Mad
31. december 2016

Trøfler med kaffe

Kaffe og kakao giver en skøn smag til disse fløjlsbløde trøfler. Hvorfor ikke forsøde januars truende hverdage med et par stykker af de her i madpakken?
Af: Julie Hey
Trofler med kaffe

Foto: Betina Hastoft

Kaffe og kakao er et perfekt match, og her mødes de to sager i en flok fløjlsbløde trøfler, som du både kan servere til kaffen og pakke med i madpakken, når hverdagen rammer. Opskriften her giver ca. 16 trøfler, og de er hurtige at lave - blot skal du huske, at de skal stå i køleskabet natten over. Opbevar dem også på køl, når de er færdige.

Du skal bruge:

100 g mørk chokolade

¾ dl piskefløde

2 tsk. frysetørret kaffe

12 g smør

½ spsk. flydende honning

1 spsk. kakaopulver

½ spsk. frysetørret kaffe

Kaffe til dessert? Prøv denne skønne parfait.

Sådan gør du:

Hak chokoladen fint.

Kog piskefløden op med frysetørret kaffe. Tag gryden fra varmen og smelt chokoladen i fløden. Tilsæt smør og honning og rør til smørret smelter.

Hæld trøffelmassen i en flad beholder, foret med husholdningsfilm. Sæt låg på og sæt den i køleskabet natten over.

Skær trøffelmassen i tern og vend dem i en blanding af sigtet kakao og frysetørret kaffe.

Læs mere om:

Læs også