Liv
6. december 2024

Sidste år inviterede Christina en fremmed til juleaften: "Hun sagde, det var den bedste jul, hun havde oplevet"

Ingen skal sidde alene juleaften. Det mener Christina Schnohr Svensson, som dog lige skulle spørge sine børn, inden hun inviterede en fremmed hjem til jul.
Af: Karna Bunk-Jensen
Christina inviterer fremmede til jul

Foto: Gregers Overvad

Christina Schnohr Svensson er ikke meget for traditioner, i hvert fald ikke hvad juleaften angår.

– Jeg har ikke nogen faste forventninger til jul og holder den ikke med nogen bestemt, forklarer den 49-årige mor til tre og fondsrådgiver fra Østerbro i København.

Christina havde ikke hørt om Julevenner fra Røde Kors, før hun sidste år så en annonce på Facebook og blev grebet af idéen om at invitere en fremmed hjem til sig selv juleaften.

Men først var hun nødt til at få grønt lys fra sine børn.

– Jeg spurgte dem, om de ville være okay med, at der kom en fremmed med til vores jul, og de trak bare på skuldrene og smilede. De er vist vant til den slags fra mig, siger Christina og griner.

Besøg fra Australien

Christinas familie er, som familier i dag er flest, nemlig sammensat. Det afspejler sig også i hendes juleaften, hvor hendes tre børn og faren til de to ældste var med. Dertil kom hendes ældste søns kæreste, som var med for første gang.

Christina havde på forhånd gjort sig nogle forestillinger om, hvilken slags gæst hun ønskede sig. En enlig mor med små børn ville være oplagt, fordi hun selv har en søn på seks år.

Men beskeden, der lå i hendes email-indbakke om morgenen den 24. december, var fra en enlig yngre kvinde.

– Hun skrev om morgenen, om hun måtte komme hjem til os, så vi havde ikke lang tid til at forberede os, siger Christina, der straks dækkede op til en ekstra gæst.

– En ekstra person fra eller til gør jo ikke den store forskel. Det er jo ikke, fordi vi smider en ekstra flæskesteg i ovnen, siger Christina.

Samme aften klokken 17.30 ringede det på døren til Christinas lejlighed. Udenfor stod Arielle Savory, en 20-årig udvekslingselev fra Perth i Australien.

Eventyrlig andesteg

Arielle var jævnaldrende med Christinas egne store børn, og det gjorde indtryk på Christina, der selv har prøvet at bo i udlandet som ung.

– Hun var jo ikke så meget ældre end dem og langt væk hjemmefra, siger Christina, som ingen forbehold havde ved at lukke den fremmede kvinde ind.

– Hun havde været fire måneder i England og havde lært om Danmark og H.C. Andersen, så hun ville gerne opleve sådan en eventyrlig dansk jul, siger Christina, som leverede varen i form af både pakkeleg, andesteg og risalamande med mandelgave til vinderen. Alt sammen traditioner, som den unge australier ikke før havde stiftet bekendtskab med.

https://imgix.femina.dk/2024-12-04/Christina-Schnohr-Svensson-Julevenner-Privat-%282%29.jpg

Foto: Christina Schnohr Svensson, privat

Fint på overfladen

For Christina har julen ikke altid været hjerternes fest. Som barn og ung brød hun sig ikke om de mange krav og forventninger, der fulgte med højtiden.

– Julen har altid været lidt konfliktpræget for mig. Jeg er vokset op et sted, hvor det så meget fint ud på overfladen. Det hele skulle være så pænt, siger Christina.

Derfor har hun som voksen bestræbt sig på at holde jul på sin egen måde.

– Jeg har nok villet gøre lidt oprør mod hele det der ræs.

Samtidig har hun svært ved at abstrahere fra tanken om, at der sidder mennesker derude, for hvem julen er en hård tid at komme igennem.

– Der er så mange forventninger til julen. Det er en virkelig sårbar tid. For nogle er det deres værste mareridt, siger hun.

Det er det ikke længere for Christina, og derfor føler hun trang til at give tilbage.

– Det skal ikke lyde frelst, men jeg synes bare, vi er så privilegerede, at vi er forpligtet til at inkludere andre. Det handler ikke om penge, men om overskud og nærvær, siger hun.

Det har børn også godt af at lære, mener hun. Hun vil gerne vise dem, hvordan man kan være noget for andre, og sammen med sin yngste søn har hun også været besøgsven gennem Røde Kors.

– Når man er så heldige, som vi er, må man gerne lige hæve blikket og se, om der er andre, der kunne få glæde af at tage del i det, siger hun.

Den bedste jul

Arielle fløj fra København hjem til Australien et par dage efter jul, men mindet om hende og den juleaften, hun var med som gæst hos Christinas familie, bliver tilbage.

– Hun sagde til mig bagefter, at det var den bedste jul, hun nogensinde havde oplevet, siger Christina, der heller ikke var i tvivl om, at aftenen havde været en succes.

– Hun gik jo først igen klokken et om natten, siger hun og tilføjer, at de fire store teenagere i selskabet snakkede godt sammen hele aftenen.

– Hun fortalte om barbecue på stranden i Australien, hvor det jo er sommer på den tid af året, og der tabte mine børn underkæben, siger Christina.

Uden tøven bekræfter hun, at hendes familie også vil melde sig som juleværter i år og opfordrer til, at andre gør det samme.

– Man kan jo sætte sine egne kriterier og angive, hvem man gerne vil være vært for, og også skrive sammen inden, så man ved, hvem der kommer. Det er så vældigt hyggeligt og givende.

Bliv Juleven hos Røde Kors

Mangler du et sted at holde juleaften, eller har du plads til en gæst om dit julebord? Julevenner hos Røde Kors matcher gæster og værter med hinanden, eller vælg selv en gæst eller vært at fejre jul med.

Meld dig som vært eller gæst på julevenner.dk

Denne artikel blev første gang bragt af familiejournal.dk, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også