Shit, det lyder uhyggeligt, tænkte hun i sine 20'ere. Men det var selvfølgelig præcis, hvad der skete

Da forfatter og journalist Linea Maja Ernst var i slutningen af 20’erne, så hun et billede på Instagram med en trekant, hvor der i midten stod ”Sådan er 30’erne”, og i hvert sit hjørne stod der: ”Karriere”, ”Familie” og ”Venner”.

Ovenfor trekanten stod der: ”Vælg to”.

- Jeg tænkte bare: ”Shit, det lyder uhyggeligt. Sådan kommer det ikke til at være for mig.” Men selvfølgelig var det præcist det, der skete for os alle sammen.

Linea Maja Ernst følte en forudsigelighed over, hvad der skulle ske med hende selv og sine venner. De begyndte alle at tage de samme afkørsler i livet, selvom de i deres 20’ere havde troet, at det ville se anderledes ud.

- Uanset om man ville eller ej, så begyndte vejen bare at dreje mod nogle bestemte heteronormative, klassiske markører for det gode liv. Det handlede om at få i gennemsnit halvandet barn og en lejlighed i en sund andelsforening.

- Markører som også er dejlige og privilegerede, men jeg kunne mærke at det strammede til, siger hun.

Når vennerne var samlet til fødselsdagsfester, var det lige pludselig blevet en børnefamiliefest, hvor alle ankom med en toårig på armen og en nyfødt i en babylift, og de talte alle sammen om, at de ikke sov om natten.

På det tidspunkt følte Linea Maja Ernst, at hun var ude at takt med sine venners valg og livsfaser.

- Jeg følte mig statistisk udenfor og have ikke et blebarn at bagtale på en sød måde, siger Linea Maja Ernst og fortsætter:

- Et par år forinden havde jeg det til gengæld helt omvendt, men var også lidt ved siden af. Jeg havde fået et barn og var alene med det, og dengang skulle alle i byen og være spændende. Jeg har nok været lidt dårlig til at ramme taktslagene.

- Men med tiden udligner det sig. Folk bliver skilt, får efternølere, finder sammen igen, alles kaos og harmoni afløser hinanden på den lange bane.

Men netop tanken om at være fanget i forskellige livsfaser, at savne sine venner og at frygte at være blevet småborgerlig, har hun samlet i sin debutroman ”Kun til navlen”.

En roman om syv venner, alle kreative, veluddannede mennesker i 30’erne, som samles i et sommerhus i Nordjylland ved midsommertid. Gruppen diskuterer, flirter, solbader og har hemmelige forelskelser. Men samtidig er der en underliggende tvivl blandt vennerne om, hvordan deres relation og venskab skal se ud i denne fase af livet.

- Romanen er en komedie om bestemt livsfase, og den undersøger både charmen og ulemperne ved forskellige livsformer. Det konventionelle kernefamilieliv, men især også, hvad der kunne være magisk og besværligt ved et andet slags liv.

Nærmere bestemt foregår romanen ved Madum Sø i Rold Skov i Himmerland. Et sted som Linea Maja Ernst kender rigtig godt, da hun er vokset op i nærheden.

Der er dog blevet skruet lidt op for det fortryllende og overdådige i beskrivelserne af omgivelserne, hvor alt i naturen står i blomst, der er sol hver dag, og vennerne samles om langbordet med nybagt brød og friske salater.

- Det er en æstetik, som jeg elsker, og som understreger det gode, nydelsesfulde liv. Men det kan også være en kritik af, at det hele altid skal være så lækkert og iscenesat. Man laver ikke bare middagsbordet for sig selv og sine venner, men også for at tage et billede af det til Instagram, siger Linea Maja Ernst.

Vennerne, der samles om langbordet, er biseksuelle Sylvia, som er kærester med lesbiske Charlie. Sylvia kan dog heller ikke slippe tanken om at være sammen med forfatteren Esben, men Esben skal giftes med Karen. Så er der også småbørnsmoren Gry, som er sammen med embedsmanden Adam, og ikke mindst singlen Kvæde, der i gang med at udleve sin anden ungdom.

- Det var vigtigt for mig, at karaktererne diskuterede forskellige livsformer og repræsenterede nogle forskellige værdisæt. Det skulle være personer af forskellige køn og seksuel observans, uden at det blev den ene og den anden fløj i hård kontrast til hinanden, siger Linea Maja Ernst.

