Guide: Sådan vælger du de rigtige smykker
Foto: JEWLSCPH og The Mega Agency
Smykkestyling er et nyt ord. Akkurat ligesom begrebet er det. Hånden på hjertet er der nok ikke særlig mange af os, der "prøver" smykker, ligesom vi prøver tøj. Men det mener smykkedesigner Mai Manniche, der står bag det succesfulde smykkemærke JewlsCph, er en stor fejl. Smykkerne er nemlig dét, der mest af alt understreger den enkelte kvindes personlighed og stil:
- For mig at se er det helt misforstået, at vi ikke "smykke"-shopper, ligesom vi shopper tøj og prøver løs ude i butikkerne. Smykker er i langt højere grad end tøj, dét, som understreger den enkelte kvindes personlighed og stil. For eksempel fremhæver de helt rette øreringe den enkelte kvindes skønhed, hvorimod de forkerte øreringe gør det modsatte. Derfor er det super vigtigt, man finder de perfekte smykker, siger Mai Manniche.
Vælg dit udtryk
Når Mai Manniche bruger begrebet smykkestyling, dækker det over flere ting. Det er nemlig ikke nok at vælge et smykke ud fra, om man kan lide synet af det. Man skal for eksempel tænke over, hvilket udtryk, man ønsker, og hvilken ansigtsform, man har.
- Hvis du sætter sølv til lys hud, skaber det et koldt look, mens guld til lys hud skaber et varmt look. Derudover skal du også være opmærksom på din hårfarve - vær ikke bange for at bruge kontraster. Øreringe med lyse ædelstene såsom lemontopas er super smukt til mørkt hår - mens røgtopas er flot til lyst hår.
Hun fortæller endvidere, at man skal passe på med alt for lange øreringe, hvis man er korthalset.
- Så må de maksimalt gå lige til hagen, siger hun.
LÆS OGSÅ: De bedste frisurer til din ansigtsform
Miks er godt
Mange af os er jo vanedyr, men ifølge designeren selv er tiden nu inde til fornyelse.
Sidst, men ikke mindst, har hun en opfordring til alle de heldige læsere, som ligger inde med, hvad de fleste kvinder drømmer om.
- Har du diamantsmykker, så HUSK at bruge dem - alt for mange har dem liggende i smykkeskrinet og er bange for at bruge dem.
- I dag er der ikke længere regler for, at man KUN må bruge forgyldte/guld-smykker sammen, sorte smykker sammen etc. Miks derfor fx forgyldte/guld-smykker med sorte smykker for at gøre guldsmykkerne mere rå og omvendt de sorte smykker mere feminine. Vær ikke bange for at mikse, selvom du aldrig har gjort det før. Det giver nye udtryk, og på den måde giver du også dit smykkeskrin fornyet liv.
Som billedet viser er designeren selv meget modig med sit valg af fingerringe.
Se Mai Manniches hjemmeside og webshop her
I galleriet har vi samlet Mai Manniches bedste tips til smykkestyling, så du kan komme i gang med at style dig selv. God fornøjelse!