Liv
25. april 2025

Stigende efterspørgsel: Flere vil udforske nye sider af sig selv og ser ikke alder som en begrænsning

Alder er ingen begrænsning - faktisk begynder vi at se en social og samfundsmæssig forventning om, at du uanset alder bliver ved med at udvikle dig.
Af: Nina Azoulay
Højskole

Foto: Trine Bukh

Venteliste på højskolekurser. Workshops med fuldt bookede hold. Og en generation, der ikke ser alder som en begrænsning, men derimod en mulighed for at udvikle sig. Flere voksne kvinder vælger at fordybe sig i alt fra litteratur og keramik til sprog og naturterapi – ikke af pligt, men af lyst.

Engang var opfattelsen, at man med alderen mistede lysten og nysgerrigheden efter at lære nyt. Sådan er det ikke længere. Tværtimod opleves der flere steder en stigende efterspørgsel fra voksne, der vil udforske nye sider af sig selv. På både højskoler og aftenskoler er langt størstedelen af de modne kursister kvinder.

Ifølge sociolog Emilia van Hauen er der sket en forandring, som betyder, at vi i dag bliver ”gamle” meget senere, end tidligere forestillinger har dikteret.

– Der har været en forestilling om, at man bliver inaktiv, mindre interessant og – desværre – overflødig. Sådan har opfattelsen groft sagt været. Men vi ser en udvikling nu, hvor vi har rigtig mange, som er gået på pension, og min egen generation X, som er i 50’erne og 60’erne, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og hvor mange – især kvinder – tænker: Nu starter livet på en ny måde, og hvad skal jeg så bruge det til? siger hun og tilføjer:

– X’erne har været vant til at være selvstændige og uafhængige og vil gerne selv bestemme over deres eget liv, og derfor ser vi også flere sige til deres arbejdsplads, at nu tager de tre måneder til Nepal på gongkursus eller kaster sig over andre former for udvikling, og så kommer de tilbage igen bagefter. Der ser vi en klar udvikling, siger hun.

At lære nyt for sin egen skyld har en særlig værdi, især i en alder hvor det ikke tidligere er blevet anset for nødvendigt eller naturligt, for det er med til at skabe et samfund, hvor ny viden og udvikling ikke kun er forbeholdt unge mennesker. Det afspejler ifølge Emilia van Hauen en bredere tendens.

– Vi udvikler os hele livet. Men nu begynder vi også at se en social og samfundsmæssig forventning om, at du skal gøre noget for at forblive interessant – uanset alder, siger hun.

Litteratur og kor

At de generationer, der bliver ældre nu, har været vant til at engagere sig og reagere på deres egen nysgerrighed, mærker Helle Bak Holvad også. Hun er forstander på Rude Strand Højskole, som har fokus på seniorer.

”Vi mærker en enorm interesse for højskolelivet. Der er sket en forskel de seneste år, hvor vi ser en større søgning på kurser med specifikke temaer som litteratur, kor, vandring eller besættelsestiden. Denne aldersgruppe er videbegærlige og vil have kvalitet og faglighed. De engagerer sig og vil bidrage med deres livserfaring, siger hun.

Rude Strand Højskoles kurser er eftertragtede – de bliver hurtigt fyldt op, og flere af dem har lange ventelister.

– Vi kan sagtens være uenige og alligevel drikke kaffe sammen, og på den måde er vi en modpol til sociale medier og andre medier, som skaber modpoler og nærmest ønsker konflikten. Vi vil gerne være et demokratisk rum, hvor man kan være med og mene noget uden at blive slagtet. Det tror jeg også, at folk kommer for, siger hun.

5 kurser, du kan kaste dig over

  • Crouquistegning

    Tag en uge på højskole og kast dig over croquistegning. Her får du introduktion til at tegne den levende krop, men også øvelser i farvelære og komposition.

    Vallekilde Højskole, Nordvestsjælland, 13. til 19. juli. Læs mere på Vallekilde.dk

  • Kulturmøde med vandreture

    Kombiner vandreture i Thy Nationalpark og badeture i det nordjyske med koncerter og foredrag på Kulturmødet Mors.

    Højskolen Mors, Mors, 18. til 24. august. Læs mere på Hoejskolenmors.dk

  • Tæt på Grønland

    ”Grønland i 1000 år – geografi, samfund og identitet” er overskriften på denne forelæsningsrække hos Folkeuniversitetet i Emdrup, København, hvor der stilles skarpt på Grønlands historie og udvikling gennem 1000 år.

    Folkeuniversitetet, Emdrup, 2., 9. og 16. september. Læs mere på Fuau.dk.

  • Kunst og litteratur

    Dyk ned i kunstens, litteraturens og historiens verden, mød forfattere, musikere og billedkunstnere og få indsigt i tidens strømninger og tendenser.

    Askov Højskole, Vejen, 5. til 11. oktober. Læs mere på Askov-hojskole.dk

  • Skriveworkshop hos Blixen

    Karen Blixens Rungstedlund danner rammerne om denne skriveworkshop, hvor brevformatet bliver udforsket til at bruges litterært til f.eks. erindringer, romaner eller lyrik.

    Karen Blixen Museum, Rungstedlund, 23. november. Læs mere på Blixen.dk

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.