så bliver Cecilie Lind stille.

– Hvad siger man lige til det? Jeg siger: Ja, mor, det bliver bedre, selv om jeg ved, det ikke gør det. Ud over at mine børn skal miste deres mormor, synes jeg, at det sværeste er, at vi faktisk var i en proces, hvor det, at jeg har fået børn, og hun er blevet mormor, gjorde, at nogle ting mellem os måske kunne heles. Det er jeg ked af, at vi ikke når.