Mad
14. oktober 2011

Bagt laksefilet med estragon

Køb et stykke laks hos din fiskehandler, og bag det i papir, så det er dejlig saftigt. Du kan bruge andre krydderurter som dild og kørvel og evt. krydre med stødte fennikelfrø. Har du laks i de almindelige portionsstykker, kan du lave dem på samme måde
Af: Susanne Palmqvist
laks

Foto: Anders Schønnemann

(3-4 personer)
600-700 g laksefilet uden skind
salt og kværnet peber
1 økocitron
2-3 kviste frisk estragon
evt. bomuldssnor
bagepapir og olie

TILBEHØR:
500 g friske spinatblade eller 1 pose frosset helbladet spinat, 450 g
1 dåse artiskokhjerter
1 fed hvidløg i tynde skiver
20 g smør
1 dl piskefløde

TILBEHØR:
brød eller små kartofler

Skær laksen igennem på langs, og fjern evt. små ben. Skær også den brune hinde af, hvis den stadig er på. Krydr laksen med salt og peber, og læg tynde skiver citron og estragonkviste på det ene stykke. Læg det andet ovenpå, så tykkelsen er så ensartet som muligt. Bind evt. med snor, men det er ikke nødvendigt. Smør et stykke bagepapir med olie, og læg fisken på. Pak det omkring, luk pakken godt, og læg den på en plade. Bag den midt i en 220° varm ovn i 15-20 minutter efter tykkelse. Mærk, om den føles fast, men ikke hård. Tag pakken ud, og lav tilbehøret. Skyl og nip spinaten. Skær artikskokhjerterne i kvarter. Svits spinat og hvidløg i smørret, til det lige falder sammen. Hæld fløden ved, og vend artiskokhjerter i. Varm det igennem, og smag til med salt og peber. Åbn laksepakken, og servér den med spinaten og evt. andet tilbehør.

Læs mere om:

Læs også