"Ved aktiv dødshjælp fjerner du ikke lidelse, du fjerner den, der lider"

Tæt på 80 procent af danskerne er for aktiv dødshjælp, viser undersøgelser, og emnet er blevet diskuteret livligt og jævnligt herhjemme i to årtier.

– Det er debatten, der aldrig vi dø, lyder det fra professor i etik Thomas Søbirk Petersen, RUC.

– Det er debatten, der altid sander til, lyder det fra filosof og forfatter Jacob Birkler.

De er begge debattører af aktiv dødshjælp, begge har ­siddet i Det Etiske Råd, og de er med årene landet på hvert sit ståsted. Men de er enige om, at debatten ­desværre ikke rykker sig det store.

– Vi glemmer helt, hvor vigtigt det er at finde ud af, hvad vi er enige eller uenige om. Der er en tendens i den danske debat til, at vi ikke går dybere ned i nuancerne, som er ret afgørende, siger Jacob Birkler.

For mens aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord er ulovligt i Danmark, er passiv dødshjælp faktisk tilladt.

Det betyder, at patienten gerne må afslå eller stoppe behandling, og at lægen gerne må give lindrende medicin, også selv om det betyder, at det fremskynder døden.

Dertil kommer, at danskere kan udfylde et behandlings­testamente med ønsker for fravalg af behandling, hvis man en dag ikke længere kan give udtryk for det.

– Man må give smertestillende medicin, selv om det fremskynder døden, men vi må ikke imødekomme patientens ønske om at dø i morgen klokken 12.

– Selvbestemmelsesretten er et af de centrale argumenter for aktiv dødshjælp, men der er også en selvbestemmelsesmulighed i passiv dødshjælp og i behandlingstestamentet, påpeger Jacob Birkler, der debatterer imod aktiv dødshjælp.

Han kalder aktiv dødshjælp et dilemma. Problemer kan løses, men ikke dilemmaer.

Derfor vil aktiv dødshjælp eller ej altid være et valg mellem pest eller kolera, lyder hans pointe.

– Hvis vi ikke indfører det, er der nogle, der kommer i klemme.

– Hvis vi indfører det, risikerer vi, at nogle kommer i klemme, siger han og refererer til, at man heller ikke i Holland har “løst problemet”. Man har godt nok lovliggjort aktiv dødshjælp i 2002, men dilemmaet lever i bedste velgående.

– Man har ikke løst problemet, man har bare valgt at håndtere dilemmaet på en anden måde, end vi har. Vi skal lære af Hollands erfaringer, og det er tydeligt, at i Holland dukker nye sider af dilemmaet op hele tiden, påpeger han.

Aktiv dødshjælp er nemlig ikke altid begrænset til patienter med dødelig sygdom, såsom kræft, men også patienter, som ikke er uafvendeligt døende.

Nogle lande, herunder Holland og Belgien, tillader aktiv dødshjælp til psykiatriske patienter.

Undersøgelser viser, at de fleste lider af depression, og i en hollandsk undersøgelse havde halvdelen ikke afprøvet alle behandlingsmuligheder, inden de valgte aktiv dødshjælp.

Et eksempel er en 24-årig belgisk kvinde med dyb depression, der muligvis kunne behandles, men selv besluttede, at den eneste acceptable behandling for hende var døden.

Hun fik tilladelse til en dødelig indsprøjtning, selv om hun var fysisk sund.

Antallet af patienter, der får hjælp til at dø, på grund af alvorlige psykiatriske problemer, er stigende i Holland, hvor det også er lovligt at give aktiv dødshjælp til f.eks. demente.

Belgien blev i 2014 det første land i verden til at legalisere aktiv dødshjælp for børn under 18 år.

– Der er en grund til, at aktiv dødshjælp har med etik at gøre. Det er ikke noget, vi kan tage let på. Vi kan ikke bare indføre det i Danmark, for hvor ligger vores grænse? Hvem kan få det? Hvem skal udføre det?

– Vi er nødt til at diskutere rammer og vilkår, inden vi groft sagt beslutter os for, at vi gerne må tage livet af patienterne, siger Jacob Birkler.

Professor og filosof Thomas Søbirk Petersen debatterer for aktiv dødshjælp.

Han vil bl.a. gerne nuancere argumentet, at de syge kan føle sig presset til aktiv dødshjælp for ikke at ligge andre til last.

– Der er meget fokus på det argument. Men det har de løst i Oregon i USA ved at gøre det strafbart for pårørende at tale om eller opfordre til aktiv dødshjælp. Så det kan godt reguleres, påpeger han.

Han er selv i sin stillingtagen for aktiv dødshjælp påvirket af sager, hvor f.eks. mennesker med tungekræft ender deres dage ved at blive kvalt i deres eget spyt.

For Jacob Birkler har det været en rejse fra for til imod.

Han har arbejdet med etik i sundhedsvæsenet i 25 år, har været formand for Det Etiske Råd, men især har han fulgt døende patienter gennem mange år både på onkologiske afdelinger og hospicer.

Det, der har overbevist ham om at være imod, er, at nok er der et stort flertal for aktiv dødshjælp blandt raske danskere, men blandt de døende selv er hans erfaring, at flertallet er imod.

– Vi taler hele tiden i denne debat om den værdige død, men man glemmer jo, at vi ikke kan være døde. Vi kan kun være i live. For mange raske handler den værdige død om at fjerne lidelse, men ved aktiv dødshjælp fjerner du ikke lidelse, du fjerner den, der lider.

– For de døende er der ikke noget alternativ til livet. Det er kun de pårørende, der oplever døden som et alternativ, for de lever videre.

– De pårørende siger ofte: “Det var bedre, hun fik fred.” Men det er de pårørende, der fik fred. De uafvendeligt døende har kun livet, og det erfarer de, når døden kommer tæt på, lyder Jacob Birklers pointe.

Han frygter desuden, at gør man aktiv dødshjælp lovligt i Danmark, er terminalt syge tvunget til at forholde sig til muligheden. Og det kan være fatalt i sig selv.

– Mange af de patienter, jeg har fulgt, har det dårligt med at ligge ægtefællen eller andre pårørende eller ­sygehuset og samfundsøkonomien til last.

– Hvis de har mulighed for aktiv dødshjælp, skal de i endnu højere grad deale med, om de nu kan tillade sig at vælge livet til, eller om de burde afslutte det hele for alles bedste.

– Derfor siger jeg: Aktiv dødshjælp handler dybest set om retten til at være til besvær.

Spørger man de to, hvad de tror, der vil ske herhjemme i fremtiden, når det kommer til aktiv dødshjælp, siger Thomas Søbirk Petersen:

– Jeg tror, det kommer, i en eller anden variant. Og jeg kan bedst forestille mig det i sager, hvor det er en ubærlig situation for en terminal patient, der selv ønsker det og er kompetent til at træffe valget. Jeg håber det.

Mens svaret fra Jacob Birkler lyder:

– Hvad skal man bruge spådomme til? Folk har taget fejl før på det her område. Men jeg oplever, at argumentet om selvbestemmelse generelt fylder mere.

– Omvendt bliver den palliative indsats styrket, så det taler imod et behov for at indføre aktiv dødshjælp.