Guide: Sådan får du mere tid i hverdagen
Foto: All Over Press
Det behøver ikke at være umuligt at ønske sig flere timer i løbet af en dag. Alt du skal gøre er blot at korte ned i de gøremål, du allerede har i løbet af døgnet. Læs her de forskellige eksperters bud på, hvor du kan spare tid..
Planlæg din morgen
- Du skal forberede sig så meget som muligt til din morgen. Forbered dig dagen før, så du er helt klar på, hvor dine nøgler ligger, at du har pakket tasken og at tøjet er fundet frem. Tænk alt igennem aftenen før, siger Dorthe Rindbo, der er rådgiver i personlig planlægning og effektivitet. Ifølge hende ved vi ved i realiteten godt, hvordan vores morgen bliver, når vi går i seng om aftenen alt efter, hvad vi gør. Går du i seng på det rette tidspunkt, så du får søvn nok? Har du morgenmad i huset eller skal du ud at købe? Gør derfor dit hjemmearbejde ordentligt og spar tid.
Lav en hurtig morgenmad
Start dagen sundt ud med to hurtige og sunde rugklappere. Det kan være rugbrød eller grovbrød med et lag peanutbutter og lidt rosiner eller frugtpålæg eller krydret friskost med en god pølse eller magert skinke tilsat salatblade, peberfrugt, tomat eller løg alt efter lyst.
-Mange kan lide det knasende sprøde, der kommer fra det grønne om morgenen. Med de to madder får du både noget fra det salte køkken og det søde køkken, siger Birgitte Escherich, der er direktør for Kostkompagniet til Alive.dk.
Du kan også vælge at bage müsliboller med groft mel, som du serverer med ost eller marmelade, men rugbrødet holder mæthedsfornemmelsen i længere tid, og på den måde går der længere tid, inden du igen skal sætte tid af til at spise.
Hold 20 minutters pause
- Hvis du har et mentalt arbejde og for eksempel sidder ved en computer, så kræver det, at vi holder længere pauser, men ikke så ofte, siger erhvervscoach Majken Matzau. Pauserne skal lægges, når der et naturligt afbræk i vores arbejde, for hver gang vi bryder vores koncentration tager det nemlig lang tid at komme tilbage til opgaven, og det kan skabe mere stress. Brug pauserne til at komme helt væk fra computeren eller til at tjekke din Facebook-side, hvis det er tilladt i din virksomhed, for det er vigtigt at fjerne tankevirksomheden.
Håndter dine emails
Der er mange genveje til at skabe en god mailkultur på dit arbejde.
- Mails er en kæmpe tidsrøver. Derfor er det vigtigt at tage dem i en rækkefølge, som er vigtig og ikke som de kommer ind. Mange er også cc på diverse mails, som ikke er nødvendige, siger Claus Bekker Jensen, der er forfatter til bogen "Planlæg bedre - få mere tid". Læs derfor kun mails, når du har besluttet dig for, at det er nu - for eksempel tre gange om dagen i stedet for hele tiden og slå pop-up funktionen fra. Skab også overblik over din mails ved at markere dem med flag efter relevans, at sortere i mapper og at sørge for, at spam-mails bliver filtrerede fra.
Sig fra på arbejdet
Føler du ofte, at alt din arbejdstid går med at hjælpe andre i stedet for at koncentrere dig om dine egne opgaver, så er det måske tid til at få sagt fra. Ifølge psykolog Camilla Holst, der er indehaver af psykolog-praksisen, Cityterapi, så er det en rigtig god ide at alliere sig med sin chef, inden man får overrakt budskabet til kollegaen. Hvis du synes, at det er uoverskueligt, fordi du føler, at du har en dårlig chef, så er det vigtigt at tage den selv på den rigtige facon. Du skal tage konflikten op på en anerkendende måde ved først sige noget positivt til kollegaen og derefter kommer til sagens kerne. Sig at det generer dig, at du ofte bliver spurgt om ting på jobbet, som kollegaen måske selv kunne ordne. Men husk, at du ikke selv skal komme med en køreklar løsning, men lægge op til, at I skal aftale, hvordan I løser problemet i fællesskab. Vis, at du er åben for et samarbejde, så du i sidste ende kan få mere tid til dine opgaver. Brug ikke tillægsord og hold dig fra at have en angribende facon, når du tager dialogen op.
Shop online
Du kan spare en masse tid ved at handle ind på nettet. Det kan både være dagligvarer, baby-udstyr eller tøj.
-Hvis du bor udenfor de store byer, så er udvalget af butikker og dermed varer ofte begrænset. I de store byer tager det ganske enkelt lang tid, at parkere og komme frem til udvalget. Du sparer derfor tid, og får det største udvalg, når du handler online, siger ekspert i nethandel Kim Østergaard, der er indehaver af loyalitet.com, til Alive.dk. Med et klik fra stolen kan du altså hurtigt og sikkert handle i flere butikker, så det er bare med at komme i gang.
Shop online her:
www.superbest.dk, www.torvet.dk, www.nemlig.com, www.osuma.dk, www.telebudet.dk, www.indkobslisten.dk, www.jyskvareudbringning.dk, www.strib-groent.dk, www.sartorvet.com, www.ricewood.dk, www.anemonerne.dk, www.aarstiderne.dk, www.skagenfood.dk, www.e-deli.dk, www.retnemt.dk, www.økovejen.dk
Forbrænd mere - hurtigere
- Du ved godt inderst inde, hvis du fiser den lidt af under træningen. Du tænker måske, at du sveder og så må det være godt nok, siger personlig Anne Bech, der hurtigt slår fast, at det er det ikke. Du skal være træt og have fornemmelse af at have været forpustet, når du er færdig med din træning ellers har den ikke været effektiv nok. En god vej frem til at skære din træning ned fra en times slaphed til en halv times effektivitet er at dyrke intervaltræning. Det kan dyrkes på alle konditions-niveauer, og hvis du aldrig har løbet før, så er det nok, at du bare er oppe at løbe et minut af gangen. Hvis du derimod er i god form er der rigtig mange interval-typer at spille på, hvad enten du løber eller cykler. Samtidig er din efterforbrænding også højere efter motion ved høj intensitet. På den måde forbrænder du kalorier, selv når du er i gang med andre ting og sparer derved tid.