Spiselige julegaver
Foto: Columbus Leth
JULECOOKIES
(ca. 30 stk.)
200 g blødt smør
150 g flormelis
100 g farin
2 æg
300 g hvedemel
50 g kakao
1 tsk. havsalt
½ tsk. bagepulver
1 tsk. nelliker
1 tsk. kanel
1½ tsk. ingefær
100 g mandler
100 g hasselnødder
200 g god mørk chokolade
2 spsk. hvedemel
Pisk smør, flormelis og farin godt sammen. Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk godt. Bland hvedemelet med alle krydderierne, og sigt det i dejen, vend godt rundt. Hak mandler, nødder og chokolade let groft, vend det med lidt hvedemel, og kom det i dejen. Tril dejen til kugler på størrelse med en lille valnød, brug evt. lidt hvedemel på hænderne, så dejen ikke hænger fast. Fordel kuglerne på tre bageplader med bagepapir, og giv dem et let tryk. Bag kagerne midt i ovnen ved 225° i ca. 7 minutter. Afkøl kagerne på en rist, og opbevar dem i en dåse eller et glas, så holder de sig dejligt sprøde.
MYNTEKONFEKT
(ca. 15 stk.)
MYNTESIRUP:
40 g sukker
1 dl vand
4 spsk. fintskåret mynte
ENDVIDERE:
100 g marcipan
2 spsk. flormelis
70 g god mørk chokolade til at overtrække med
PYNT:
guldstøv
Kog sukker op med vand til en let tyktflydende sirup. Tag det fra varmen, og tilsæt skåret mynte. Afkøl let.
Ælt marcipanen med myntesirup, smag til med flormelis, og rul ud på en plade drysset med flormelis. Stik stjerner ud med en udstiksform. Hak chokoladen fint, og smelt den over et vandbad. Overtræk stykkerne helt, og pynt med guldstøv. Lad dem tørre på en rist eller på bagepapir. Læg dem i en lille dekorativ æske med lidt sølvpapir eller silkepapir..
TOMATMARMELADE
(ca. 1 liter)
1 kg cocktailtomater
600 g sukker
4 kardemommekapsler
1 vaniljestang
Del tomaterne i både, kog tomaterne med sukker, kardemommekapsler, vaniljekorn og -bælg ind til passende tykkelse (ved ca. 106°). Afkøl, og hæld på skoldede glas. Kan holde sig i flere uger.
KRYDRET FIGENCHUTNEY
1,8 kg friske figner (10-12 stk.)
4 små skalotteløg i tynde både
LAGE:
2 dl hindbæreddike
1 dl vand
1 spsk. fintrevet ingefær
1 tsk. revet muskatnød
1 stykke hel kanel
10 hele peberkorn
1-2 dl rørsukker
1 knsp. havsalt
Del fignerne i både. Kog alle ingredienserne til lagen op, til sukkeret er smeltet, og tilsæt figenbådene og løgbådene. Skru ned for varmen, tilsæt salt, og lad det småsimre i 10-15 minutter. Tag det fra varmen, og afkøl til stuetemperatur. Kan tilberedes flere dage før brug og kan holde sig i et skoldet, lukket patentglas i flere uger..
JULESNAPS
(75 cl)
1 økologisk appelsin, prikket 10 gange med en gaffel
1 stjerneanis
40 kaffebønner
100 g rørsukker
kornene fra to vaniljestænger
1 flaske vodka
1 patentglas
Kom appelsinen i et skoldet patentglas sammen med de øvrige ingredienser, og sørg for, at appelsinen er helt dækket af vodka. Lad snapsen stå i 40 dage, og vend den rundt en gang om dagen. Si snapsen over på en flaske, og nyd den til julens delikatesser.
SMÅ HJEMMEBAGTE KNÆKBRØD
200 g hvedemel
1¼ dl rapsolie
ca. 2 dl vand
50 g havregryn
50 g solsikkekerner
50 g hørfrø eller 50 g birkes
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
PYNT:
havsalt, birkes og sesamfrø
Bland alle ingredienserne sammen i en stor skål, og ælt dem sammen til en fast dej. Del dejen i to, og rul hver af dem ud på bagepapir, så tyndt som muligt. Skær ud i firkantede stykker enten med en udstikker eller med en klejnespore, pensl med vand, og drys med salt, birkes og sesamfrø. Sæt bagepapiret på en bageplade, og bag stykkerne ved 200° i 25 minutter, til de er gyldne. Opbevar knækbrødene i en lufttæt plastbeholder.
CHAI-SIRUP
10 hele kardemommefrø
10 hele nelliker
10 hele allehånde
¼ hel muskatnød
4 stykker kanel a 7 cm
5 hele stjerneanis
2 spsk. assam, sort indisk te
200 g mørk muscovadosukker
5 dl vand
Rist krydderierne på en varm pande, for at trække smagen frem i dem. Stød alle krydderierne i en morter, og kog dem op i en gryde med vand og sukker. Lad det simre i gryden i 15 minutter, og tilsæt teen. Lad det simre i yderligere 5-7 minutter. Si krydderier og te fra. Hæld væsken tilbage i gryden, og lad det småkoge i ca. 10 minutter, til det har konsistens som sirup. Hæld det på en ren flaske, og opbevar det ved stuetemperatur.