Sanne mistede 5 børn under graviditeten - nu er hun trillingemor
Foto: Privat
- Jeg har altid ønsker mig mange børn, men jeg havde ikke planlagt at få så mange samtidig, siger 27-årige Sanne Hagen Småvik og griner.
For næsten to år siden blev hun mor til trillingerne Sol, Luna og Tomine. Sanne, der deler sin hverdag på Instagram, fortæller, at de var chokerede, da hun og partneren Per Arne fik beskeden til en af de tidlige ultralydsundersøgelser.
- Jeg havde faktisk haft en livagtig drøm om, at jeg ventede tvillinger, så jeg rimelig overbevist om, at der var to. Men da ultralyden viste tre bankende hjerter, blev jeg lamslået og kunne ikke finde ord for det. Min mand blev virkelig chokeret og reagerede ved at grine højlydt.
- Jeg tænkte også automatisk på alt det praktiske. Hvordan skulle jeg amme tre børn med kun to bryster? Hvordan skulle det gå an med vores lille bil og lejligheden, som ikke var stor nok? Der var mange tanker, fortæller hun.
Ikke en aprilsnar
Det første chok blev imidlertid hurtigt erstattet af en enorm glæde. Lykken over at vente trillinger var ekstra stor, fordi Sanne tidligere har mistet i alt fem børn under graviditeten - to af dem med sin nuværende partner.
Da hun blot var 18 år gammel, oplevede hun en dødfødsel, da hendes første barn døde i maven i uge 24.
- Det var, som om vi fik de to børn, vi havde mistet ”tilbage”, og at vi samtidig fik det tredje, som var meningen, vi skulle have. Familie og venner vidste godt, at jeg tidligere har mistet, og alle blev derfor virkelig glade på mine vegne, da de fik at vide, at jeg var gravid.
- Men i starten troede de nok ikke helt på, at vi ventede trillinger, da vi valgte at fortælle det den 1. april, siger hun.
Pumpet mere end 1.000 liter mælk
Denne graviditet skulle også vise sig at blive kompliceret. Blandt andet, fordi den mindste trilling, Tomine, ikke fik nok næring. Sanne blev derfor fulgt tæt med ultralydsundersøgelser to til tre gange om ugen.
Hun blev til sidst på et sygehus og en måned senere, i uge 33, kom trillingerne til verden. Derefter måtte de tilbringe yderligere to måneder på intensivafdelingen for nyfødte, før de kunne tage hjem.
- Det at have tre for tidligt fødte børn, som har brug for hjælp til at trække vejret og ikke vide, hvordan det vil gå, førte til en enorm følelsesmæssig rutsjebanetur. Men det gik over alle forventninger, og pigerne var sunde og havde det godt.
- Amningen og pumpningen gik også supergodt. Jeg har efterfølgende regnet ud, at jeg pumpede over 1.000 liter modermælk de første ti måneder af deres liv. Jeg måtte nemlig pumpe hver tredje time, dag og nat, og følte mig som en ren mælkemaskine. Men det betød, at vi faktisk ikke behøvede at købe modermælkserstatning. Det har sikkert sparret os for mere end 150.000 kroner.
Tre stærke personligheder
Gode rutiner er ifølge Sanne noget af det vigtigste for at få hverdagen i en trillingefamilie til at fungere. Allerede på sygehuset begyndte en systematisk ordning i forhold til amning og logføring af bleskift og søvn.
Pigerne er treæggede, og efterhånden som de bliver større, kommer deres egne personligheder mere og mere til syne.
LÆS OGSÅ: Maria er nybagt mor til trillinger: Jeg er indstillet på, det kan blive hårdt'
- Det er tre piger med stærk vilje og stærke meninger, og de vil have tingene på hver deres måde. Det hænder, at der bliver lidt slåskamp mellem dem, og at vi må skille dem ad. Den største udfordring er, at man ikke har hænder nok, og at man har følelsen af aldrig at være tilstrækkelig.
- Det er som at bo i en børnehave. Der sker meget, og vi må hele tiden følge med, fordi de har hver deres idéer. Pludselig er en af dem klatret op på bordet, mens en anden er kravlet om bag tv’et for at inspicere ledningerne. Det er vigtigt at børnesikre alt, som kan sikres, smiler hun og tilføjer:
- Men selv om det til tider er udfordrende, giver trillingerne også tre gange så meget glæde. Det er fantastisk at se det helt specielle sammenhold, pigerne har. De har så meget glæde af hinanden, når de leger og ler sammen. Og så er der ekstra mange kram og kys.
Udfordrende at handle ind
Trillingerne vækker helt naturligt en del opmærksomhed, når de er på udflugt i lokalområdet. Sanne fortæller, at dagligvarebutikkerne specielt kan være en udfordring, da mange vil have en lille snak eller stille spørgsmål.
- De fleste er hyggelige, men vi får nogle kommentarer. På det sidste har vi øvet os i, at de skal have lov at gå rundt selv. Så får de en sele om armen, så de ikke kan rende længere end to-tre meter væk. Det første, jeg hørte, da jeg kom ind i en butik var: ”Herregud, stakkels børn, har du dem i snor?”
- Jeg smilte bare, men havde mest lyst til at give vedkommende min indkøbsseddel, slippe børnene løs og sige ”Værsgo, forsøg så at komme helskinnet gennem indkøbsturen, mens de tre løber i hver sin retning." siger hun og griner.
Højgravid og midt i en flytning
Med tre børn i selvstændighedsalderen, en ti-årig dreng (Per Arnes søn fra et tidligere forhold) og en hund er dagene temmelig hektiske.
Men snart bliver der mere travlt, for i juli venter parret endnu et barn.
Ikke nok med det, så står familien midt i en flytning to uger efter terminen.
- Det var ikke helt planlagt at blive gravid igen så hurtigt, men jeg tror, at det nok skal gå godt. Vi søger børnehaveplads til trillingerne og håber, at de kan starte der lige efter flytningen, så jeg får tid til at lære den nye baby at kende og måske slappe lidt af.
- Men lige nu er der lidt meget på en gang, da vi er i gang med at pakke ned og sælge ud af vores ting. Heldigvis har jeg familie, der hjælper til og passer trillingerne, når jeg spørger om det. Jeg havde nok ikke fået det til at fungere uden en stor og ressourcestærk familie, der gerne stiller op.
- Det kan også blive lidt udfordrende at flyve sydpå med fire børn under to år. Derfor stiller familien op og flyver med os derned. Ting tager tid med fire små børn, og det er vigtigt at have tålmodighed. Du kan ikke være tidsoptimist. Alt må planlægges nøje, og du må sørge for, at der altid er masser af tid til dagens gøremål – plus lidt ekstra, siger hun.