"Vi var faktisk ret fede til at blive skilt. Det roser jeg tit min eksmand for"

Silas var 13 år, da det gik op for ham, at han – muligvis – var homoseksuel.

– Indtil da havde jeg ikke skænket det en tanke. Jeg havde haft pigekærester. Det kom som lyn fra en klar himmel.

Lynet var Baz Lurhmanns film “Romeo og Julie”. Leonardo DiCaprio spiller Romeo. Claire Danes spiller Julie.

– Jeg var deprimeret i ugevis, efter jeg havde set den film, og kunne ikke finde ud af hvorfor. En nat lå jeg vågen, og så slog det mig, at hver gang jeg tænkte på filmen, tænkte jeg på ham og ikke på hende. Det sendte mig ud i en seksualitetskrise: “Guud, er jeg så homoseksuel?”

– Tanken havde ikke strejfet mig før. Jeg havde brug for nogle år til at finde ud af, om jeg skulle være homoseksuel eller ikke være homoseksuel. Jeg fik sagt det til min mor, da JEG var klar til at sige det.

Hun havde vidst det, siden han var fire år.

– Jeg kan kun takke min mor for, at hun ikke kom mig i møde med det, for det var klart min egen kamp at rende rundt i. Som blev delt ud til venner, efterhånden som jeg var nogenlunde ovenpå, og så til sidst med familien. Jeg begyndte at komme på Pan – et diskotek for homoseksuelle, hvor man bare festede til den lyse morgen.

– Jeg var ikke skræmt over den verden, jeg var superfascineret af den, jeg tror bare også, jeg var meget obs på, at jeg var den nye dreng i klassen. Jeg kiggede meget på alle dem, der var på steder som Pan og tænkte: I er jo STJERNER, I lever det liv, I skal leve, dér skal jeg også hen. Jeg idealiserede rigtig mange af dem.

Var der ingen, der prøvede at gafle dig?

– ALDRIG. Aldrig nogensinde. Ha ha. Eller også har jeg ikke opdaget det, for jeg tog ikke i byen for at score mænd. Jeg vidste, jeg var homoseksuel, men de første mange år, jeg kom på homoklubber, tror jeg mere, jeg fandt en glæde i at føle mig hjemme, tilpas og accepteret.

– I at være blandt ligesindede. Jeg var der slet ikke med det for øje at kysse eller score en fyr eller få en kæreste. Det handlede om at lande i det med mit trygge netværk af venner, jeg allierede mig med, når vi gik de steder. Men så var der jo en fyr, som jeg så, hver gang jeg var på Pan, han blev drømmen for mig.

– Det var ham eller ingen. Jeg var VILDT forelsket. På afstand. Han var den flotteste fyr derinde og ombejlet af alle mulige. Jeg kiggede på ham med store øjne, wauw! Vi endte med at blive kærester og var det i fire år, det endte så, og det skræmte mig lidt pludselig at være alene i den verden igen.

Det næste lange parforhold blev med Johannes Nymark. Sammen med Louise Mahnkopf skabte de en regnbuefamilie.

– Da jeg fik mit første barn, ændrede verden sig på et sekund. Alt det, man har læst i damebladene, hvor folk siger at “i det sekund, du holder dit barn i armene første gang, mærker du ægte kærlighed for første gang i dit liv” – det var fuldstændig rigtigt for mig.

– Hele verden var anderledes, da vi gik fra hospitalet, det var en helt ny verden at komme ud i. Alt blev ligegyldigt undtagen hende. Det er det, der er klædeligt ved at få børn: Man bliver enormt sekundær i sit eget liv, når man får et barn.

Har du været selvoptaget?

– Helt sindssygt. Det har jo kørt på mine præmisser i mit liv. Jeg VILLE spille den rolle, jeg VILLE danse det stykke, jeg havde et mål i mit liv, og jeg veg ikke fra det. Jeg fik det også opfyldt, og det fyldte mig med lykke og gør det stadig.

– Men da jeg havde fået fik min datter, tænkte jeg, det var fuldstændig ligegyldigt. Det var bare sådan “instant love affair”. Og så fik jeg et barn mere og tænkte: Det er fuldstændig guddommeligt, det her.

Da Silas og Johannes gik fra hinanden, havde de været sammen i otte år.

– Det er sgu længe …

Du skulle finde benene igen efter skilsmissen?

– Jeg tror nærmere, det tog mig lang tid at finde mine ben, inden vi blev skilt. Da vi så BLEV skilt, var det egentlig ganske udramatisk, vi var begge to klar til det, og det var det rigtige at gøre for os begge to. Det er ikke sjovt alligevel, det er uden sammenligning det hårdeste, jeg har prøvet.

