Familieliv
23. december 2014

Børns trivsel kan aflæses i deres tegninger

Børn kan have svært ved at udtrykke eller tale om følelser. Men du kan få meget at vide om, hvordan dit barn har det, ved at se på deres tegninger.
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/boernefamillie/2014/december/tegning612.jpg

Foto: Pinterest

Børns trivsel kan ofte aflæses direkte i deres tegninger. Det viser en undersøgelse fra The Frank Graham Porter Child Development Institute.

Her har forskere bedt 962 børn i alderen 6-7 år tegne et billede af deres familie, uden at børnene herefter fik anden instruktion i forbindelse med deres tegning.

6-7-årige ved endnu ikke, hvordan en ideel familie 'skal' se ud

Grunden til, at man valgte børn i denne aldersgruppe, er, at i seksårsalderen har børn udviklet deres finmotorik i tilstrækkelig grad til at kunne tegne detaljerede tegninger, men samtidig har de endnu ikke en fast idé om, hvordan en ideel familie 'skal' se ud, hvilket ellers ville kunne påvirke deres måde at tegne på.

Støt dit barn til selvværd

Forskerne aflagde også jævnlige besøg i de deltagende familiers hjem for på den måde at kunne konstatere, om der var sammenhæng mellem motiverne på børnenes tegninger og deres trivsel i hjemmet. Og det viste undersøgelsen klart, at der var.

Børn fra ustabile hjem tegner distancerede og udtryksløse figurer

Børn, der f.eks. vokser op i et ustabilt eller kaotisk hjem, har tendens til at tegne sig selv med en større distance fra de andre familiemedlemmer - eller også er et af de andre familiemedlemmer længere væk. Barnet skildrer også gerne sig selv i en mindre størrelse i forhold til de øvrige mennesker på billedet.

Armene på figurerne på billedet er ofte nede langs kroppen, ansigtsudtrykkene kan være neutrale eller ligefrem triste og kan ligesom nogle kropsdele mangle helt. Figurerne er typisk også tegnet helt ude af proportioner; en forælder kan nærmest være et tårn i forhold til barnet og måske skygge for barnet.

Sådan giver du dit barn en god barndom

Det skyldes, at barnet har en lavere tanke om sig selv, er usikkert på sig selv eller føler en følelsesmæssig distance eller mangel på tæthed eller tillid.

Børn fra stabile hjem tegner glade og udtryksfulde figurer

Børn fra stabile og harmoniske hjem skildrer derimod alle deres familiemedlemmer i forholdsvis korrekte proportioner - forældre er større end børneme osv. Familiemedlemmerne er samtidig tætte, og ingen er distancerede fra gruppen.

Ansigterne er - modsat eksemplet ovenover - glade, hænderne er åbne, og arme er udstrakte, hvilket er et tegn på, at barnet føler støtte, tillid og tryghed i familien.

Tegninger giver vigtig viden om børns trivsel

En af forskerne bag undersøgelsen, Roger Mills-Koonce, mener, at tegningerne er særdeles væsentlige at tage i betragtning, da den måde, hvorpå børn tegner sig selv og deres familie, kan give vigtig viden om, hvordan de har det, som de måske ellers ikke kan eller ønsker at udtrykke verbalt.

Så meget betyder musik for dit barns udvikling

- Det er interessant, for hvis du vil se på, hvordan børn ser sig selv i relation til deres familie, er de ikke gode til at tale om det endnu. Men på samme tid er de tilpas modne til, at du ikke bare længere kan aflæse det i måden, de opfører sig på, for de har i høj grad lært at kontrollere deres opførsel, siger han til Huffington Post.

En tegning kan også bare være en tegning

Hvis forældre bliver bekymrede over, hvad de ser i børns tegninger, foreslår Mills-Koonce, at man taler med f.eks. en pædagog, lærer eller psykolog om det. En tegning kan også bare være en tegning, men det skader ikke at undersøge, om der er noget alarmende.

- Jeg siger aldrig til forældre, at de intet har at være bekymret for. Det kan være ingenting, en hvis du har en bekymring, så er det din opgave at undersøge sagen nærmere. Hvis der så ikke er noget, så er det værste jo egentlig bare, at du har spildt lidt tid - men til gengæld har du fået ro i sindet, slutter forskeren.

9 tips der styrker dit barns udvikling:

Læs også