"Som adoptivbarn følte jeg mig ’solgt’ til en familie, som var jeg en handelsvare"

Marie husker stadig følelsen. Følelsen af at ligge alene i mørket og føle sig forkert og uelsket. Så forkert og uelsket, at hun bare ønskede at forsvinde.

– Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at glide væk fra alt det, der gjorde ondt. Væk fra den konstante følelse af utilstrækkelighed og mine adoptivforældres skuffelse, siger Marie Broberg.

Hun er født i Ungarn og blev som knap 8-årig adopteret til Danmark sammen med sin lillesøster og lillebror, der var fem og tre år. I dag er hun 33 år og ser tilbage på en barndom, som hun selv betegner som omsorgssvigt, selv om familien set udefra var velfungerende.

– Jeg var aldrig god nok eller følte, at mine meninger og tanker betød noget. Jeg måtte tilpasse mig mine adoptivforældres forventninger og behov for at gøre mig fortjent til deres kærlighed. Hvis jeg ikke var den perfekte datter, blev jeg afvist og straffet med tavshed eller kritik, og jeg kunne ikke gennemskue reglerne, for de blev konstant ændret, fortæller Marie.

Hun har netop udgivet bogen ’Børn til salg’ om sin opvækst, og som titlen antyder, er hun skeptisk over for adoptionssystemet.

– Det er mennesker med god økonomi, som adopterer, for det er dyrt, så jeg synes, at de i realiteten køber et barn fra en fattig familie. Som adoptivbarn følte jeg mig ’solgt’ til en familie, som var jeg en handelsvare, siger Marie, der er i færd med at stifte Landsforeningen For Adopterede, som skal arbejde for et stop for internationale adoptioner.

Marie husker mange ting fra sin tidlige barndom i Ungarn. Mest af alt husker hun sin mors ubetingede kærlighed.

– Selv om min mor ikke havde mange penge, var jeg aldrig i tvivl om, at hun elskede os. Hun fandt altid på små måder at vise sin kærlighed på, uanset hvor lidt hun havde. Hun fik os til at føle, at vi betød alt for hende, fortæller hun.

Maries mor boede selv på børnehjem og var kun 16 år, da hun fik Marie.

– Min far var roma, og mine forældre levede lidt på kanten af samfundet. Da min far var 19 år, begik han selvmord ved at springe ud fra et tag, fortæller Marie.

I mange år huskede hun et glimt af en person, der sprang ud fra noget højt, men var i tvivl om, hvorvidt det var fri fantasi eller et virkeligt minde.

Efter faderens død kæmpede hendes mor for at forsørge sine børn, men en dag, da hun kom hjem fra arbejde, var de væk.

– Jeg ville blive sindssyg, hvis mine børn forsvandt. I mange år havde jeg mareridt om, at jeg og mine søskende var i en skov, og pludselig kom der to personer efter os. Det er voldsomt for et barn at blive fjernet fra sin mor, siger Marie.

Hun var vred på sin mor i årevis, fordi hun troede, at hun havde givet dem væk, men børnene var formentlig blevet anbragt på børnehjemmet af de sociale myndigheder. Maries mor fik bare aldrig besked og troede, at de var blevet kidnappede.

En evig gæld

I Ungarn var Marie den lille voksne, der passede på sine søskende, mens hun i Danmark blev et usikkert og utrygt barn. Hun stammede voldsomt og gik med ble, til hun var 10 år.

Gennem sin barndom følte Marie, at hun bar rundt på en evig taknemmelighedsgæld til sin adoptivforældre.

– I mange år købte jeg, ligesom mange andre adopterede, ind på fortællingen om, at jeg elskede mine adoptivforældre, fordi de havde givet mig en ny chance. Men jeg følte konstant, at jeg var på jagt efter noget, jeg ikke kunne få fat i. Jeg vidste aldrig, om jeg var god nok, eller om jeg ville blive elsket, og det var skræmmende, husker hun.

Marie forsøgte at leve op til rollen som den perfekte datter og sled for at få gode karakterer i skolen, men hun følte aldrig, at det var nok.

– Jeg kunne ikke gennemskue reglerne, for de blev konstant ændret, fortæller Marie.

Som teenager begyndte hun at udøve selvskade og fik selvmordstanker.

– Min mor fandt ud af det, og blev sur på mig, for hvad ville andre ikke tænke. Min mor syntes altid, det var mest synd for hende, fortæller Marie, der flyttede hjemmefra som 15-årig.

Ramt af dødsangst

I den lille nordjyske by Tylstrup har Marie skabt sin egen familie. Hun er gift med Frederik og mor til Laura på fem og Josefine på tre år. Laura har en sjælden genfejl, så Marie hjemmetræner hende. Netop det at blive mor fik hende til at se sin egen barndom i et klarere lys.

– Da jeg selv blev mor, kunne jeg se, at deres måde at være forældre på var forkert. Selv om jeg var voksen, blev jeg ved med at hige efter mine adoptivforældres anerkendelse og kærlighed. Jeg blev ved med at være en lille pige, der stammede, når jeg var sammen med dem, siger hun.

Marie er ikke sammen med sine adoptivforældre længere. Sidste efterår fik hun ophævet adoptionen.

– Jeg havde så stor dødsangst. Hvis min mand og jeg døde, risikerede jeg, at børnene ville ende hos mine adoptivforældre. Den risiko turde jeg ikke løbe, og derfor skulle der ikke være et juridisk bånd mellem os, understreger hun.

Hun kalder beslutningen om at få ophævet sin adoption den sværeste, hun har truffet.

– Ikke fordi, jeg savnede mine adoptivforældre, men det føltes som at rive det sidste stykke af drømmen om, at vi en dag kunne være en rigtig familie, i stykker. Men jeg føler mig endelig fri, fordi jeg ikke længere føler skyld over ikke at være den perfekte datter, forklarer Marie.

Hun har genfundet sin ungarske mor via Facebook. De blev genforenet i 2016 og har stadig kontakt. Hun fik blandt andet bekræftet, at hun havde set sin far springe i døden.

– Det var en vild oplevelse, men det gav mig en ro at vide, at jeg kan stole på mine egne minder. Jeg kunne også mærke den kærlighed fra min mor, som jeg aldrig har fået fra mine adoptivforældre. Hun opgav aldrig håbet om at finde sine børn, siger Marie.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.