Hvilken makeup passer til din hårfarve?
foto: shutterstock
Lidt pudder, et strejf blush og mascara. Nogenlunde sådan lyder de fleste kvinders makeuprutine på travle hverdage. De fleste går en stor bue udenom farverige øjenskygger, men det er slet ikke sikkert at det er det du burde gøre. Vi har lavet en guide til hvilken makeup der passer bedst til din hårfarve. Så mangler du lidt inspiration kan du finde din hårfarve nedenfor og få makeup tips der passer perfekt til dig.
Læs også: Stor guide til makeup pensler
Hårfarve: Mørkebrun
Er din hårfarve en skøn espresso eller mørk chokolade kan du tilføre varme til øjnene med metallicfarver som bronze, kobber og guld på øjenlåget. Læg en sort eyeliner i vådkanten ved den nederste vippekant. Afslut med sort mascara. Læg en vinrød eller brunlig rød på læberne for at skabe en kontrast.
Hårfarve: Sort
Understreg din sexede vibe med smokey shades som gråsort og mørkeblå, og hold læber og kinder i mere nedtonede nuancer. Læg en sort eyeliner langs øverste og nederste vippekant, og læg derefter en navyblå øjenskygge hen over. Afslut med sort mascara, en rosa rouge på "æblernekinderne" og en pink gloss på læberne.
Hårfarve: Blond
Uanset om lokkerne er varm honning eller en mere kølig tone, ser det godt ud med milde farver som fersken, pink, guld og champagne. Læg en skinnende raveller champagnefarve på øjenlåget og under de nederste vipper. Supplér med en brun eyeliner langs den øverste vippekant, og afslut med sort mascara. Skab naturlig glød med en ferskenagtig rouge, og læg en varm gloss på læberne i en fersken/pink-agtig nuance.
Hårfarve: Rød
Brune og abrikosagtige farver fremhæver den naturlige varme i huden. Har du en rødbrun eller helt rød hårfarve, skal du holde dig til lysende farver som grøn til øjnene og dugfrisk pink til kinder og læber. Fremhæv det varme i det røde med en mos-agtig grøn øjenskygge og en rødbrun eyeliner langs den øverste vippekant. Brug en rosa creamblush på kinderne for et naturligt look, og hold læberne bløde med nude eller pink.
Læs også: Rødt hår - Guide til pleje og vedligeholdelse af sæsonens hotteste hårfarve
Hårfarve: Mellembrun
Næsten alle farver komplementerer de bløde, brune nuancer, og du kan derfor nærmest vælge alt fra jordagtige farver til mere friske farver som koral, bær og pink. Markér f.eks. øjnene med beige eller grå øjenskygge og en tynd blå eyeliner langs de øverste vipper. Tilfør glød med en pink rouge langs kindbenene. Læg en læbestift i en fyldig bærnuance for at fremhæve dit hår.