1. Læg lammekoteletterne i et fad. Hæld olivenolie og citronsaft over koteletterne, og drys med fintrevet citronskal, timian, salt og peber. Lad det marinere, mens du klargør kartoffelroserne.
2. SPRØDE KARTOFFELROSER: Tænd ovnen på 175°. Skræl kartoflerne, og skær dem i helt tynde skiver (brug gerne en foodprocessor, det gør arbejdet nemt og hurtigt). Kom kartoffelskiverne i en stor skål sammen med olivenolie, friskrevet parmesan, salt og peber, og vend rundt. Smør muffinformen med olivenolie. Fordel kartoffelskiverne i muffinformene i et cirkelmønster. Start med at sætte skiverne, så de læner sig op ad siderne, og fortsæt ind mod midten. Rul et par skiver sammen, og placér dem i midten, så du får en rose. Drys parmesan over, og bag kartoffelroserne i ovnen i 30 minutter, indtil de er gyldne.
3. GRØNNE OG HVIDE ASPARGES: Skræl hvide asparges, og knæk bunden af. Læg dem i en sigte, og hæld 1 l kogende vand over, så de bliver blancherede. Knæk bunden af de grønne asparges, og skyl dem. Rist både hvide og grønne asparges i smør på en (grill)pande, indtil de har flotte grillstriber. Halvér citronen, og steg den sammen med aspargesene i siden af panden. Fordel de grillede asparges på et serveringsfad. Dryp med saft fra den grillede citron, og kværn salt og peber over.
4. Steg lammekoteletterne i 4-5 minutter på hver side. Servér dem med asparges og kartoffelroser.
Læs mere om: