Selvudvikling
11. oktober 2014

10 smutveje til et længere liv

Udover de mest almene regler for, hvordan du lever et sundt og langt liv, som kost og motion, er der også andre ting, der spiller ind. Undersøgelser viser, at du ved at grine mere, bruge tandtråd og dyrke sex kan forlænge dit liv.
Af: Ahn Line Woo Shing Hai
https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/februar/2013-7-forlang-dit-liv-p.jpg

Foto: Thinkstock

1 Er du gift?

Hvis ja, så kan du måske ånde lettet op. En europæisk undersøgelse foretaget af Cardiff Universitet viser nemlig, at ægtefolks fysiske og mentale helbred er bedre end singlers og samboendes. Faktisk lever gifte mennesker 10-15 procent længere end de nationale gennemsnit. Ifølge forskerne skyldes det, at gifte ofte har flere venner, spiser sundere og generelt tager sig mere af hinanden. Ved at indgå i ægteskab ses et større engagement, hvilket åbenbart giver årelange fordele.

Læs også: Stress - Sådan undgår du det

2 Walk and talk

Du ved sikkerttallerede, at 30 minutters motion hver dag er rigtig godt for dit helbred, men hvis du kan lokke en ven med på gå- eller løbeturen, er det endnu sundere. På den måde får du ikke kun anti-age-fordelene ud af den fysiske aktivitet, men også socialt samvær der styrker immunforsvaret og reducerer stress. En australsk undersøgelse foretaget over en periode på ti år viser, at personer over 70 år, der har mange venner, lever 22 procent længere end dem, der kun har ganske få bekendtskaber.

3 Smag på regnbuen

Jo mere naturligt farverig din mad er, jo sundere er den. Farverige frugter og grøntsager er fyldt med antioxidanter. Fyld indkøbskurven, frokost- og middagstallerkenen med farvestrålende fødevarer som broccoli, rødbede, tomater, ananas, ærter og alt andet, der stråler!

4 AFSLUT, AFSLUT, AFSLUT!

Det virker som småting, men de tynger mere, end du tror. For den byrde, du føler på dine skuldre ved at have en ikke-færdiggjort to-do-liste eller en stak ubetalte regninger liggende, når du går i seng, kan have den samme negative effekt på dit helbred som alvorlige hændelser som skilsmisse eller dødsfald. Det viser nyere forskning. Typen af generel stress kan nemlig ælde dig med op til otte år. Så køb en notesbog i en farve, der gør dig glad og sæt dig realistiske mål for, hvad du kan nå på en dag. Prøv f.eks. at lave en ugeplan og inddel i katagorier som "haster", "irriterende" og "når jeg får tid". På den måde bliver det nemmere at prioritere.Pantone notesbog, ca. 107 kr. fra culturelab.com.

Guide: Sådan lærer du at elske dig selv

5 Gå i seng!

Syv til otte timer. Det er den ideelle sovetid, viser forskning. Mangel på søvn kan øge risikoen for hjertesygdom, fedme og sukkersyge og ikke mindst svække dit immunforsvar. Og hvis du er en snegl til at få slæbt dig selv i seng, kan du evt. sætte vækkeuret til at minde dig om din sengetid. Bird Alarm Clock fra I.D.E.A., 349 kr. fra designdelicatessen.dk.

6 Brug tandtråd

Et lille stykke snor kan forlænge dit liv, for når du bruger tandtråd forebygger du tandkødsbetændelse, der ælder dine arterier og dit immunforsvar. Faktisk har tidligere undersøgelser vist, at personer med tandkødssygdomme har en øget risiko for hjertesygdomme, og at de har en højere dødelighed. Så måske skulle du liiige bruge to minutter ekstra efter tandbørstningen.

7 Ryd op på øverste etage

Store bekymringer og høje krav er dårlige for hjertet, da risikoen for at udvikle hjerteproblemer er større, når du ikke er i sync med dine relationer, viser en undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet. Faktisk er belastningen lige så stor som ved rygning og for stort indtag af alkohol. Professor Bobby Zachariae har testet virkningen af "expressive writing", der går ud på, at man skriver om en særligt stressende oplevelse. Ved at skrive kan man rent videnskabeligt måle, at folk får det bedre, oplever mindre stress og færre hjerteproblemer. En del af forklaringen er, at øvelsen giver folk ordene til at fortælle omgivelserne om deres situation, hvilket forbedrer helbredet.

Galleri: Forbrænd fedt med disse sexstillinger

8 Stress ned med sex

Sex er ikke blot nydelse, men også ganske sundt. En tur i høet kan nemlig være med til at sænke blodtrykket og forbedre immunforsvaret. Sex får kroppen til at slappe af og styrker forholdet til din partner, hvilket på sigt øger din levetid. En undersøgelse har desuden vist, at kvinder, der nyder sex, lever længere. En rigtig god grund til at give sig hen, når kæresten byder op til lagengymnastik. BH, 350 kr. og trusse, 180 kr. Begge fra femilet.

9 HA HA HA!

Er du en grinebider, er der en god chance for, at du lever længere. En norsk undersøgelse fra 2006 viste nemlig, at alvorligt syge mennesker med en god humoristisk sans øgede deres chance for at overleve med hele 31 procent. Når du oplever noget sjovt, producerer kroppen nemlig færre af de aldrende stresshormoner. Har du grint I dag?

Galleri: Når de kendte bliver fanget med snuden i kavalergangene

10 Sluk kuk-kassen

En sofa kan være noget så dragende, men den er samtidig en farlig fætter, for vi sidder alt for meget ned, og det er skidt for helbredet. En undersøgelse foretaget af Region Hovedstaden viser, at både unge og veluddannede sidder stille mere end ti timer dagligt. Og faktisk viser en australsk undersøgelse, at mængden af TV-kiggeri kan aflæses på levealderen. Især risikoen for hjertekar- sygdomme, diabetes og visse former for kræft er forhøjet for mennesker, der tilbringer meget tid i sofaen. Så bevæg dig i løbet af dagen, og se, om du kan nøjes med at tænde for fjernsynet, når der rent faktisk er noget, du gider se.

Læs mere om:

Læs også