Liv
18. april 2024

Vi matchede på en datingapp, skrev frem og tilbage i dagevis. Nu svarer han ikke. Hvad skal jeg gøre?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Af: redaktionen
kære brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

For nogle uger siden matchede jeg på en datingapp med en, jeg har mødt et par gange gennem fælles venner. Vi skrev frem og tilbage på appen – og han virkede virkelig sød og sjov.

Efter nogle dage begyndte vi i stedet at skrive sammen på Instagram, og nu kommer problemet: Pludselig ghoster han mig ud af det blå.

Jeg har ikke hørt fra ham i fem dage, efter jeg sendte min seneste besked.

Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen

Hende med spøgelsesproblemer

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære indehaver af spøgelsesproblemer

Ghosting er virkelig træls og desværre en ting, som de fleste af os, der har datet i internettets levetid, har oplevet.

Når det kommer til ghosting i potentielle romantiske relationer, er jeg stor fortaler for tankegangen: If they wanted to, they would.

Selvfølgelig kan der være valide årsager til, at dit match har antaget spøgelsesform i jeres samtale og ikke har overskud eller mulighed for at engagere sig i jeres relation.

Måske er han eller nogen tæt på ham blevet ramt af en form for krise? Måske er han i sorg over, at Børsen er brændt ned? Eller hvad, hvis han måske slet ikke er digitalt tilgængelig lige nu, fordi han er i gang med at forberede sig til at deltage i næste sæson af ”Alene i vildmarken”?

Der kunne være mange gode og mindre gode bud på, hvad der afholder ham fra at svare dig. Men hvis der reelt er en god grund til hans fravær, og han gerne vil afsøge, hvad jeres relation kunne blive til, så vender han også tilbage på chatten igen med fornyet styrke.

Har han derimod fået kolde fødder, er for vag til at melde klart ud, at han ikke er interesseret og har antaget permanent spøgelsesform, så tror jeg ikke, at du får noget ud af at presse på i chatten.

Så må du lade ham passere til de evige datingmarker.

Hilsen Bonna Haagen Pedersen

SoMe-redaktør på femina. I et DINK-forhold og glæder mig over at være færdig med spøgelser.

Svar 2

Kære du

Hvor dejligt at du har mødt en sød fyr, som både virker sød og sjov. Mindre dejligt at han pludselig ikke svarer dig.

Jeg har ikke selv prøvet at blive ghostet (nok mest fordi fænomenet og datingapps ikke var en ting, sidst jeg var single), men jeg har flere veninder, der har prøvet det. Og jeg bliver lige sur og skuffet hver gang over den dårlige opførsel, jeg synes, det er bare at lade folk hænge på den måde.

Så udelukkende med udgangspunkt i den – i min optik – manglende respekt, er mit råd til dig, at du parkerer ham en rum tid og ser tiden an.

Måske glemmer du ham hurtigt? Og hvis han bliver ved med at rumstere i dit hoved efter noget tid, kan du godt skrive en besked til ham. Ikke en besked, der "følger op" på den tidligere tavshed, men bare et uformelt spørgsmål/reference til en tidligere samtale eller lignende.

Og hvis han stadig ikke svarer, kan du lukke kapitlet med ham for good vel vidende, at du gav din mavefornemmelse et skud, men at det bare ikke er ham, du skal bruge din energi på.

Hilsen Emilie Bech Zerlang

Digital redaktør og mor til to under fem år. Elsker alle film og serier, der rimer på romantik eller forbrydelser og elsker at se mine yndlings igen og igen. 'Nikolaj og Julie' og 'Rejseholdet' ser jeg mindst én gang om året. Jeg misunder folk, der glæder sig til at løbe en tur og drømmer om at blive en af dem en dag.

Læs mere om:

Læs også