"Tænk, hvis min far skulle dø, fordi jeg havde forelsket mig i den forkerte"

- Jeg spørger ambulanceredderen, om min far overlever. Det kan han ikke svare på.

Anna sidder i sin stue med ansigtet mod vinduet. Solen står ind på fregnerne og det lyse hår. Hun misser med øjnene, mens hun fortæller.

Det er tre måneder siden, at kameraerne slukkede, og optagelserne til TV 2-dokumentaren ”Forført af Jakob” (link fjernet) stoppede. I dokumentarserien står Anna og to andre kvinder, Freja og Louise, frem og fortæller om det forhold, de hver især har haft til den samme mand, Jakob.

Forhold, der har været præget af kontrol, stalking og vold, og som har haft alvorlige konsekvenser for dem alle. Men selvom Jakob er meldt til politiet et hav af gange, skulle der gå flere år, før sagerne kom for retten.

Det her er Annas historie.

"Hent en stol, han forsvinder"

Det er august 2016, og Anna sidder bag en busk ved sine forældres hus og gemmer sig. Det er midt om natten, og hun har sat sin telefon til at filme episoden. Det har politiet sagt, at hun skulle.

I otte måneder har hun næsten dagligt været i kontakt med dem i håbet om, at de kunne få stoppet Jakob, der hver dag har stalket, truet og udøvet psykisk vold mod hende — både online og i den virkelige verden.

Nu står han på den anden side af busken og råber ad hendes far. Han har længe haft lyst til at tæske ham, truer han.

Pludselig flyver der en knytnæve over mod Annas far, og så bliver der stille.

- ”Poul! Poul!,” råber Jakob, og så kan jeg godt høre, der er noget helt galt. Jeg flyver frem fra busken, og der ligger min far, lige så lang som han er. Han bløder fra øret og er helt hvid i hovedet – han er slet ikke ved bevidsthed.

LÆS OGSÅ: Alice levede med psykisk vold: Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad jeg spiste

Anna er tidligere på natten vågnet ved, at Jakob stod ude foran huset og råbte. Hun har allerede indspillet scenariet i hovedet et utal af gange, så hun skynder sig at finde mobilen frem og sætter den til at optage.

- Han råber, at han går til boksning, og at det fandeme ikke er amatørboksning. Man kan ikke se ham på optagelserne, men man kan tydeligt høre, at det er ham, fortæller Anna om klippet, der også er med i dokumentarserien.

- Jeg løber ind i huset og får ringet til politiet. Jeg kan bare huske, at jeg græder i røret, mens jeg fortæller, hvad der er sket. Jeg får at vide, at jeg altså er nødt til at stoppe med at græde, for kvinden i den anden ende kan ikke forstå, hvad jeg siger. Men det kan jeg ikke, jeg er helt ude af mig selv.

Mens Anna har politiet i røret, hører hun Jakobs stemme ude fra bryggerset: ”Hent en stol, han forsvinder,” råber han . ”Send også en ambulance,” råber Anna ind i røret.

- Jakob sidder med min far og forsøger at holde ham oppe. Jeg sætter mig ved siden af og råber, at han ikke må dø. At jeg elsker ham.

Da politiet kommer, går Jakob med dem, og ambulancen kører med Annas far mod det nærmeste sygehus.

- Jeg er helt tom indeni. Det eneste, jeg kan tænke, er: ”Nu dør han”. Tænk, hvis min far skulle dø, fordi jeg havde forelsket mig i den forkerte. Den følelse fylder alt den nat.

"Han overtager alt, hvad der er mit"

Anna ved ikke helt, hvornår hun stoppede med at have følelser for Jakob.

Måske stoppede hun aldrig rigtigt med det. For det var de gode øjeblikke, forholdet levede på. Dem, der flygtigt opstod mellem overgrebene, løgnene og den psykiske vold.

- Mine følelser for ham var stærke, og der var jo også en grund til, at jeg gik ind i forholdet. Han var charmerende og veltalende – og så kunne vi grine sammen, fortæller Anna, der blev kærester med Jakob i 2013.

Som tiden gik, trådte de gode ting dog i baggrunden, og der begyndte at komme andre sider frem end dem, der prægede det overskudsagtige og glade menneske, Anna forelskede sig i.

