Spaghetti med spinat og hvidløg
Selvom tiden kan være knap nogle gange, kan det sagtens lade sig gøre, at sætte sund og lækker mad på bordet. Som f.eks. en klassisk italiensk spaghetti med spinat og hvidløg. Denne opskrift fra kok og skribent, Louisa Lorang, har ganske få ingredienser, tager kun 20 minutter at tilberede og er særdeles velsmagende.
Du kan selv tilpasse opskriften til dine ønsker og behov, og nogle spændende tilføjelser eller ændringer kunne være, at tilsætte kødboller, tigerrejer eller laks.
Opskrift på spaghetti med spinat og hvidløg
Tilberedning : 20 minutter.
Antal personer: 2
Ingredienser til spaghetti med spinat og hvidløg
- 200g spaghetti
- Salt
- Olivenolie
- 4 fed hvidløg
- 300 g frisk babyspinat
- ½ tsk tørrede chilifl ager
- Salt og friskkværnet peber
Tilbehør
Top retten af med friskrevet parmesan efter eget ønske.
Sådan laver du spaghetti med spinat og hvidløg
1. Kog spaghettien mør i rigeligt vand tilsat salt og olie. Hæld vandet fra.
2. Pil hvidløgsfeddene, og skær dem i tynde skiver. Skyl spinaten, og tør den i et rent viskestykke eller en salatslynge.
3. Opvarm en dyb pande med lidt olie, og steg hvidløget let et par minutter, uden at det får for meget farve. Læg spinaten på panden, og lad den lige akkurat falde sammen.
4. Vend den afdryppede spaghetti rundt med spinaten på panden, og smag retten til med chili, salt og peber. Server straks med masser af friskrevet parmesan.
Du kunne også være interesseret i disse opskrifter
Paprikakylling med sund pastasalat
And ala peking
Se i video hvordan du laver den italienske klassiker saltimbocca