‘Family style’-serveringer skal dø: Jeg gider ikke dele et salatblad med mine venner

Som så mange andre madører tjekker jeg ofte menuen på de restauranter, jeg skal besøge, et par dage inden det går løs. Så kan jeg rigtig begynde at glæde mig til det overflødighedshorn af smagsoplevelser, der venter mig.

Ceviche og generelt alt med skalddyr plejer at være sikre vindere, mens pizza og tomatbaserede retter sjældent er det, mine smagsløg søger.

Men jeg må erkende, at jeg også har en skjult agenda. Jeg må tjekke, hvorvidt menuen indeholder de berygtede ord: “Serveres family style”.

Indtil for få år siden havde betegnelsen ‘family style’ noget at gøre med, hvorvidt ens forældre var skilt eller om man måske boede flere generationer samlet.

Nu har definitionen ændret sig til det fællesspisningskoncept, vi kender fra storbyernes hippe community-restauranter, hvor dele af eller hele menuen serveres som deleretter.

Her er pointen, at vi skal lange ind over vores sidemakker og høfligt spørge, “hvem vil have den sidste arancini?”. Jeg ved udmærket godt, hvem der vil have den. Det vil jeg!

Men jeg hapser ikke den sidste, sprøde risottokugle, for jeg er godt opdraget, synes jeg selv, og nøder gerne min bordherre, hvis det betyder, at jeg slipper for at ligne en glubsk måge, der har fundet pomfritter på havnekajen.

Og derfor er jeg ikke fan af deleretterne.

Når man googler det poetiske spørgsmål “Why family style?” møder man et uddrag fra en københavnsk restaurants hjemmeside.

– Fadet med hovedretten er stort, fordi vi ønsker at skabe den særlige stemning, der opstår, når man spiser en ret sammen derhjemme – hvor én typisk øser maden op på tallerkner og deler ud af maden til alle omkring bordet.

Jovist er det hyggeligt med fælles gryde og det hele, men det kan jeg også få hjemme i barndomshjemmet i Nyborg, and sorry to my mother, men det er sjældent, jeg giver 450 kroner for en middag i den fynske provins. Please bare stik mig en portionsanretning.

Min tidligere arbejdsplads var mægtig glad for ‘dele mad’-tendensen til julefrokoster og andre lignende festligheder.

Jeg sked næsten i bukserne af bare skræk første gang, jeg skulle til middag med dem.

Her var der linet op med deleretter i form af imponerende salater, tuncrudo og burrata med tomat. Et solidt og mundvandsinducerende udgangspunkt.

Men efter kort tid måtte jeg stille mig selv spørgsmålet: hvor mange gange kan jeg som nyansat studentermedhjælper række hånden ind over firmaets CEO for at få et stykke tun, før det bliver liiiidt for underligt?

Svaret var tre gange. Der nåede jeg min grænse.

I stedet for at nyde nysgerrige samtaler og lækker mad med min nye kolleger, brugte jeg de næste par timer på at udregne, hvorvidt det var blevet min tur til at tage en skefuld ris af den fælles skål ris, og om det nu så underligt ud, at vi var to, der blev nødt til at dele et salatblad, fordi det var det eneste tilbage, efter skålen har taget runden om bordet.

– Jeg er alligevel ikke så sulten, løj jeg, da min kollega spurgte mig, om hun ikke skulle bede om noget mere.

Min mave rumlede resten af aftenen. Det ville aldrig være sket med en portionsanretning.

Men jeg kan da godt forstå restauranternes forkærlighed for den delte menu. Selvfølgelig er det smart for de sultende gæster at prøve lidt af hvert. Og sikkert også billigere og nemmere for restauranten.

Jeg må da også indrømme, at jeg nok aldrig havde fået smagt havets slik, ansjoser, hvis det ikke havde været som en del af en præ-kurateret menu. Jeg ville bare sådan ønske, de var blevet serveret direkte på min tallerken.

Og ja, der er da noget hyggeligt i at dele. Lidt ligesom når man sender slikskålen rundt lørdag aften.

Men nu er jeg altså på restaurant og ville foretrække, hvis den kulinariske oplevelse, jeg har i vente, ikke trækker tråde til mine sofavaner.

Det helt gode ved deleretterne er dog, at jeg glæder mig endnu mere til desserten, som restauranterne, hvor meget de end prøver, ikke kan servere som deleret. Den kommer altid i portionsanretninger, og jeg kan endelig sænke skuldrene, vel vidende at aftenens sociale eksperiment endelig er ovre.

– Men Signe, bestiller du så altid en ret alene, mens resten af bordet bestiller deleretter?, spørger folk ofte, når jeg udtrykker mine spisepræferencer.

Selvfølgelig gør jeg ikke det. Det ville for det første føles som en stille demonstration mod fællesskabet. For det andet ville jeg paradoksalt nok få FOMO over at være sat uden for det samvær, som der rigtig nok skabes mellem to mennesker, der begge har haft gaflen nede i ricottacremen.

“Vil du have det sidste?”, bliver en form for kærlighedserklæring omend en unødvendig en af slagsen, for selvfølgelig vil man det.

Jeg erkender, at hele cirkusset er et førsteverdensproblem, og at mit ønske om, at deleretterne forsvinder nok ikke bliver til virkelighed, så længe konceptet har hele København i et fast jerngreb.

Det er vigtigt at understrege, at mine markante holdninger til ‘family style’-konceptet og deleretter på ingen måde er et hadebrev til Københavns potpourri af lækre deleretsrestauranter. Tværtimod.

Deres mad er bare så lækker, at jeg helst vil have den for mig selv.