Chokoladekage med popcorn og karamel
Foto: Betina Hastoft
Chokoladekage med popcorn og karamel til 8 personer
Tid: 1 time. Bagetid: 35-40 minutter. Afkøling: Mindst 3 timer.
DET SKAL DU BRUGE TIL CHOKOLADEKAGE
200 g smør
200 g mørk chokolade 60 %
100 g sukker
100 g brun farin
2 spsk. hvedemel
¼ tsk. salt
5 æg
1 springform (20 cm i diameter)
CHOKOLADEGANACHE
1 dl piskefløde
1 spsk. honning
60 g mørk chokolade 60 %
SALTET KARAMELSAUCE
2 dl piskefløde
2 dl flormelis
1 dl mørk sirup
40 g smør
1 tsk. salt
TOPPING
2-3 dl poppede popcorn
2 spsk. saltede peanuts
Opskrift - sådan laver du chokoladekage med popcorn og karamel
1. Chokoladekage: Tænd ovnen på 180°. Smelt smør, chokolade, sukker og farin sammen ved svag varme i en gryde. Rør blandingen sammen med mel og salt, og rør æggene i dejen, 1 ad gangen. Beklæd formen med bagepapir, hæld dejen i, og bag kagen i ovnen i 35-40 minutter. Afkøl kagen.
2. Chokoladeganache: Opvarm fløde og honning i en gryde, til det når kogepunktet, og honningen er smeltet. Smelt chokoladen over vandbad. Hæld den varme fløde over chokoladen, lidt ad gangen, og rør i massen med en dejskraber, til ganachen bliver blank, glat og smørbar. Smør ganachen på toppen af den afkølede kage, og sæt
herefter kagen på køl i mindst 3 timer.
3. Saltet karamelsauce: Varm fløde, flormelis og sirup langsomt op til kogepunktet i en gryde under omrøring. Lad det småkoge, til konsistensen er som sauce. Tilsæt smør og salt, og rør i saucen, til den er jævn og glat.
4. Fordel popcorn og peanuts over den afkølede chokoladekage, og dryp halvdelen af den lune karamelsauce over kagen til sidst. Servér straks.
TIP: Opbevar den resterende karamelsauce på køl i et glas med låg. Den bliver tyk og smørbar og kan f.eks. bruges som fyld i kager eller mellem 2 kiks, oven på vaniljeis eller som topping på havregrød sammen med små æbletern og hakkede mandler.