Han smed hendes tøj ud og købte noget nyt. Han bestemte, at hendes hår skulle være lysere. Og han gav hende pulsmåler på og stillede hende en masse spørgsmål. Hvis pulsen steg, så konstaterede han, at hun løj, fortæller Anna i dokumentarserien.

Der var et par ting, som Jakob gav udtryk for, at Anna havde gjort forkert i begyndelsen af deres forhold, forklarer Anna — og de ting brugte han mod hende under hele det to år lange forhold til at argumentere for, hvorfor han gjorde, som han gjorde.

Den ene af tingene var en korrespondance mellem Anna og en bekendt. De to arbejdede i to forskellige forretninger lige ved siden af hinanden, og en dag skrev han en besked til hende: "Vi vinker nok til hinanden i dag," stod der. Anna svarede: "Ja, det gør vi nok."

- Der var ikke noget hemmeligt i de beskeder, men det var langt over Jakobs grænse. Og det var blandt andet det, han brugte som argument for, at det var i orden, at han havde Tinder og tog på dates.

- Han måtte kigge på andre piger, mens jeg var "en billig luder", fordi jeg havde har haft en kæreste før ham. Han satte mig også tit af på veje rundt omkring, fordi han ikke lige gad mig længere.

Jakob begyndte langsomt at flytte sine ting ind hos Anna og hendes forældre. Det var ikke noget, de to talte om, det skete bare. Til sidst boede han der fast, og de to gjorde alt sammen.

- Jeg fik en følelse af, at han nærmest overtog alt, der var mit. Der var faktisk ikke noget, han ikke kontrollerede i mit liv. Jeg måtte stoppe alle venskaber, fordi jeg ikke måtte ses med nogen. Og han havde mine koder til alt.

Anna satte sig ikke imod Jakob. For hun turde ikke.

- Og når der endelig skete noget positivt i forholdet, så åd jeg det råt.

Forholdet stoppede brat i december 2015, da Anna oplevede, at Jakob forsøgte at stikke hende ned med en saks på badeværelset hos hendes forældre.

Hun gik til bekendelse over for sin kontaktperson på arbejdet. De gik fra hinanden, han flyttede ud, og sagen blev meldt til politiet med det samme.

En uforklarlig angst

Anna anmeldte både episoden på badeværelset og hændelsen med sin far, men der skulle der gå næsten fem år, før hun og de to andre ekskærester, der står frem i dokumentarserien, kom i retten.

Annas frygt for at møde Jakob i de år var altoverskyggende – og med god grund. For Jakob var på fri fod.

- I de første år levede jeg slet ikke mit liv. Min krop var konstant stresset, den satte helt ud.

Hun gik ikke uden for en dør, og hun blev panisk, når hendes forældre tog nogle steder hen. Hun havde ikke noget arbejde og sås ikke med andre end sine forældre.

- Hvis telefonen ringede, eller hvis det ringede på døren, blev jeg rædselsslagen. Og hvis jeg skulle ind i et rum, så slukkede jeg lyset derinde, før jeg gik derind, så jeg var sikker på, at hvis han stod ude foran, så kunne jeg se ham, før han kunne se mig.

Annas mor tog orlov i næsten halvandet år for at gå hjemme med hende, og hendes far sagde derefter sit arbejde op for at kunne være derhjemme.

Efter noget tid tog hun og forældrene på Kolding Sygehus, hvor hun fik konstateret PTSD. Men det var ikke med sin gode vilje, at hun satte sine ben der.

- Jeg blev slæbt derned af mine forældre, og min far måtte skubbe mig op ad trappen.

- Jeg var fuldstændig opløst. Jeg græd og skreg. Når jeg ser tilbage på det nu, tænker jeg, at jeg må have lignet en galning. Jeg plejer ellers at hade opmærksomhed.

Anna kan ikke forklare, hvorfor hun var så bange den dag. Men hun husker at være rædselsslagen ved tanken om, at afdelingen lå på første sal, for hun ville gerne kunne komme hurtigt væk derfra.

