Vigga Bro: Tiden læger ikke alle sår - men man lærer at leve med dem

Det er ikke hver dag, man møder en 82-årig, der lige har fået udgivet en bog, hun selv har siddet og skrevet fra ende til anden.

Det er lige så lidt hver dag, man møder en 82-årig, der stadig er så glad for sit fag og sit arbejde, at hun synes, det er for tidligt at blive pensionist.

Men når man møder Vigga Bro, er det sådan en dag.

82-årige Vigga Bro er stadig aktiv som skuespiller og historiefortæller. Især det sidste - at rejse rundt som historiefortæller - optager hende og hendes tid.

For nylig udkom bogen ”Magi”, der er skrevet af Vigga Bro, og som netop også handler om kunsten at fortælle historier. Bogen udkommer i øvrigt ,samtidig med at Vigga Bros første grundbog i historiefortælling, ”Orkanens øje”, tilbage fra 1996, genudgives.

Så tog fanden ved mig

Egentlig blev den nye bog til på opfordring af en veninde, fortæller Vigga.

- Min veninde Marianne kom en dag og sagde: ”Du må se at få skrevet en bog om alt det, du går og laver og underviser i”. Hun punkede mig faktisk lidt til at skrive den, det vidunderlige menneske. Jeg tvivlede selv på, om det var en god idé, og om jeg kunne. Men vi diskuterede og snakkede. Og pludselig kunne jeg se: Hun har jo ret. Der er faktisk en bog, der skal skrives. Og så tog fanden ved mig. Så var der ikke grænser for, hvad jeg kunne skrive.

Hvorfor hun kalder bogen ”Magi”, forklarer hun ret enkelt i bogen sådan her:

”Det fascinerer mig, at et menneske kan komme ind på en tom scene og sætte lige så meget i gang i publikums hoveder som et helt teater med scenografer, skuespillere, belysning og hele pivtøjet. Kun fortælleren og publikum, der sammen skaber en anden verden. Det er magisk.”

Efter 25 lykkelige år

Da vi møder Vigga Bro, har vi en forhåndsaftale om at tale om ”Tid”, og vi beder hende bl.a. om at forholde sig til ordsproget ”Tiden læger alle sår”.

Vigga mistede sin mand, musikeren og komponisten Erik Moseholm, for snart otte år siden. Hun var 49, da hun mødte ham, han blev hendes tredje ægtemand, og de nåede at få 25 lykkelige år sammen.

Men læger tiden alle sår, spørger vi altså. Og nej, siger hun:

- Tiden læger ikke alle sår. Det er noget vrøvl. Men man kan lære at leve med de sår. Og sårene kan måske blive til ar, som man så kan leve mere eller mindre godt med.

LÆS OGSÅ: Kirsten Olesen: Jeg kender følelsen af, at alting er ligegyldigt

Lyst til at stille træskoene selv

– Jeg vil altid være dybt sorgfuld over, at Erik er død. Og lige når man mister, har man egentlig bare lyst til også at stille træskoene selv. Men det, der hjalp mig, var at vende den om og sige til mig selv: ”Tænk engang, jeg fik lov at have ham i 25 år”, fortæller hun og forklarer videre:

- Jeg har haft gode ægtemænd før ham. Og det var kærlighed, helt bestemt. Men at få lov at opleve den dybe kærlighed, Erik og jeg havde til hinanden, en kærlighed, som aldrig sløvedes i de 25 år, det er jeg dybt taknemmelig for. Den slags kærlighed er der mange, der aldrig får lov at opleve.

Fik den død, han ville have

Hun understreger også en anden ting:

– Hvad der også har været godt for mig, er at huske mig selv på, at Erik døde, som han gerne ville dø: Med støvlerne på. Bum. Og så var han væk. Ikke noget med at dø svækket og forpint efter mange måneders sygdom. Sådan som han var skruet sammen, ville han have hadet, at vi andre skulle opleve hans sygdom som en belastning. Han fik den død, han gerne ville have. Og så må man rette ind. Som jeg allerede fornemmede dengang, må man gå videre med sorgen under den ene arm og glæden under den anden.

LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan lever vi med sorgen

De forargede blikke

Hun forklarer videre, at man lærer at finde en hverdag. Og at man lærer at tage sig af glæden igen. Men folks reaktioner?

- Der er de mennesker, apropos ”Tiden læger alle sår”, der har travlt med at fortælle én, at nu må sorgen være overstået, og man må se at komme videre. Men der er også dem, der møder én med: ”Er du ikke ked af det?” Og hvis man nu slår en latter op over noget morsomt, ser man de der lidt forargede blikke med udtrykket: ”Nå, hun er nok den glade enke”. Det er lige uheldigt, begge dele.

- Jeg tror faktisk på, at der er en sandhed i det gamle udtryk ”Du skal elske din skæbne”, eller måske snarere udtrykket: ”Det er ikke, hvordan du har det, men hvordan du tager det”. For det sidste kræver et stykke arbejde. Og måske også lidt ydmyghed over for skæbnen.