Når lunten er kort, springer hjemmeskolen i luften

(Disclaimer: Mine børn har sagt ok til, at jeg beskriver, hvordan de har det)

”Årh, hvor må det være hårdt!” Mine (yngre) kolleger uden børn kaster medfølende blikke ud fra de små firkanter på Teams på vores daglige morgenmøde, mens min 8-årige søn danser forbi i baggrunden på vej for at varme et pølsehorn.

Klokken er 9.15, og jeg har lige berettet om min sympati med 2. klasses matematiklærer, som her til morgen forsøgte at trænge gennem online-snakken af børn og forældre, der ikke kunne logge ind på skoledu, manglede uni-login, ikke vidste hvad tallinjen var, ikke kunne finde opgaven, ville sige hej – eller bare havde tekniske problemer.

Ved siden af den udfordring synes det som en bagatel at blive afbrudt hvert 10. minut (et løst regnet gennemsnit over en dag) af hjemsendte børn, mens man laver et kvindeblad.

Der er altid nogen, der har det værre … men når det så er sagt, er der her efter jul nærmest indført undtagelsestilstand i de danske børnefamilier, har jeg indtryk af.

Måske især blandt os med de yngste skolebørn, der aldrig rigtig nåede at få digital undervisning i foråret.

Børn, der slet ikke er selvkørende, ikke er kommet på sociale medier endnu, og som er i selskab med hjemmearbejdende forældre, der bare ligesom os håber, at de vokser med opgaven, og at lærerne bliver deres åndelige og tekniske guider.

Når vi forældre møder hinanden rundt omkring i nærmiljøet, er de mest brugte sætninger: ”Vi tager en dag ad gangen” og ”det SKAL jo gå”.

LÆS OGSÅ: Førstehjælp til flossede parforhold i en coronatid: Færre krav og flere cocktails

For mit eget vedkommende har jeg placeret mine to drenge på 8 og 10 år foran Ipad og computer på hver deres værelse, min mand er i kontoret, jeg er i stuen - og vi har sat vores lid til, at de nok efterhånden finder ud af teknikken og lærer Teams godt at kende.

Men strategien er ikke fantastisk, må vi ret hurtigt erkende.

”Det lacker”, ”læreren kan ikke høre mig”, ”kan vi bestille nogen hovedtelefoner”og ”jeg nåede ikke opgaven” er i den lette ende af de udsagn, der møder os i en lind strøm mellem klokken 8 og 12.

I den anden ende af skalaen er de mere alvorlige reaktioner a la dagslangt kulsort humør, rastløshed, sammenbrud, diskussioner, tristhed og gråd (også fra mig), som i desperation får mig til at google ”børn påvirket af corona”.

For selvfølgelig handler det her ikke om, at læreren ikke kunne se den virtuelle hånd, der blev rakt op, eller at Ipad’en løb tør for strøm.

På den måde er det ens for både børn og voksne. De store følelser kommer ud som konstante små hvæs.

Da jeg beder børnene om at sætte ord på, taler de igen om at savne deres venner og lærere. Om at de bare gerne vil over i skolen. Om hvor længe det her skal vare. Om at kede sig.

Og på et lidt dybere plan om, at de føler sig alene og tænker på alle de andre, der også er alene – også voksne.

Det er her, jeg lige tørrer en tåre med sofapuden, mens jeg forsøger at favne det kram, der ikke vil slippe.

I sidste uge fandt jeg nemlig ud af, at der i hvert fald ikke kommer noget godt ud af at græde med dem, som jeg kom til, imens jeg sad og granskede min hjerne for ”voksen-trøst” – altså den her med, at alting nok skal gå, og det er ovre lige om lidt.

Det føler jeg ikke helt, at jeg kan sige ærligt, for de husker jo glimrende ... og det fik ikke ligefrem tristheden til at gå over at se mor græde.

Efter endnu en langtrukken diskussion mellem os voksne om pisk eller gulerod i forhold til skolearbejdet (og en hel masse andre emner, der især kredsede om retfærdighed i mængden af husarbejde og ansvar for hjemmeskolen) kommer jeg i tanke om, hvad der blev et vendepunkt for vores lille familie i foråret: Giv slip!

Den dag vi sagde (eller det var nok nærmere råbte) til børnene: ”I må selv om, om I går i skole – I behøver det ikke, I kan bare lave, hvad I vil. I må se Ipad og tv hele dagen.”

Dén dag fik de mærkeligt nok lyst til skolearbejdet, en form for selvopretholdelsesdrift vendte på mystisk vis tilbage.

Og vi begår heller ikke den samme fejl som i foråret, hvor vi først i den sidste uge af lockdown fik den idé, at få farmor, som er tidligere lærer, med på Facetime en time hver dag som pædagogisk support og en noget mere forstående mentaltræner.

Vores egen lille erkendelse blev i øvrigt understreget af klasselæreren, som lige efter nytår skrev ud (til stor lettelse): ”Det skal ikke være panikslagent at gå i skole i 2. klasse”, og ”jeg er ikke sheriffen her. Jeres hjem, jeres regler”.

Efter jeg kom i tanke om det, fik vi hurtigt tændt for DR Ultra (tak for at perspektivere i børnehøjde!), John Dillermand gav et lille grin og en god snak, Ipad-regler blev sluppet fri eller måske bare løsnet, børnene fik frokost i sofaen, lov til at lave bål i carporten og stege pandekager, og jeg har også tilladt mig selv at sige ja til at åbne den flaske vin, vi har stående.

Det næste jeg så skal give slip på, er den dårlige samvittighed …

PS. Der ligger masser af gode råd på nettet om, hvordan man tackler børns corona-reaktioner, f.eks. på Børns Vilkår og hos offentlige myndigheder.