Bland dig når sorgen rammer

Det var et chok for Louise Dubiel, da hendes bedste venindes far pludselig døde for fem år siden. At have et andet menneskes sorg så tæt på var ikke noget, hun var vant til at håndtere, og hvad skulle hun sige og gøre i en situation, hvor det værst tænkelige var sket, for én hun holder af?

"Min veninde var kun 25 år, da hendes far døde, og det var sindssygt hårdt for hende. Hun var altid en solstråle af glæde normalt, så det var mærkbart, hvor ked af det hun blev. Det var virkelig overvældende", siger Louise Dubiel.

Svært at rumme stærke følelser

Hun ville gerne være der, så meget hun kunne for sin veninde, samtidig var det også voldsomt at opleve, at en person, hun holder af kunne finde på at bryde sammen i gråd, når hun spurgte hende, hvordan hun havde det.

"Jeg havde lyst til at reparere det, der var gået i stykker - gøre dét om, der ikke kan gøres om. Det var og er meget svært for mig at sætte mig hundrede procent i hendes sted, da jeg ikke selv har oplevet at miste nogen nærtstående personer. Generelt har jeg meget svært ved at håndtere, når nogen fortæller om dødsfald tæt på, for tit aner jeg ikke, hvad jeg skal sige", siger hun.

Kan jeg gøre sorgen værre ved at spørge?

Som mange andre, der oplever, at deres nære venner eller kollegaer mister en nærtstående person, var Louise Dubiel ganske enkelt i tvivl om, hvor meget eller hvor lidt hun skulle spørge. Hun ville gerne være en støttende, god veninde men hvordan var hun lige det på den bedste måde? Tanker som: "Hvad nu hvis jeg gør sorgen værre ved at spørge til den?" Eller: "Hvad nu hvis jeg maser mig for meget på? Måske er hun helst fri for at blive mindet om det?", kværnede rundt.

Mas dig på

Psykolog Mette Holm, der arbejder som terapeut med fokus på skyggesiderne i vores liv har et helt klart svar på de overvejelser.

"Du skal mase dig på. Den, der er ked af det og oplever sorgen skal have mulighed for at lægge den dér på hylden, der hedder: "jeg må hellere lade være med at belemre andre". At sige: "Du kan altid ringe" - kommer bare ikke til at ske. Man kan jo dårligt nok overskue at vaske hår, når man er i sorg", siger Mette Holm.
Mette Holm plejer at sammenligne sorg med kræft, fordi vi bliver lige bange for de to ting. Men hun understreger, at vi simpelthen aldrig må være bange for at spørge, når nogen har mistet.

Følelser er aldrig farlige

"Tænk på, at det er godt, når veninden reagerer og bliver ked af det. Vi reagerer jo der, hvor vi føler os trygge, og hun er tryg ved, at nogen, der kender hende godt spørger til hende. Følelser er aldrig farlige. De kan være ubehagelige, at forholde sig til, men der skal tales om dem - endda igen og igen", siger hun.

Og Louise Dubiel gik heldigvis også ud fra, at hendes veninde gerne ville tale om det, der fyldte mest i hendes liv lige dér. Så hun inviterede veninden ud at spise en aften så de havde god tid.

Hav mod til at spørge

"Den aften spurgte jeg ind til alle detaljerne, og det var rigtig rart for min veninde. Hun græd flere gange undervejs, men det er jo også det værste, der er sket for hende. Og så bed jeg ellers mærke i, at hun efter vores aften sagde, at hun ville ønske, der var flere af hendes veninder, der ville spørge noget oftere, hvordan hun havde det. Det gav mig et sug i maven, for jeg ved, jeg selv har svært ved det. Det kræver virkelig meget mod".
Også det genkender Mette Holm.

Sorg skal ikke afledes

"Vi har en tendens til, at vi kun vil snakke om det gode, men det er forkert strategi. Den, der er i sorg har ikke nødvendigvis brug for at blive afledt. Du skal ikke bestemme, hvad der skal snakkes om, bare fordi det kan være ubehageligt for dig at rumme de stærke følelser. Du skal spørge, hvordan det går, så giver du din veninde mulighed for selv at sige når hun orker at tale om det, og når hun ikke gør".

Mette Holm oplever, at folk kan få skæve reaktioner når de mister. Følelser som vrede, kan sætte sig fast, hvis der ikke bliver talt om dem. Sorg skal forløses og tales om igen og igen og processen tager meget længere tid, end man regner med.
"Jeg ville ønske, der var et fag i skolen, der hed sorg, så vi tidligt lærte at tale om det, for det er noget vi alle sammen kommer til at opleve. Enten kommer vi selv til at opleve stor sorg eller også bliver vi pårørende til nogen, der oplever det", siger hun.

Sang til en veninde

For ikke så længe siden skrev Louise Dubiel en sang til sin veninde. Hun følte, hun skyldte sin veninde et eller andet, og havde lidt dårlig samvittighed over, hun ikke talte nok med hende, da hun var mest ked af det. Lige pludselig kom sangen og pressede sig på.

"Min veninde er meget berørt over den, og det er jeg egentlig også selv, for det er den mest intense sang, jeg har skrevet nogensinde. Jeg har ikke lige vidst, hvad jeg rodede mig ud i, men det var vist meget godt", siger hun.

Tal om det svære

Louise Dubiel har lært meget om sig selv som pårørende til en veninde, der har mistet, og hun håber, hendes sang kan være med til at skabe lidt debat og samtale om de ting, der er svære at forholde sig til. Selv håber hun på at have lagt usikkerheden på hylden fremover.

"At lade være med at tale om sorgen over at have mistet - har jeg fundet ud af - er bare en dårlig undskyldning, fordi man får personen overfor til at græde, og det har man ikke lyst til, for nu havde vi det lige så rart. Det føles virkelig dumt, når man ripper op i noget, hvor folk bliver kede af det, men tiden alene læger ikke alle sår, og man skal tale en hel masse om de svære ting. Jeg tror man skal være mere fræk og turde invadere andres privatliv".

Hør Louise Dubiels sang "Kære Anika" her: