Anja Steensig fødte hjemme: Det var en ren poweroplevelse
Foto: PR
Anja Steensig fødte hjemme
Det er otte år siden. Anja Steensig Holmbäck ligger i et fødekar i havestuen hjemme hos sig selv. Hendes mand er hos hende, og jordemoderen sidder inde ved siden af. Hun blander sig ikke det store, men tjekker en gang imellem, at alt er, som det skal være. Mest af alt giver hun parret ro.
Da den næste ve kommer, udbryder Anja et dybt ”ah” i stedet for at råbe ”av” og spænde imod.
Da barnet kommer til verden ligger Anjas mand og holder om hende. Det er fredfyldt. Der er ingen bippende maskiner, ikke noget grelt lys, ingen, som pludselig åbner døren for at låne noget. Hun og hendes mand har ikke været ude på en dramatisk køretur til hospitalet, hun har ikke skullet møde nye ansigter, nye lyde, nye lugte, lige før hun skal føde.
Lidt efter kommer hendes to store børn hjem. De kravler op til mor og far og den nye lillebror i sengen.
– Der var mange, der gav udtryk for, at de syntes, jeg var modig, at jeg turde føde hjemme. De så som udgangspunkt en fødsel som noget farligt. Men jeg vil anbefale alle, der har muligheden for det, at føde hjemme, fortæller Anja Steensig Holmbäck om sin oplevelse.
– Forskellen kan slet ikke beskrives. Jeg oplevede ro, nærvær og oplevelsen af selv at tage ansvar for min egen fødsel. Det var en ren poweroplevelse. På et hospital overgiver man sig mere til andre.
Frustrerende fødsler
Anja så dog slet ikke selv sit valg som modigt. Mere som en naturlig konsekvens. Hun havde prøvet at føde på hospital to gange, og selv om det ikke var decideret traumatiske oplevelser, var der noget, der skurrede i hende, da hun var gravid tredje gang.
– Jeg oplevede en del frustrationer ved mine første to fødsler. Jeg blev pakket ind i ledninger, og alt blev overvåget, selv om alt var normalt. Alligevel fik jeg et ve-drop, og da smerterne blev uudholdelige på grund af droppet, fik jeg en epidural. Der skulle to-tre mennesker til at vende mig, fordi jeg var forbundet med så mange ledninger, og jeg kunne af samme grund hverken komme i fødekar eller føde i den stilling, jeg gerne ville. Mest af alt havde jeg ikke mulighed for at lytte til min egen krop i situationen, fortæller hun.
Det, Anja især husker fra de første fødsler, er, at hun var frustreret, selv om fødslerne egentlig var helt ukomplicerede.
Hendes anden fødsel var også meget smertefuld. Det har hun ikke lyst til at opleve igen, og det er egentlig det, der sætter hende på sporet af hjemmefødsel, da hun bliver gravid tredje gang.
LÆS OGSÅ: Privat jordemoder: Moderne kvinder skal kræve gode fødsler
– Jeg vidste, at jeg gerne ville have flere børn, men det skulle ikke være på den måde. De første to gange havde jeg også oplevet, hvor heftigt det var at sidde i en bil med stærke veer. Da først jeg fandt frem til muligheden for en hjemmefødsel, hjalp det på så mange af de bekymringer, jeg havde. Og det tog også noget af presset af min mand, at vi ikke havde noget transport.
Nu kan man måske godt få den fornemmelse, at alt var rosenrødt og idel lykke ved Anjas hjemmefødsel. Det var det faktisk også. Faktisk har hun ikke noget dårligt at sige om oplevelsen overhovedet. Den frygt, andre havde på hendes vegne inden fødslen, oplevede hun ikke selv på noget tidspunkt.
– Jeg har faktisk aldrig følt mig mere tryg, end jeg gjorde derhjemme. Jeg følte også, at mine to første fødsler var poweroplevelser, men forskellen kan alligevel slet ikke beskrives. Tredje gang havde jeg følelsen af, at jeg kunne samarbejde med min krop om noget helt vildt fantastisk. Det her var noget, jeg gjorde selv.
HJEMMEFØDSLER:
Knap 2 % vælger at føde hjemme. Det er en fordobling, fra 1 % i 2006. Tallet er let stigende.
Ved hjemmefødsler ses en markant lavere risiko for bristninger hos den fødende.
Ved en hjemmefødsel er der ikke mulighed for at foretage indgreb som igangsættelse, ve-stimulerende drop, epiduralblokade, brug af sugekop eller spontant kejsersnit. Alligevel viser studier fra bl.a. Holland, hvor hjemmefødsel er mere gængst, at der ikke er større risiko for hverken mor eller barn ved at føde hjemme, end der er på et hospital.
Kilder: Esundhed.dk og Jordemoderforeningen.dk
Anja Steensig er 44 år, gift og har tre børn, hvoraf den yngste er født hjemme i havestuen. Anja er tidligere TV-vært på DR, TV2 og TV3. Studerer p.t. teologi.