Salat med letsprængt andebryst
Aftensmad

Salat med letsprængt andebryst

16. marts 2022(Opdateret 16.03.22)
Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Salat med sprængt andebryst er en del af en komplet efterårsinspireret gæstemiddag. Her får du opskriften på forretten og en praktisk indkøbsliste

DET SKAL DU BRUGE

  • 2 andebryster
  • 1 spsk. sukker
  • 1½ spsk. flagesalt
  • 2 tsk. knuste fennikelfrø

ENDVIDERE

  • 75 g let ristede hasselnøddekerner (gerne friske)
  • 1 frisésalat
  • 100 g mangoldsalat
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. flydende honning
  • 1 spsk. balsamicoeddikev
  • 2 spsk. olivenolie
  • 125 g brombær

Rids skindet på andebrysterne. Fjern tydelige hinder fra kødsiden, og læg det ene andebryst med skindsiden nedad i en plastikbøtte eller lille fad. Bland sukker, salt og fennikel, og drys det meste på brystet. Læg det andet bryst ovenpå med kødsiden nedad; drys med resten af saltblandingen, og sæt låg på. Lad brysterne trække i køleskabet i mindst 8 timer, gerne til næste dag.
Dup andebrysterne tørre med køkkenrulle, og læg dem med skindsiden nedad på en kold pande. Tænd for blusset, og steg dem ved middelhøj varme i 10-12 minutter på skindsiden. Vend dem, og steg dem i yderligere 8-10 minutter på kødsiden. Hold øje med dem, for sukkeret vil gerne brænde. Lad brysterne trække i 10-15 minutter, inden du skærer dem i tynde skiver.
Hak imens hasselnødderne groft. Pluk og skyl salaterne; slyng dem i salatslynge, eller tør dem med et rent viskestykke.
Rør sennep, honning, eddike og olivenolie sammen, og vend salaterne med dressingen lige inden servering. Smag til med salt, og anret salaten med andebryst, hasselnødder og brombær.
VINFORSLAG: Tenuta Marini, Fiano, Candido 2008, Italien

Læs også