Selvudvikling
4. april 2019

Yoyo-vægt: Det er bedre at være let overvægtig end konstant at gå på kur

Prøv at undgå yoyo-vægt, for selvom mange tror, at vægttab er vejen frem, hvis vægten og BMI’et ligger i den højere ende, kan hurtigt vægttab være mere skadeligt end stabil overvægt.
Af: Christina Forsberg
Du bør holde dig fra yoyo-vægt

foto: Shutterstock

Det kan altså være ret svært at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i sundhedsjunglen. Ikke mindst når det kommer til vægt, herunder yoyo-vægt, slankekure og alt, der hører hertil.

Hvad vi ved, er: WHO har placeret overvægt og svær overvægt som nummer fem på listen over risikofaktorer, der fører til tidlig død, og det anslås, at mindst 2,8 millioner voksne på verdensplan dør årligt som følge af sygdomme, der følger med overvægt eller svær overvægt. Og det er faktisk flere, end der dør af undervægt.

Med disse klare tal på bordet vil den umiddelbare tanke være, at i så fald må slankekur være berettiget – men forskning viser, at et vægttab ikke altid er den bedste ide. I nogle tilfælde tværtimod.

Yoyo-vægt kan være farlig

I en stor, dansk rapport fra 2013 fra Videnråd for Forebyggelse slog fedmeforskere fast, at er man en rask overvægtig person, dvs. ikke lider af f.eks. diabetes eller overvægtsrelaterede sygdomme, er et tilsigtet vægttab faktisk ledsaget af 15 % højere risiko for dødelighed sammenholdt med en person, der har en stabil vægt.

Hvorfor det forholder sig sådan, har forskningen overraskende nok ikke noget entydigt svar på.

Dog nævnes ekstreme kure, der kun giver midlertidige vægttab, som en af flere mulige grunde. Overvægtige personer, der taber sig hurtigt, men ligeså hurtigt tager mange kilo på igen, og dermed har såkaldt yoyo-vægt, lever med andre ord et potentielt farligt liv.

Der er ingen klar definition af yoyo-vægt i forhold til en skala, men i et studie udgivet i Metabolism Journal i 2013, blev moderat yoyo-vægt defineret som et vægttab på 4,5-9 kg, før vægten igen blev taget på.

Læs også: Bekymringer om vægt og mad har bare altid været en del af mig

5 grunde til at du skal holde dig fra yoyo-vægt

  1. Den kan give inflammation i kroppen

Når din vægt konstant ligger og svinger, giver det inflammation i kroppen, og dette kan bl.a. øge risikoen for hjerteanfald og kan give øget fedt omkring maven og højne risikoen for insulinfølsomhed.

  1. Den ødelægger dit stofskifte

Yoyo-vægt kan sløve basalstofskiftet. Når du indtager færre kalorier over 21 dage, ændrer det nemlig dit basalstofskifte, og denne tilstand kan godt være langvarig og betyde, at du får øget appetit og ædeflip.

  1. Den kan føre til depression

De psykologiske konsekvenser af at have yoyo-vægt kan være alvorlige. Den kan føre til depression og mangel på selvtillid, fordi du aldrig er rigtig tilfreds med dig selv. Mange har den tro, at når blot de taber sig, bliver alt bedre: Bedre job, flere dates og sødere omgivelser. Når du har den urealistiske tro, at alt går op, når din vægt går ned, udsætter du dig selv for helt unødige humørsvingninger.

  1. Den giver dig et usundt forhold til din krop

Når du konstant tager din krop i forskellige retninger fra tyk til tynd og skifter måden at nå dertil på, så presser du dit mentale velbefindende og kan opleve selvhad.

  1. Den får dig til at fokusere på et urealistisk tal på vægten

Yoyo-vægt er en desperat strategi, særligt når du fokuserer på et specielt tal på vægten, for alle mennesker ligger og svinger mellem 2-5 kilos vægtforskel, også dem, der har en generelt balanceret vægt.

For at undgå yoyo-vægt er noget af det vigtigste, at du ændrer hele dit tankesæt. Lærer at respektere din krop, måske accepterer kiloene, hvis du ellers er sund og lever sundt, og hvis ikke, så sørger for, at dit vægttab sker sundt og i harmoni med din krop, så du får en positiv mental tilgang til dit både din krop og dit vægttab.

Kilde: Eat this, not that!, Treated.com

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs mere om:

Læs også