Sophus fra ’Danmarks næste klassiker’ tænker tit på, hvad hans gamle mentor lærte ham om design – og livet

Danskerne har de seneste uger kunnet følge den 51-årige danske designer Sophus Bang og hans arbejde i DR-programmet ’Danmarks Næste Klassiker’.

Vi har set ham forcere Storebælt med alt for meget træ i en alt for lille bil, vi har set ham ryge utallige cigaretter i fortvivlelse og set ham brænde totalt ud på de sene nattetimer. Og som den første i programmets historie, simpelthen komme for sent til fremvisning hos dommerne.

På sin egen overtænkende og perfektionistiske facon lykkedes det ham at vinde i hele to kategorier, og flere har givetvis taget sig selv i at tænke, ’den gad jeg sgu godt at have derhjemme’, da de så hans flotte slagbænk.

Den er for øvrigt på vej i produktion, men ellers er Sophus Bang mentalt i gang med at slikke sårene ovenpå optagelserne. 22 ugers designmaraton, non stop, dét er ikke kun en dans på roser, skulle han hilse at sige.

Faktisk kom han med i programmet på lidt af et afbud blot to uger for første optage-dag, og selvom det har været hårdt at deltage, ville han på ingen måde være det foruden. Han har lært en vigtig lektie, nemlig at det godt kan betale sig at stille sig frem og vise, hvad man dur til, en gang imellem.

De positive tilkendegivelser strømmer da også ind dagligt, og det i en sådan grad, at han er blevet nødt til at acceptere, at han ikke kan svare dem alle.

Han har jo også et rigtigt arbejde at passe. Efter 18 års arbejde på en tegnestue valgte han for et par år siden at blive selvstændig og driver i dag sin egen tegnestue i hjertet af København.

Men hvad bedriver en industriel designer med én fod på Frederiksberg og én i Helsingør ellers tiden med? Det finder vi ud af her i denne udgave af ’Status’, hvor Sophus Bang svarer på lidt af det hele. En fornøjelse at have ham med.

Hvad er det første du læser hver dag?

Det er næsten pinligt, men det er alle kommentarer på Instagram og LinkedIn. Det er helt nyt for mig. Jeg føler mig helt teenage-agtig og total dopaminafhængig.

Hvad er din favoritavis?

Det er Politiken. Jeg har abonnement digitalt, men bliver faktisk nedslået, hvis jeg følger for meget med i nyhederne og det forfald, der foregår omkring os.

Hvad er den vigtigste bog du har læst?

’Vanedyr’ af Nicklas Brendborg. Det er super interessant og virkelig uhyggeligt, hvordan der findes en hær af neurovidenskabsfolk i fødevareindustrien og hos de sociale medier, der går direkte efter vores krybdyrhjerne for at gøre os afhængige.

Hvad gør du for at finde ro?

Jeg sætter mig på min lille motorbåd i Helsingør Havn med et glas vin. Jeg er glad for den hvidvin, der hedder Kung Fu.

Hvad er din største last?

Det er rygning. Jeg ryger Blå Kings, blød pakke. Det har stået på siden jeg var 18. Men jeg kommer til at stoppe.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Ymer med ymerdrys.

Hvad spiser du rigtig tit?

Sardiner. På ristet surdej og en skamløs mængde mayonnaise, citron, salt og peber. Det er skide godt. Men det er vigtigt, det er en dåse med olivenolie.

Hvad er din underlige besættelse?

Jeg har en meget aktuel besættelse af synlighed. Fra at være usynlig og leve skjult er jeg lige pludselig blevet et genkendeligt ansigt. Jeg har altid levet i skjult, fordi jeg ikke turde stille mig frem, og fordi jeg ikke syntes, jeg havde noget af sige. Men dem, der stiller sig frem, er jo heller ikke nødvendigvis dem, der er klogest. Det er bare dem, der råber højest.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?

Anton Cornelius. En ung mand, sanger og sangskriver. Jeg synes virkelig, han er skøn. Og specielt hans seneste udgivelse ’Hjertet har blå mærker’. Jeg synes, der er en skøn generation af unge mænd, som virkelig giver noget håb – de tør være sårbare og åbne og støttende og gode venner, som løfter hinanden.

Hvilken film ser du igen og igen?

Jeg gider som regel ikke se det samme, men jeg kan virkelig godt lide ’De Urørlige’. Måske fordi jeg selv har haft et tilsvarende forhold, da jeg en kort overgang var handicaphjælper.

Hvad gør dit liv lettere?

Det gør min kæreste helt klart. Både praktisk, følelsesmæssigt og socialt. Hun gør absolut mit liv lettere ved at elske og rumme mig, som jeg er. Men også ved at være elskbar.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

David Lewis, som er min gamle mentor og mangeårig chefdesigner for Bang & Olufsen. Hans konstante insisteren på at jagte en bærende idé er absolut den største inspiration. Ellers vil jeg sige japanske Nendo og danske Anker Bak, som laver urner, kister og mange tabubelagte, oversete objekter.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Hjemme hos mig. Jeg bliver så tit skuffet, når jeg er ude at spise. Måske fordi jeg ikke har råd til at spise de gode steder. Kom hjem til mig, så starter vi med østers og spiser coq au vin bagefter.

Hvor er dit yndlingssted i byen?

Palmehaven i Glyptoteket.

Hvad gør du for lidt?

Motionerer.

Hvilken sætning tænker du ofte på?

Min gamle chef, som var en gammel brite, gik altid rundt ved tegnebordene og brokkede sig lidt over vores ideer, og så sagde han, ’men du må prøve at få det bedste ud af det’. Det er noget, som jeg har ført ud både designmæssigt og i livet generelt.

Hvilken podcast lytter du til?

Til min egen store overraskelse lytter jeg til ’Millionærklubben’ lige nu. Men jeg må sige, penge interesserer mig overhovedet ikke. Det er absolut ikke det, der driver mig. Men jeg synes det er interessant, hvordan de skaber verdensordenen.

Hvor er dit happy place på internettet?

Noget der hedder hardernet.dk, hvor en gammel, nu afdød fyr registrerede hele Holmegårds glassamling helt minutiøst.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Vores konge. Jeg kan ikke kalde mig royal, men respekten for den funktion, han har, vokser på mig.

Hvad var din seneste Google-søgning?

Jeg ledte efter et citat, som vist nok er noget Suzanne Brøgger har sagt. ’Kan man tillade sig at synge og danse, mens verden går under? Hvis ikke nu, hvornår så?’

Hvad ville du ønske flere folk kendte til?

At de smukkeste ting og den største frihed ligger på den anden side af frygten. Hvis man formår at bryde ud af den, så ligger der en kæmpe gave og en mulighed for at få et større liv.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?

At kysse min kæreste godnat og sige, jeg elsker hende.