Selvudvikling
18. februar 2016

Chefredaktørens blog: Måske er kurver den nye kvindekamp

Qs nye chefredaktør tror, at kvinder med kurver bliver hottere og hottere.
Af: chefredaktør Dorthe Kandi
https://imgix.femina.dk/media/article/_dsc0502.jpg

Hvad betyder det for kvinders selvopfattelse, når en kurvet model er på forsiden af Sports Illustrated Swimsuits (for ikke at tale om Q). Det spørgsmål fik jeg i går, da DR Vejle ringede for at spørge, om jeg ville være med i deres radioudsendelse fredag morgen. De sætter nemlig fokus på kurvede kvinder, og tendensen til at vi fylder mere i mediebilledet.

Som ny chefredaktør for Q er jeg helt sikker på at kurvede kvinder – eller som vi også siger på Q: kvinder uden modelmål – altså de fleste af os – absolut er med til at udvide begrebet for, hvordan en kvinde ’skal’ se ud. Heldigvis er der masser af kvinder i Danmark, uden modelmål, som er helt tilfredse med sig selv, og hvorfor skulle de ikke også være det. Men det er dejligt at se, at kvindebilledet bliver mere differentieret. At der er kvinder med runde hofter og smalle hofter, kvinder med små bryster og store bryster. Kort sagt forskellige kvinder. For vi kan aldrig blive ens, og det skal vi heller ikke.

Læs også: Nu får Barbie endelig kurver!

Holder den tendens også i fremtiden, spurgte radiojournalisten mig i den indledende snak vi havde i går. Min klare overbevisning og svar er: JA! Vi har kun lige set begyndelsen. Det holder fordi, vi efter mange år, hvor vi talte om, at vi alle skulle være unikke, faktisk var ret ens på overfladen. Jeg fornemmer klart, at det bliver langt mere plads til forskellighed, og plads til at inspireres af og rumme hinanden.

I dag spurgte en kollega mig, hvor min kjole var købt. Hun bruger nogle størrelser mindre end mig, men kunne godt se sig selv i den kjole, jeg havde på. Ligesom jeg sagtens kan se en slank model i en nederdel, der i snittet også vil klæde mig. Men når det er sagt, er det også rart at se modeller i bladene og kvinder på gaden i alle mulige forskellige størrelser og typer.

Læs også: I disse årtoer var det HOT at være kurvet

Jeg vil gå så vidt som at sige, at kurver er den nye kvindekamp. Vi har brug for en runde til, hvor vi netop hylder forskelligheden, hylder at der skal være plads til alle former, højder og drøjder. For vi skal bestemt ikke bare have en ny kasse, som alle skal passe ind i. Hurra for små og store kurver og al den forskellighed, som vi kvinder repræsenterer.

Vil du have endnu mere af Q? Så klik her og find det abonnement der passer bedst til dig, og få Q leveret direkte til døren.

https://imgix.femina.dk/abbo_til_web_-_nye_2016-1_0.jpg

Læs også