Hvem gider egentlig være perfekt?
foto: Trine Jødal
Hun ligner selv sådan en superkvinde. Du ved, dem med de hjemmebagte boller, den vilde karriere, det perfekte hår - og unger der altid bliver hentet klokken 15.
MEN.
Det er på ingen måde hele sandheden om Benja Stig Fagerland, som Q har mødt til en snak om det perfekte og hvor uendeligt trætte vi er af det.
Læs også: 3 gode øvelser: Skru ned for selvkritik og op for kærlighed
Af med glasuren
Ringer der en klokke, når vi skriver Benja Stig Fagerland? Måske ikke i første omgang, men nævner du hendes navn i den internationale forretningsverden eller i de lange korridorer i statsministerier verden over, så vil de formodentlig nikke genkendende. For Benja Stig Fagerland er STOR. Hendes kamp for at gøre kvinder mere synlige og attråværdige i forretningslivet er kendt verden over. Og det er hende, de store statsledere ringer til, hvis de skal have råd om deres kønspolitik.
Og så kommer hun fra Præstø.
Og er helt færdig med "det perfekte".
- Det er tid til at pille glasuren af og se på indholdet. Jeg har selv oplevet, hvordan det er at brænde ud, fordi man får sagt ja til for meget og godt vil kunne klare alting på én gang, fortæller hun til Q.dk.
- Det har betydet, at jeg er blevet benhård til at prioritere. For hvert tilvalg er der også mindst ét fravalg, og det har jeg måttet erkende. Det, synes jeg, er en vigtig del af historien. For vi kan ikke alt, det er der ingen af os, der kan. For at være til stede i vores TILvalg, må vi hvile i vores FRAvalg.
For meget fokus på det perfekte er farligt
For meget fokus på det perfekte (og uvirkelige) og "superkvinder" er decideret farlig, mest for dem selv, mener Benja.
Derfor er hun begyndt at dyrke en trend, som for alvor er ved at sprede sig i resten af verden. Den handler om at være "Flawsome"; altså en blanding af flaw (=fejl) og awesome (=fantastisk).
- At være fejltastisk handler om at give os selv og andre plads og lov til at falde og fejle. For det er kun igennem fald og fejl, at vi lærer, forklarer Benja Stig Fagerland videre.
Glem den perfekte superkvinde - vær fejltastisk!
- Jeg er så træt af forestillingen om en perfekt superkvinde, der kan det hele på den halve tid - helt uden omkostninger. For sådan er der jo ingen, der er. Det er en forestilling, der er både fejlagtig og som er gået over dato. Selv har jeg fejlet og faldet gang på gang, men har lært og er bIevet klogere og stærkere for hver gang. Og sådan skal det jo være. Vi skal omfavne det ægte og autentiske. Acceptere både svagheder og styrker i os selv, og elske os selv - og andre - selvom vi og de ikke er perfekte.
LÆS OGSÅ: Disse kvinder elsker deres krop - gør du?
Fra misundelse til beundring
Med i hele tankegangen om at være fejltastisk ligger også holdningen, at man ikke er misundelig på andre kvinder, men at man derimod beundrer dem. At en eller anden kvinde har klaret det godt, behøver ikke være et spejl på, at man selv ikke har klaret det lige så godt. For det kan man sagtens have. Udgangspunkt, omstændigheder og ambitioner kan bare være meget forskellige - og det er okay. De fravalg, som én lever godt med, ville en anden aldrig kunne leve med.
- Min mor på 73 år sagde på et tidspunkt, at hun var så glad for, at hun ikke var kvinde i min generation, for vi gør det så svært for os selv. Vi skal have mindst tre-fire børn, mand, pletfrit hus med det nyeste design, super karriere, nybagte boller til ungerne, hjemmedyrkede grøntsager, se godt ud, motionere og spise sund mad, der er lavet fra bunden. Og helst hente ungerne kl. 15. Men det kan man jo ikke. Det er der ingen, der kan, men idealet har bevæget sig over i det fuldstændigt urealistiske.
Nye fejltastiske rollemodeller, tak!
- Det er derfor, jeg synes, vi bliver nødt til at rydde op i rækkerne og få nogle nye »fejltastiske «, autentiske og ægte rollemodeller. Nogle, der viser, at man virkelig kan udrette en masse ting, men at det også har en pris, som man må være bevidst om. De dér mere eller mindre selvbestaltede superkvinder, som er med til at lave en norm om, at alt skal være perfekt, får os til at strække os efter fantasibobler og føle os utilstrækkelige. De viser ikke den sande og hele virkelighed, men et tomt glansbillede. Det kan godt være, at glasuren er flot og lækker, men hvis kagen indeni er skide dårlig, sur og bitter, og ingen gider spiser den, så kan det være lige meget, ikke?
