Nu udkommer danskernes madbibel i en ny og smuk udgave. Det er en oplagt julegave til familiens madnørd såvel som til nybegynderen, der er på vej hjemmefra
Foto: Gyldendal
”Der findes næppe det hjem i Danmark, uanset dets litterære eller politiske farve, hvor ikke Frøken Jensen har sin sikre plads,” skrev Politiken helt tilbage i 1916.
Siden er der hældt meget mel i surdejen, men en ting ændrer sig aldrig. Danskerne elsker fortsat Frøken Jensens Kogebog, der udkom første gang i 1901.
Gennem de sidste mere end 120 år er der udkommet nye og opdaterede versioner i takt med, at den danske madkultur har ændret sig.
Væk er husbestyrerinden Kristine Marie Jensens besættelse af margarine (det var jo mere budgetvenligt end smør dengang i 1901!), og den heftige brug af rester i datidens pressede økonomiske tider.
Tiderne har ændret sig. Kvinderne går ikke længere derhjemme og bruger dagen på at forberede aftensmåltidet til familien. I den seneste version Frøken Jensens kogebog – året rundt er der opskrifter til alle årets dage og mere til. Kogebogen gør dermed de daglige madbeslutninger lettere og kan hjælpe de travle danskere familier med inspiration til at få velsmagende og sæsonbestemt mad på bordet hver dag.
For også kønskulturen i køkkenet er i dag anderledes end på Frøken Jensens tid – gudskelov. I samme skriv fra Politiken anno 1916 hedder det videre:
”Mange forlovelser er indgået og mange ægteskaber stiftet i tillid til Frøken Jensen. Omvendt er der mange hjem, som kunne have undgået meget splid og tvedragt, hvis husmoderen i tide havde vidst at tilegne sig Frøken Jensens anskuelser og føre dem ind i det daglige liv.”
I dag kan kreative og madglade mænd og kvinder heldigvis have lige så stor gavn og glæde af Frøken Jensens opslagsværk over de største danske retter – og måden man bedst tilbereder dem.
Foto: Gyldendal
Entreprenant kvinde
Havde Frøken Jensen haft sit gennembrud som kogebogsforfatter i dag, var hun blevet hyldet som kvindelig entreprenør.
Kristine Marie Jensen (1858-1923) er født i Randers, mistede begge sine forældre i en tidlig alder og voksede op hos sin bedstemor. Hun blev uddannet husbestyrer og arbejdede stort set hele sit voksenliv hos familien Melchior - selv efter farens konkurs og morens død.
Da det efterhånden var Frøken Jensen, der tjente pengene, finansierede hun sønnen Lauritz’ sangundervisning. Hun døde, inden hun nåede at opleve ham få et nationalt og internationalt gennembrud som operasanger.
Hun selv blev ganske berømt i sin levetid.
Frøken Jensens kogebog var et gigantisk hit, også i hendes levetid, hvor den udkom i 27 oplag. Kristine Marie Jensen blev madskribent for magasiner og dagblade, særligt Ude og hjemme, og udgav i sin levetid en lang række bøger om madkunst.
Heriblandt også én om Afternoon Tea og High Tea, der også nu udkommer i en smuk, ny udgave, Frøken Jensens Afternoon Tea, med tekstbidrag fra Christian Hincheldey fra A.C. Perchs Thehandel.
Foto: Gyldendal
Bogen rummer en grundig indføring i den rige, engelske tekultur. Her kan du læse alt om, hvordan man bedst tilbederer de traditionsrige sandwich og bagværk og hvilken type te, der går bedst med det søde eller salte køkken.
Fra krebinetter til lammecurry og juleand
Frøken Jensens kogebog – året rundt samler mere end 400 opskrifter fra de seneste 100 års danske madkultur og hører hjemme i enhver madelskers hjem.
Bogen rummer opskrifter, der er gået i arv fra generation til generation. Her finder man opskrifter på retter, man ikke har spist, siden man skulle have hjælp til at kigge efter monstre under sengen hjemme hos mormor og morfar.
Forloren hare. Gule ærter, krebinetter. Bondepige med slør eller kåldolmere.
Men her i slutningen af 2024 er der også blevet plads til indisk lammecurry og masser af vegetarretter som selleribøffer i karry og den franske klassiker, ratatouille.
Og så selvfølgelig alle klassikerne. Lasagne, stegt flæsk med persillesovs eller brændende kærlighed.
Foto: Gyldendal
Indimellem kan må få tips til, hvordan man bedst pocherer en fisk (bouillonen skal ”skælve” rundt om fisken) og koger pastaen helt korrekt (altid uden låg og olie). Og meget, meget andet.
Frøken Jensens kogebog – året rundt har fokus på sæsonbetinget mad, højtider og aktiviteter. Påskefrokosten om foråret. Grill og picnic om sommeren. Syltning og henkogning om efteråret og selvfølgelig alle julens største klassikere. Fra hjemmelavet medisterpølse, svensk juleskinke, risengrød, stegt rødspættefilet til ribbensteg med sprød svær og æbleskiver.
Og så selvfølgelig den helt rigtige opskrift på juleand med æbler og svesker (med sovs), brunede kartofler og klassisk rødkål.
Du kan selv efterprøve nogle af Frøken Jensens klassiske opskrifter her – både de gamle og de nye – og blive inspireret til familiens største middag med Frøken Jensens versions på klassisk juleand.
God fornøjelse!
Frøken Jensens kogebog – Året rundt og Frøken Jensens Afternoon Tea er netop udkommet i oktober måned. Frøken Jensens bagebog, Frøkens Jensens syltebog og Frøken Jensens julebog udkom i 2021.
Bøgerne udgives i et fantastisk designsamarbejde med Royal Copenhagen, og motiver fra de to smukke stel Flora og Blomst pryder forsiderne.