– Men jeg synes faktisk, vi var rigtig gode til at holde hinanden i hånden, mens vi blev skilt. Vi var faktisk ret fede til at blive skilt. Det roser jeg også tit min eksmand for. Vi har været gode til at sluge kameler, når børnene er blevet lagt i seng.

– Johannes sagde det ret fint på et tidspunkt: “Vi skal bare forestille os, at vi er på en øde ø, og sætte et kryds samme sted på skattekortet. Krydset er børnene. Det kan godt være, at vi skal gå hver vores vej rundt om øen og i cirkler og alt muligt, men vi skal nok havne ovre ved krydset ved skattekisten, vi vil jo gerne derhen,” Det er et rart billede at have midt i al kaosset med en skilsmisse.

– Der er sikkert skilsmisser med andre omstændigheder end vores, hvor der er en masse vrede involveret, men selv der synes jeg, man skylder at have fokus på det kryds, når man har sat børn i verden. Johannes og jeg kom rimeligt glidende igennem den, vi var faktisk federe til at blive skilt end til at blive gift.

– Vi hjalp hinanden virkelig meget igennem den periode. Vi snakkede tit om, at nu gav vi hinanden lov til at slå vingerne ud og flyve fra reden begge to og ud i hver vores liv, men vi lovede samtidig hinanden, at indtil begges vinger bar, fløj vi ikke bare uhæmmet, vi var ret gode til lige at tjekke ind med hinanden ved aftenstid.

– Hvis vi ikke var okay begge to, kørte vi hjem og delte en flaske vin og snakkede om tingene. Så vi tog et par tilløb og pludselig fløj vi begge to. Og pludselig fandt vi begge to en anden at flyve sammen med.

Silas er lige blevet forlovet med Nicolai Schwartz. Som har friet og fået ja.

Og Silas, siger, at han tror, “der er mere mellem himmel og jord”. For han og Nicolai havde faktisk en sommerflirt mange år tilbage. Den blev ikke til mere. Og de så ikke hinanden siden.

– Da Johannes og jeg så blev skilt, var jeg en dag ude at køre. Jeg blev ramt af angstanfald i skilsmissen, så nogle gange SKULLE jeg bare ud. En aften klokken 23 kørte jeg VÆK og ud i regnen og endte ude på Amager, hvor jeg normalt ikke kører ud.

Bilen bad om benzin, han kørte ind på en tank.

– Mens jeg stod og tankede, tankede Nicolai på standeren ved siden af. Det var fandme mærkeligt at møde ham midt i en skilsmisse, tænkte jeg. Han inviterede mig forbi til en kop kaffe, hvis jeg en dag havde lyst og gav mig sin adresse.

Silas ringede på et par dage efter.

– Det var rart at have en fremmed skulder at græde ud ved. En, som jeg kendte lidt, men hvor jeg bare kunne lukke al min frustration ud, uden han behøvede at tage stilling eller analysere. Så en gang imellem kørte jeg forbi, læssede en masse af, drak en kop kaffe og kørte hjem igen.

– Efter tre måneder var der pludselig en aften, hvor det bare føltes naturligt at kysse ham farvel. Næste gang jeg kom forbi, kyssede jeg ham også goddag. Vi blev ved at kysse hinanden goddag og farvel, indtil vi fandt ud af, at vi også havde lyst til mere end det. Og … langsomt blev det til et forhold.

Der er nogle gange noget ved gammel kærlighed?

– Det er der. Det er også derfor, man, når man går fra hinanden, om det så er som kærester eller i en skilsmisse, burde kunne forblive i et venskab, for man kender hinanden absurd godt. Det ender selvfølgelig tit i kaos og brag, det er derfor, man slutter det, men nogle af de fineste og sikre mennesker, man kender, er ens ekskærester, fordi man har delt meget.

– Jeg er lykkelig over, at jeg har børn med Johannes, for det gør også, at han ikke forsvinder ud af mit liv. Jeg er på toppen over at bo så tæt på min eksmand, han er en genial far, og jeg elsker ham, det vil jeg gøre resten af livet. Derfor er jeg også lykkelig for den måde, vi er havnet på nu.

– Vi deler hus og har fælles børneværelser, det fungerer optimalt. Vores børn har den frihed, at de kan gå ind og ud af alle deres forældres liv, som det passer dem. Jeg har ikke behov for at BO sammen med Johannes, men det er rart at vide, at han forbliver i mit liv, for han er det helt rigtige sted i mit liv nu.

– Og Nicolai kom som sendt fra himlen og er også det helt rigtige sted i mit liv nu. Det er havnet lækkert.