Skønhed
28. oktober 2016

Guide: Få de smukkeste øjenbryn

Hvordan får du den rette form, fylde og farve? Hvor skal vi plukke og hvilke produkter kan gøre en forskel for vores øjenbryn? Du får alle svarene her.
Af: Lindi Winkel
Få det bedste ud af dine øjenbryn med denne guide

Har du nogensinde prøvet at overplukke dine bryn ved du, hvor meget de betyder for dit ansigt. Vi har haft fat i Stella Nisreen Kanaan, som ejer Beauty Avenue Spa & Brow Bar i København, og hun giver dig her de bedste fifs til smukke øjenbryn.

Hvad er den største fejl vi begår, når det gælder vores øjenbryn?

”Der er mange, der fjerner de korte, strittende hår tættest ved næsen – det skal man ikke! De er så vigtige for hele udtrykket og er desværre også de sværeste at få igen, hvis du først har plukket dem. Uden dem kan man meget let ende med for bredt et mellemrum mellem brynene, og det skaber disharmoni.”

Kan alle, også de overplukkede, bryn reddes?

”I de flestes tilfælde kan alles bryn reddes, men det kræver tålmodighed. Min erfaring viser også, at man skal vente med at bruge et serum til efter der er gået to til tre måneder, hvor man har givet brynene fred – så vil de flestes vokse ud naturligt.”

LÆS OGSÅ: Vi tester: Serum til dine øjenbryn

Skader det brynene at få dem farvet jævnligt?

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige nej, men der findes bare ikke ”sunde eller non-toxic” brynfarver i dag. Og tro mig, jeg har ledt over hele verden. Så selv om nogen måske hævder, at et produkt er naturligt osv., så holder det ikke hele vejen. Vi har snart fået skiftet alle produkter og behandlinger hos Beauty Avenue til non-toxic og økologiske alternativer, men vores største udfordring er stadigvæk bryn-og vippefarve.”

Hvordan plejer vi bedst vores bryn?

”Lad dem være. Brug en brynbørste til at rede dem opad med. Og brug gerne Nutrients Organic certified balm til at hold dem på plads. Det er nærende og plejende, og det virker. Et andet godt tip, som vi plejer at anbefale vores gæster, er et gammelt skønhedstip som min mormor fra Palæstina altid brugte: Økologisk Castor Oil på bryn og vipper hver aften. Det giver dem næring og masser af pleje, og det vil hjælpe med at stimulere hårvæksten. Brug kun den økologiske version, så er du sikker på kvaliteten.”

Så blev vi så meget klogere! Så hvordan får vi det bedste ud af vores øjenbryn?

For at forme sine bryn, så de løfter og åbner dit ansigt, er det vigtigt, at du lader brynene følge deres naturlige form – og husk: hellere fjerne for lidt end for meget. Ved du ikke, hvordan dine bryn skal se ud, er det bedst at lade det hele vokse ud og tage hen til en professionel, som kan hjælpe dig på vej.

  1. Lad hårene vokse ud i en periode. Mens du venter, er det dog ok at fjerne hårene mellem brynene. Du kan måle, hvor du må plukke eller vokse ved at sætte en finger imellem brynene og langs næseryggen – det hår der er under fingeren må du fjerne. (se billedet herunder)
  2. Børst dine bryn opad. Er de meget lange, kan du klippe dem forsigtigt. Vær særligt opmærksom på de hår, som sidder inderst ved øjenkrogen. Pluk dem ikke – de er helt afgørende for dit bryns symmetri og harmoni. Har du hvide hår i dine bryn, så lad dem endelig også være i fred.
  3. Tegn din bryn op med pudder specielt til øjenbryn. Brug en skrå pensel og en børste. Med den skrå side tegner du og med børsten toner du farven ud. Disse såkaldte ”brow powders” er de nemmeste at bruge, hvis du ikke er vant til at tegne bryn op. Vælg en farve, der er en tone mørkere end din egen, hvis du er lys og en til to toner lysere, hvis du har mørke bryn. Det er vigtigt, at det ser naturligt ud.
  4. Brug en highlighter til at fremhæve og definere brynene – det er en super god måde at skjule nye udvoksede hår på.
  5. Til sidst skal du rede hårene opad, og for at holde på formen skal du bruge en såkaldt ”brow gel” eller en ”brow balm” som både reder hårene på plads og holder dem der hele dagen.

Se her, hvordan du finder linjerne i dine øjenbryn

https://imgix.femina.dk/bryn_guide.jpg

Læs også: Fremhæv dine øjne med øjenskygge i de rette farver

Trenden: De buskede øjenbryn

I øjeblikket er de fyldige bryn meget i fokus – vi børster gerne ekstra fibre i brynene og plejer med serum, farver op og fylder ud. Og det kan vi roligt fortsætte med, for det naturlige look med de kraftige bryn holder.

Stella fra Beauty Avenue fortæller: ”Jeg har lavet bryn de sidste 15 år, og i alle disse år har mine gæster egentlig ønsket fyldige, naturlige bryn. Det er nemmere at vedligeholde, og man ødelægger ikke hårvæksten ved at plukke sine bryn. Og når man har naturlige, fyldige bryn, ser man også yngre ud. Så på den måde er det ikke kun en trend. Hos os er vi dog grundige med at tilpasse os hver enkelt kunde, for det er faktisk ikke alle, det klæder med de store, fyldige bryn.”

3 fakta om øjenbryn

  • Gennemsnitslevetiden for et øjenbrynshår er fire måneder.
  • Studier har vist, at folk har svært ved at genkende ansigter på folk de kender, når de bliver præsenteret for billeder af disse mennesker uden bryn.
  • I 1400-tallets Firenze var det sagen at barbere sine øjenbryn helt af.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_3.png

Læs mere om:

Læs også