Liv
10. september 2020

Sofie Linde, vi tror på dig, for vi har også selv oplevet sexisme – og det skriver vi nu under på

På femina skriver vi under på en opbakning til Sofie Lindes beretning om, at sexisme findes i mediebranchen – for vi tror på alle journalister, sygeplejersker, murere og jurister, der på tværs af brancher finder modet til at sige, at sexisme findes på de danske arbejdspladser.
Af: Tekst og
Feminas redaktion støtter Sofie Linde

foto af redaktionen.

En gruppe journalister har for nyligt startet en fælles underskriftsindsamling for kvinder i hele mediebranchen for at støtte op om Sofie Linde.

Da Sofie Linde var 18 år og nyansat i DR forsøgte en "stor tv-kanon" at true hende til at give ham et blowjob til en julefrokost. Hun sagde nej. Men da Sofie Linde for nylig fortalte om den episode, kom det nej desværre ikke (kun) til at handle om at sige nej. Nej til overgreb. Nej til sexisme. Nej til magtmisbrug.

Det kom til at handle om Sofie. Sagde hun det for sent? Sagde hun det for at få opmærksomhed? Sagde hun det på det forkerte tidspunkt og ødelagde Uffe Holms aften? Nu havde vi det jo lige så sjovt, ikke?

Her på femina skriver vi under. Fordi vi skal turde tale om en kultur uden straks at gå i forsvar. Vi skriver under, fordi vi tror på Sofie Linde. Vi tror på alle de kvinder, der er stået frem – for vi ved, at seximen stadig findes, hvad enten vi selv har været direkte udsat for den, eller vi har været vidne til en sexistisk kultur.

Og vi tror også på dem, der ikke er stået frem endnu. Derfor kommer vi hen over efteråret til at bringe en række vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet sexisme og grænseoverskridende adfærd i deres fag. For det sker både for journalisten, for mureren, for sygeplejersken, for juristen og for mange mange andre.

Siden sommerferien har vi dækket kampen for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Det har vi blandt andet gjort ved at give mikrofonen videre til de kvinder, der har oplevet overgreb og svigt i systemet.

En fællesnævner i mange af de fortællinger er, at lige så voldsomt og traumatiserende overgrebet har været, lige så voldsomt har det været at opleve, at omverdenen, venner, familie og retssystemet ikke troede på dem.

Hver gang vi siger: “Er du nu sikker på, at det var så slemt?” eller “Du skal sige navnet, ellers tæller det ikke?” til de kvinder og mænd, der er modige nok til at stå frem, så siger vi også, at vi ikke tror på dem.

Siden Sofie Linde i sidste uge fortalte sin historie, er det piblet frem med lignende fortællinger.

Blandt andre har radiovært Iben Maria Zeuthen fortalt, at hun tidligere i sin karriere fik en sms fra en DR-chef, der drømte om at ligge nøgen med hende på hvide lagener.

Og tv-værterne Miriam Zesler og Mette Walsted Vestergaard og journalist Ditte Okman står frem i Berlingske og fortæller deres vidnesbyrd om sexisme i branchen.

En undersøgelse fra Dansk Journalistforbund viste i 2018, at 10,6 procent af de adspurgte havde oplevet seksuelle krænkelser på jobbet inden for de seneste 10 år, og det gik oftere ud over kvinder, 17,6 procent, end mænd, 2,4 procent.

Et problem på tværs af brancher

Men det her er ikke kun et problem i mediebranchen. Langt fra.

Tal fra 3F viser (link fjernet), at 20 procent af fagforeningens kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane fra enten chefer eller kollegaer. Det er altså hver femte kvinde i 3F.

En undersøgelse blandt elever i hotel- og restaurationsbranchen fra 2019 viser, at 37 procent er blevet udsat for krænkende eller grænseoverskridende adfærd.

Og samme mønster tegner sig i IT-branchen, hvor hver tredje kvindelige studerende har oplevet sexisme. På IT-arbejdspladserne gælder det for mere end fire ud af ti kvinder.

Vi kunne blive ved. Og vi skal blive ved. Vi skal blive ved med at fortælle de her historier, og vi skal blive ved med at insistere på, at kvinders oplevelser er valide og værd at fortælle.

For det handler ikke om enkeltstående tv-kanoner. Det handler ikke om at nævne navne. Det handler om kultur i virksomheder og brancher, hvor dem med store armbevægelser og lav moral mener, at de har ret til at røre, fornedre og forklejne andre og har definitionsretten på, hvad der er o.k., og hvad der ikke er det.

En kultur, hvor vi bare hvisker om, hvilke klamme typer man skal undgå, når festen har været i gang et par timer, og hvor vi tier stille for ikke at ødelægge ”den gode stemning”.

Vi skal erkende, at dette er et fælles problem på tværs af fag, som vi sammen skal løse.

Samtalen er langt fra slut. Den er kun lige begyndt.

Læs også