- Det skulle være en sjov fest og et sjovt middagsselskab, hvor forskellige mennesker mødes og bliver klogere på hinanden, udfordrer hinanden og flirter indbyrdes.

Generelt er Linea Maja Ernst fascineret af vennegruppens dynamikker, hvor der er både kan være intern konkurrence, men også kærlighed og hemmelig forelskelse.

- Der er noget uimodståeligt over at være fanget i de her dynamikker, hvor man både elsker og hader sine venner på samme tid. Romanen åbner også op for, hvad nu hvis folk slap tøjlerne lidt mere, hvad vil der så ske af godt og ondt, siger hun og fortsætter:

- I virkeligheden, så kan man jo have nok så mange hemmelige forelskelser i sine venner, men man gør sjældent noget ved det. Man er godt opdraget, bider det i sig og lader være med at skabe drama. Men hvad nu, hvis, at det hele var lidt mere som en tv-serie, hvad ville der så ske?

Det er ikke kun venneflirt og hemmelige romancer, som ”Kun til navlen” kredser om. Det er også savnet til sine venner og de relationer, som man havde engang.

En af hovedkaraktererne i romanen, Sylvia, har svært ved at forene sig med sine venners forestilling om, hvordan livet i 30’erne ser ud. Hun havde drømt om, at de alle skulle bo i samme opgang og ligge i den samme sofa om aftenen. I mange år var de i vennegruppen hinandens primære mennesker, men pludseligt er der nye prioriteter, og Sylvia føler, at det hele er et stort forræderi.

- Jeg tror, at der er mange der kender det. Man kan hurtigt komme til at tro, at andre mennesker deler ens forestilling om paradis, og så bliver man rigtig skuffet, når nogen har købt en villa i forstaden. For det var ikke det, som man selv havde tænkt, siger Linea Maja Ernst og uddyber:

- Det er ikke set som en kritik af kernefamilien, men jeg synes, at der er et stort potentiale i savnet til ens venner. Hvis folk vidste, hvor meget man savnede dem, tror jeg, vi ville være bedre til at prioritere venskaberne, møde op til middagsselskaber eller en flaske vin, i stedet for at tage en mig-dag på sin egen ensomme sofa.

Hvad kan man gøre for at holde fast i sine gamle relationer? Eller skal vi hellere lære at give slip?

- Det er nok en kombination af, at man er vedholdende uden at være krampagtig. Man bliver nødt til at acceptere, at folk er forskellige steder i deres liv, og at en afvisning ikke handler om dig, men om livsfaser.

- Og så må man blive ved med at invitere til middag. Det behøver ikke være overdådigt eller flot med oppisket smør og stemning, for så spænder man ben for sig selv. Jeg har et indtryk af, at min generation vil gøre et stort nummer ud af, at maden og hjemmet skal være smukt. Skru ned for præstationsræset. Brænd noget på med vilje og se alle sænke skuldrene.

Linea Maja Ernsts debutroman er i flere anmeldelser blevet kaldt et generationsportræt, som er normkritisk og placerer sig i sin samtid. Karaktererne afspejler en generation, der bliver ved med at evaluere sig selv og andre.

- Titlen ”Kun til navlen” referer også til, hvor navlepillende de her karakterer er. Og så er det også et baderåd, nu hvor bogen foregår ved en skovsø, og et råd om venneflirt. Det er til navlen og ikke længere, bare fra to forskellige retninger, griner Linea Maja Ernst.

Efter bogens udgivelse har Linea Maja Ernst også oplevet, at flere læsere kan se sig selv i en af romanens syv karakterer.

- Det er enormt dejligt, at jeg har skabt nogle karakterer, der også findes i alle mulige andres liv. Det føles lidt som at få lov til at høste noget, som man har sået.

Hvorfor tror du, at vi bliver ved med at interessere os for fortællinger om relationer og venskaber?

- Jeg tror, at det er elementært interessant for alle mennesker. Vi ved, at det ikke er status eller penge, der gør os lykkelige i det lange løb, men det er dybe relationer.

- Samtidig tror jeg, at vi er sultne efter anvisninger. Vores samfund og opvækst er meget ensrettet: Vi går i skole, på gymnasiet og universitetet, hvor alt er tilrettelagt for en. Når vi derefter er voksne og fri til at gøre, hvad vi vil, er vi ikke vant til selv at formulere, hvilken livsform vi vil have, og så kigger vi på andre.

- I sidste ende var jeg interesseret i at prikke til noget tvivl og frisind i bogen og spørge: ”Er vi nu så glade, sådan som vi har det?”.