10 nemme makeup-tips til dig over 40
foto: All Over
Man kan gøre rigtig meget med makeup, hvis man forstår at bruge det. Men på samme måde som en god makeup kan få dig til at se yngre ud, kan en dårligt lagt makeup få dig til at se ældre ud. Fidusen er at være bevidst om, hvad man kan bære - også når huden begynder at ændre sig.
Den amerikanske makeupartist og grundlægger af makeup-mærket GRACE, Deborah Williams, har til websitet FaboulousAfter40.com givet ti gode råd til makeuppen, når du er kommet over de 40…
1. Kend dine farver
For at du kan lægge en makeup, der passer til dig, skal du finde ud af, hvilken farvetype du er. Du kan låne bøger om emnet på biblioteket, få en professionel makeup artist til at hjælpe dig eller du kan tage farvetesten her.
Når du bærer de rigtige farver både i dit tøj og din makeup, vil du lyse op og se både mere ung og mere frisk ud, lover Deborah Williams
2. Brug blødere farver
Lad den hårde, sorte eyeliner ligge, når du skal indramme dine øjne. For langt de fleste over 40 vil de hårde farver ikke gøre noget godt for dig. I stedet skal du tage udgangspunkt i dine øjenbryns farve, og så bruge den farve til at indramme dine øjne. Ikke mørkere.
3. Brug mascara på HELE vippen
Hvis du kun får lagt en masse mascara på den yderste del af vipperne, vil de klæbe sammen. I stedet skal du starte ved roden af vippen og langsomt trække mascarabørsten fra roden og helt ud til spidsen af vippen. På den måde får du farve over det hele, uden at vipperne klæber sammen.
4. … Men drop de inderste vipper!
Lad være med at bruge mascara på de vipper, som sidder tættest ind mod næsen. Farve på dem vil være med til at trække dine øjne ned og få dem til at virke tungere.
5. Giv dig selv glød med en blush
Da du var helt ung brugte du muligvis blush til at forme dit ansigt med. Den vane skal du lægge på hylden. Nøjes i stedet med en lille smule blush på toppen af kinden for at give dig ungpigekuløren tilbage. For meget blush kan få dig til at virke ældre, end du er.
6. Pas på med liplineren
Hvis du bruger lipliner til at indramme dine læber med, så være meget omhyggelig med kun at bruge den indenfor læberne. IKKE udenfor. Og hvis du slet ikke kan undvære at line udenfor læben, så nøjes med at gøre det meget, meget let. Er der rynker omkring læberne vil lineren få dem til at virke mere tydelige og vil også lettere flyde ud.
7. Pas på med de skinnende farver
Makeup med meget glimmer eller skær i skal du kun bruge om aftenen, hvor de i stearinlysets skær kan få dit ansigt til at lyse op de helt rigtige steder. I dagslys bliver de imidlertid alt for hårde og kan få dig til at se næste uhyggelig ud.
8. Fremhæv de bedste sider
Nøjes med at fremhæve den del af dit ansigt, som du er gladest for, hvad enten det er dine læber eller dine øjne. Fuldt drøn på begge dele vil virke for voldsomt.
9. Husk at bruge foundation
En foundation udjævner din hudtone, men det er ikke det eneste, den gør. Den kan også få dig til at se adskillige år yngre ud. Men husk at finde en farve, der passer til din naturlige hudtone.
10. Gør øjnene mindre tunge
Brug en lys øjenskygge i en neutral farve hele vejen fra øjenvipperne til kindbenet for at få øjenomgivelserne til at virke mindre tunge.