Sy Lee har blokeret sin familie på sociale medier: Jeg har levet et dobbeltliv
Foto: Mikael Rieck
De fleste danskere forbinder Sy Lee med være flamboyant og farverig - men det er langt fra sådan hans egen familie ser ham.
Han har nemlig levet et dobbeltliv i mange år, fortæller han i podcasten "Dato". Et liv, hvor han i familiens skød lægger låg på, at han er til mænd.
- Jeg har levet et liv, hvor jeg ikke har kunnet være fri, og for mig er det et dobbeltliv. Jeg har ikke lyst til at have en facade mere over for min familie især. Jeg er ved at eksplodere, fortæller han.
Ifølge Sy Lee, der har vietnamesiske rødder, er han vokset op med, at hans seksualitet bringer skam over sin familie, da de er vokset op med en anden kultur i Vietnam.
- De har sat nogle rammer for mig allerede som barn, og det har bestemt hele mit liv. Jeg har aldrig fået lov til at gøre de ting, som jeg ville, siger han i podcasten.
Derfor tog han også beslutningen om at blokere sin familie på sociale medier, da han for allerførste gang trådte ind i realityverdenen tilbage i 2011 og medvirkede i programmet "Fristet".
På den måde kunne han nemlig lykkes med at skærme sin familie fra den "ægte" side af ham.
Når Sy Lee besøger sin familie i hjembyen Odense, vælger han derfor også at sætte håret op og klæde sig mindre iøjnefaldende, end han plejer.
- Jeg har det tøj, som mine forældre er vant til at se mig i, på. Jeg er blevet tvunget til at gå til fodbold, karate, tennis, badminton, så jeg har altid gået i sportstøj.
Selv om Sy Lee gerne vil droppe facaden og skuespillet i 2025, er det dog nemmere sagt end gjort. For frygten for familiens reaktion fylder så meget, at han så længe, han kan huske, har været villig til at lægge låg på sig selv.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.