5 råd til at få dit barn ned i gear
foto: PantherMedia
Vi bliver konstant bombarderet med indtryk. Fra det øjeblik vi vågner om morgenen, til vi går i seng om aftenen. Og ifølge psykolog John Halse har vi efterhånden nået et punkt, hvor vi har svært ved at følge med. Det samme gælder vores børn. Selvom de er bedre rustet til at håndtere det hurtige tempo, fordi de er vokset op med det, kan de stadig have brug for en pause for at kapere alle indtrykkene. De har også brug for at komme ned i gear.
- Børn italesætter ikke nødvendigvis selv, at de har brug for fred, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har behovet. Mennesker, både voksne og børn, har brug for pauser. Og al forskning peger ret entydigt i retning af, at den måde vi lever på, er et pænt stykke på den anden side af, hvad den menneskelige organisme er gearet til at skulle klare, siger John Halse.
- Når lærere og pædagoger oplever, at flere og flere børn er urolige og har svært ved at koncentrere sig, så handler det blandt andet om, at børnene ikke er opvokset i nogle rammer, hvor det er acceptabelt, at der ikke skal ske noget, og at der ikke skal være støj. Vi bliver endda indhyllet i en forestilling om, at det er rigtig godt, at der er flere ting i gang på én gang.
Men hvad gør vi så, for at hjælpe vores børn ned i et lavere tempo? John Halse har fem råd:
Hjælp dit barn ned i gear
1. Kig på dig selv
- Dybest set handler det om, at dét, vi voksne gør, er med til at præge vores børn. Derfor starter og ender det første bud med, at se på sin egen livsstil. Hvis far og mor fiser og farer rundt og skal nå 117 ting, så siger det sig selv, at det smitter af på barnet. Som forældre kan man prøve at sætte sig ind i, hvad ens barn gerne vil have. For eksempel, at mor og far svarer, når det spørger om noget. Det handler både om samvær og nærvær. Som forælder skal du se dine børn ind i øjnene og høre efter, hvad de siger! Og så er det vigtigt at huske på, at en god dag kan godt være en dag, hvor man ingenting har lavet.
Læs om andre råd til at komme ned i gear: Lær børnene at slappe af i ferien
2. Lav én ting ad gangen
- I stedet for at de skal lære at have gang i mange ting på samme tid, kan vi lige så godt påvirke dem i en retning, hvor man kun laver én aktivitet, indtil man har tømt den for udfordringer. I samme omgang skal man også passe på med at foreslå en hel masse, når ens børn spørger, ”hvad skal jeg lave?”. Lad dem finde ud af det selv. Man kan med rette sige, at det er sundt at kede sig, for det rum, der er mellem to aktiviteter kan inspirere børnene til at finde på noget, de selv har lyst til.
3. Hav mediefri tidspunkter på dagen
- Jeg tror desværre, at vi er nået dertil, at vi bliver nødt til bevidst at fravælge medier, hvis børnene skal vænne sig til, at der også findes et liv uden telefonen og iPad’en. Når vi bruger skærmene produceres der dopamin i hjernen, og man kan risikere nærmest at blive junkie af det. Man kan for eksempel aftale, at der er slukket for alle medier, både telefon, iPad, fjernsyn m.m., når børnene kommer hjem fra institution. Det kan være et godt tidspunkt at give dem en pause, for ud fra en hjernemæssig betragtning er de allerede dér fuldstændig overloaded med stimuli.
4. Gå en tur – kom ud i naturen
- Det gælder om at give dem noget af det, de ikke får i børnehaven. Nemlig ro og fred. I stedet for at hive børnene med på børneudstilling på Louisiana, hvor de sikkert allerede har været med børnehaven, så nøjes i stedet med ”bare” at gå en tur i skoven. Når man kommer ud i den friske luft og går en tur uden et egentligt formål, giver det plads til tanker, og til at nyde naturen omkring sig.
LÆS OGSÅ: Her er den bedste måde at få dit barn til at falde til ro
5. Læs en bog højt
- Når du læser en bog selv eller får læst en bog højt kommer du automatisk ned i et lavere tempo. Der er den fordel, at du kan kapere bogen i dit eget tempo – det kan du ikke med filmen. Du danner du dine egne billeder, og det giver noget andet end at få dem serveret, som du gør, når du ser en film. Samtidig har det også den fordel, at det skaber nærvær og fordybelse, hvis du læser en bog højt for dit barn.
I virkeligheden drejer det sig om at byde på det i hjemmerammerne, som børnene ikke bliver budt andre steder. Og det man i særlig grad kan give i familien, som man ikke får andre steder fra er kærlighed og nærvær. Det er ikke fordi, pædagogerne ikke kan holde af dit barn, men de kan ikke elske dit barn på samme måde, som du selv kan.
Om eksperten
John Halse, psykolog. Specialiseret indenfor børnefamiliepsykologi og socialpsykologi. Tidligere formand i Børns Vilkår.