Japanske forskere viser vejen: Bliv rod i køleskabet og madspild kvit
Foto: Unsplash
Jeg må indrømme, at mit køleskab ofte er rodet. Det er så nemt bare at smide noget ind, som måske bliver liggende lidt for længe.
Desværre fører det til, at man mister overblikket over, hvad der rent faktisk er derinde. Pludselig har man fem halvtomme glas salsa stående, som for længst har overskredet udløbsdatoen.
Men nu har nogle forskere i Tokyo tilsyneladende fundet løsningen på dette problem. De har testet simple organiseringsteknikker for at hjælpe folk med rodede køleskabe.
Bag undersøgelsen står forskerne inden for affaldshåndtering Kohei Watanabe og Tomoko Okayama fra Teikyo University i Tokyo. Ifølge BBC forklarer Watanabe, at mad ofte bliver dårlig og smidt ud, fordi man glemmer den i køleskabet og først finder det, når det er råddent.
Forskerne foreslår blandt andet disse teknikker til at holde styr på køleskabet:
- Dedikér en hylde eller sektion til mad og produkter, der snart udløber, og marker dem tydeligt.
- Opbevar disse varer i gennemsigtige beholdere, så de er synlige og ikke forsvinder bagerst i køleskabet.
- Tjek produkters “bedst før”- og “sidste anvendelsesdato”, da disse kan variere, og maden kan stadig være spiselig.
Metoderne blev testet på en gruppe beboere i Tokyo, som fik instruktioner i at bruge teknikkerne. En anden gruppe fortsatte med deres vante rutiner.
Resultatet viste, at den gruppe, der fulgte forskernes råd, smed 20 procent mindre mad ud sammenlignet med gruppen, der ikke ændrede deres vaner. Det skriver Forskning.no.
Køleskabet er måske en af de ting i hjemmet, vi bruger mest, men sandsynligvis også et af de steder, vi glemmer at gøre rent regelmæssigt.
Køleskabet bør rengøres cirka én gang om måneden. Selvom der ikke findes et facit, er dette en god tommelfingerregel.
Rengøring er vigtig, da køleskabet ellers kan begynde at lugte. Denne lugt kan sprede sig til andre madvarer og ødelægge deres smag og friskhed.
Denne artikel blev første gang bragt af kk.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.