Skål nytåret ind: 4 fantastiske cocktails
Foto: Stine Christiansen
HINDBÆR-VANILJE-SURPRISE + INGEFÆR-COCKTAIL MED ROSMARIN
HINDBÆR-VANILJE-SURPRISE
Hindbær smager godt, vanilje smager godt, og toppet med champagne er det meget svært ikke at bryde sig om den smukke cocktail.
Tid: 10 minutter
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
2½ dl frosne hindbær
1 dl sukkersirup
¼ tsk. rent vaniljepulver
Ca. 3 dl champagne eller anden mousserende vin
Blend hindbær, sirup, vaniljepulver og 1 dl champagne. Fordel blandingen i 4 glas, top med resten af champagnen, og servér.
INGEFÆR-COCKTAIL MED ROSMARIN
Brug færdigsyltet ingefær fra supermarkedet til at lave en anderledes og forfriskende drink.
Tid: 10 minutter
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
4 kviste frisk rosmarin + lidt til pynt
6 cl sukkersirup
8 cl gin
4 spsk. ingefærlage (fra de syltede ingefær)
8 stykker syltet ingefær
Isterninger
4 dl tør champagne eller anden mousserende vin
Læg rosmarinkvistene på et spækbræt, og bank let på dem med skaftet af en kniv. Bland sirup, gin, ingefærlage og rosmarin i en shaker med isterninger, og ryst, til det er godt blandet. Fordel ingefærstykkerne i 4 martiniglas, og hæld blandingen fra shakeren over. Top med champagne, og servér med det samme med en lille kvist frisk rosmarin i hvert glas.
Gør drinken lidt festligere med rubinrøde granatæblekerner.
Tid: 10 minutter
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
2 dl Lillet Blanc-likør
½ dl grenadine
½ dl sukkersirup
12 isterninger
2 spsk. friske granatæblekerner
4 dl tør champagne eller anden mousserende vin
Bland Lillet Blanc, grenadine, sirup og isterninger i en shaker, og ryst grundigt. Fordel blandingen i 4 champagneskåle, og drys granatæblekerner over. Top med kold champagne, og servér straks.
En såkaldt "sour" indeholder typisk citronsaft, sukkersirup og likør. Denne version er piftet op med mango, passion og rom.
Tid: 10 minutter
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
1 moden mango
6 cl citronsaft
1 dl passionsfrugtjuice
8 cl hvid rom
6 cl sukkersirup
12 isterninger
2 dl tør champagne eller anden tør mousserende vin
Skræl mangoen, og skær frugtkødet fri fra stenen. Blend mango med citronsaft og passionsfrugtjuice i en blender. Hæld blandingen i en shaker sammen med rom, sirup og isterninger i en shaker. Ryst grundigt i 20-30 sekunder, og hæld herefter blandingen i 4 glas. Top med champagne, og servér straks.
TIP: Lav din egen sukkersirup
En sukkersirup er nem at lave og kan opbevares længe på køl. Brug den til drinks, der har godt af lidt sødme.
Tid: 10 minutter
Mængde: Ca. ½ l
DET SKAL DU BRUGE
1 vaniljestang
4 dl vand
2 dl sukker
1 stykke usprøjtet citronskal på ca. 3 cm
Flæk vaniljestangen. Læg alle ingredienser i en gryde, og lad lagen koge op og herefter simre i ca. 5 minutter, til den er tyknet lidt og har konsistens som en tynd sirup. Lad herefter siruppen køle af.