Fedtfattig bananlagkage med kakaocreme
Det er en lækker følelse, at kunne invitere sine veninder på besøg til en lagkage, som de kan nyde uden at tænke på sidebenene og topmaven. En fedtfattig ret behøver ikke smage dårligt, og det er denne opskrift på fedtfattig bananlagkage beviset på.
Selve opskriften er ganske simpel, og stiller ikke de store krav til dine evner i et køkken, eller dit køleskabs indhold.
Opskrift på fedtfattig bananlagkage
Ingredienser til lagkagebundene
- 2 æg
- 30 g. kalorielet mayonnaise
- 9 tsk mel
- 3 tsk bagepulver
Ingredienser til fyldet i den fedtfattige bananlagkage
- 50 g græsk yoghurt (10%)
- 150 g jordbær
- 1 banan
- 3 tsk jordbærsyltetøj (St. Dalfour)
Ingredienser til kakaocremen i den fedtfattige bananlagkage:
- 200 g græsk yoghurt (10%)
- 1 tsk valrhona kakao
- et par dråber flydende sødemiddel
- eventuelt et par dråber romessens
Få også opskriften på Fedtfattige kokossnitter
Sådan laver du fedtfattig bananlagkage
Lagkagebundene
Pisk hviderne stive. Bland de øvrige ingredienser med æggeblommerne. Til sidst blandes det hele sammen. Del portionen i 2 og bag hver portion på bagepapir i en 200 grader varm ovn i ca. 10 minutter.
Fyld
Mos med en gaffel banan, jordbærrene og syltetøjet sammen. Vend forsigtigt massen ned i yoghurten. Læg fyldet mellem bundene.
Kakaocreme
Rør yoghurten sammen med kakaoen, smag den til med flydende sødemiddel og tilsæt efter smag eventuelt et par dråber romessens. Hæld kakaocremen ud over hele lagkagen. Drys lidt kakao gennem en lille sigte ned på cremen. Det ser flot og festligt ud.
Du kan også Få Mad & Boligs opskrift på dejlig rugbrødslagkage