Har du flashet dine børns karakterer på Facebook?

Det er lidt som om, vi lever i en verden af 12-taller lige nu. Og det er ikke bare aviserne og nyhederne, der beretter om rekorder, skyhøje karakterer og høje gennemsnit. Forældre til de dygtige børn er mindst lige så gode til at dokumentere ungernes succés. Deres succés er nemlig også vores succés. Og har du studset over de mange 12-tals-opdateringer, og synes du, der ligesom mangler noget - eller nogen - er du ikke alene.

Lotte Klink

Lotte Klink er stress-ekspert
Besøg hende på www.lotteklink.dk

Glem nu tallet!

'Eksamenstid - glem tallet - husk mennesket bag' hedder stressekspert Lotte Klinks blogindlæg, der lige nu bliver flittigt delt på facebook. Og det er ikke fordi, hun ikke kan dele folks begejstring over deres børns vellykket eksaminer. Der mangler bare noget.

"Jeg savner et 'flot, du fik fire - hvor er det godt gået', men det ser man selvfølgelig ikke på Facebook. Et ti-tal kan lige gå an, men det er lidt som om, der kun er noget at fejre, hvis karakteren er et 12-tal. Vi glemmer bare at forholde os til, HVORFOR det f.eks. blev til et lav karakter i stedet for en høj," siger Lotte Klink til q.dk.

Selvværd og sociale medier

For måske handler det for den unge om bare at overleve. At passe ind i en gruppe og føle sig elsket. Måske er der problemer på hjemmefronten eller med selvværdet, der gør, at pensum og eksamen ikke står øverst på listen. Og måske har den unge - uanset hvad - mere brug for et kram og for at vide, at han eller hun er god nok, uanset hvad karakteren bliver.

"Det er jo lidt en balancegang, for vi vil så gerne fejre vores børn - også på de sociale medier - men det kommer mere til at handle om at samle på beviser for, at vi er gode nok. Både børnene, men også os selv - og vi er gode nok, når vores børn hiver det ene 12-tal efter det andet hjem. Så er der noget at fejre."

Det er samfundets skyld

Og måske er det faktisk samfundets skyld. Samfundet har i hvert fald en del af ansvaret, hvis man spørger Lotte Klink.

"Der er ikke mange af os, der er opdraget med, at vi er gode nok, som vi er. Vi skal være gode til det hele, og det samme skal vores børn. Ikke så underligt, for de har jo os som rollemodeller, og når mor reagerer jublende over et 12-tal, ved børnene, at det er dét, der er værd at flashe og dét, der er godt nok til at komme på Facebook."

Selvtillids-junkier

Og det handler i virkeligheden om en mangel på kontakt til os selv, fortæller hun.

"Når vi ikke er klar over, at vi er gode nok, som vi er, bliver vi junkier på selvtilliden. Vi klapper, når der er noget at klappe af og lægger vægt på noget forkert i stedet for at opdrage vores børn i selvværdsånden og sige 'jeg vil slet ikke ha' dig anderledes … du er god, som du er.' Og det er jo ikke for vores skyld, de skal hive det 12-tal hjem. Men når de gør det, bliver de en del af mængden, og det er stressende i sig selv at stile efter."

Er jeg god nok?

Og Lotte Klink kender det fra sig selv. Fra en skoletid, hvor det ikke øsregnede med høje karakterer.

"Min historie handlede om, at jeg bare for enhver pris ville føle mig god nok. Det var langt vigtigere end mine karakterer, men der var ingen, der spurgte HVORFOR, og om der lå noget til grund for, at skolearbejdet og eksaminer og tal ikke betød noget for mig. Tænk, hvis dem, der får to og fire - og syv, som jo heller ikke rigtigt er 'godt nok' længere - også bare er sådan nogle, der forsøger at overleve og i virkeligheden bare har brug for et knus. Måske er opmærksomheden et andet sted for den unge, og derfor skal fokus også være et andet sted," siger Lotte Klink.

Få det bedste ud af børnene

Men på Facebook er fokus tit på det gode og det fede.

"Det er jo lidt som alle de hverdagsbilleder og nomineringer, der er lige nu. Det er helt utroligt, som folk har fået østers og champagne i stride strømme for tiden. Alt skal være så rigtigt, og alle har travlt med at finde trygheden og med at få accepten af alt, hvad vi gør. Men når det kommer til skolen og eksamen, er det selvfølgelig vigtigt … men det er også bare tal. Når alt kommer til alt, handler det om, hvor sjovt du har haft det, og hvor godt du har det."

Men måske er det tid til forandring, også på dén front. Måske kommer der en modreaktion til alt det perfekte.

"Jeg tror, det er de sidste krampetrækninger. Vi må vende skuden og få det bedste ud af vores børn. Det gør vi ikke, sådan som det er nu, hvor alt går op i karakterskalaer og de rigtige billeder."

Tillykke med to-tallet

Og vi kan jo starte med os selv.

"Kram dine børn, hold øje med, hvordan de har det, tal med dem og lad dem vide, at det tal, de kommer hjem med, er fuldstændig ligegyldigt. Der kan være hundrede forklaringer på, hvorfor det ikke lige blev til mere end et to-tal denne gang. Omstændigheder, der gør forskellen, og det er dem, vi skal lægge vægt på i stedet for at sidde derhjemme med høje forventninger til vores børn.

Så glem nu tallet og husk mennesket bag.

Og stort tillykke til alle, der har været til eksamen. Uanset om karakteren blev 12 eller 2.

Læs Lotte Klinks blogindlæg HER