- Det var en uforklarlig angst. Jeg kunne og kan ikke sætte ord på det, det var bare en masse følelser i kroppen. Jeg ville bare for alt i verden ikke møde ham.

Efter nogle år blev Anna tilknyttet psykiatrisk afdeling på Vejle Sygehus. I starten kom personalet hjem til hende, hvor hendes forældre sad med ved bordet, men som tiden gik, begyndte hun at tage små skridt ud af huset.

Hvornår klapper fælden?

Selvom Anna i løbet af de fem år flere gange fik besked om, at hun skulle forberede sig på at komme i retten, skete der ingenting.

Imens involverede Jakob sig med flere piger. Forhold, der i dag påvirker dem på samme måde, som forholdet påvirker Anna, fremgår det i dokumentarserien. Forhold, der måske aldrig var blevet til noget, hvis der tidligt var faldet dom i Annas sag.

- Hver gang jeg ringede til politiet i de her år, var beskeden, at der var kommet nye sager til, og at han havde ret til at samle alle sine sager i ét sagskompleks.

I dokumentarserien fortæller advokat Tobias Grotkjær, at Jakob havde uafsluttede sager helt tilbage fra 2012. Han siger også, at han ikke kan udelukke, at det har været en bevidst strategi fra Jakobs side at blive ved med at begå kriminalitet for at trække en sag ud

- Det lyder langt ude (…), men når man kigger på sagens akter, så tænker jeg ikke, at det er helt urealistisk.

Da Jakob i dokumentaren indvilliger i et telefoninterview, siger han selv, at ”de samler det hele under en paraply på et eller andet tidspunkt. Forhåbentlig da".

Og til sin ene ekskæreste Louise siger han i en telefonsamtale, at han er ”mesteren i at skifte fra pige til pige til pige”.

- Sagen er blevet trukket i langdrag. Hvad får vi som ofre ud af det? Udover at vi har trukket pinen ud og levet med det her i årevis, hvor vi bare gerne ville have en afslutning på det, siger Anna.

- Hvornår klapper fælden? For jeg har jo følelsen af, at han bliver ved til den dag, han dør.

Til grin

I september 2020 skete der endelig det, Anna havde ventet på: Sagen skulle for retten.

Jakob blev dømt skyldig i flere forhold, blandt andet vold mod Poul, Annas far, og Louise og frihedsberøvelse og vold mod Freja. Men han blev blandt andet frifundet for at have overfaldet Anna på badeværelset. Retten henviste til, at episoden ikke blev anmeldt umiddelbart efter, det skulle være sket.

Han nægtede sig skyldig i de fleste af forholdene.

Inden sagerne kom for retten, udtalte Jakob i et telefoninterview i dokumentarserien, at han havde været "dum at involvere sig med de her piger", og at "det drejer sig om en personlig vendetta fra de her tre pigers side".

Dommeren fremhævede, at det var en skærpende omstændighed, at Jakob havde haft samme adfærd over for flere af kvinderne. Men at det var en formildende omstændighed, at der var gået så lang tid, før sagen var kommet for retten.

Han blev idømt halvandet års fængsel.

LÆS OGSÅ: "Undskyld jeg kaldte dig luder. Vil du ikke nok have sex med mig?"

Alligevel kunne han efter retssagen følges med sine ekskærester ud i friheden, fortæller Anna.

- Da vi kom ud derfra, spurgte min advokat, om der var noget, jeg gerne ville spørge om. Jeg spurgte, hvad der skulle ske nu, i forhold til at han skulle afsone resten af dommen. Så kiggede hun undrende på mig og sagde: "Jamen, han er jo løsladt nu."

På datoen, hvor sagen kom for en dommer, havde Jakob allerede siddet varetægtsfængslet i ti måneder.

I Danmark er det sådan, at hvis en gerningsperson har siddet varetægtsfængslet mere end to tredjedele af sin dom, kan vedkommende blive prøveløsladt.

LÆS OGSÅ: Husk nu, at voldtægt oftest foregår inden for hjemmets fire vægge

Hun havde det egentlig fint, lige indtil dommen faldt. Men især følelsen af ikke at blive anerkendt er det, der gør det svært for Anna at komme videre fra hændelserne.