Renée: Forelskelse har ingen alder

I øjeblikket går jeg og kigger på en kær veninde, som er gået hen og blevet det, man kan kalde for hamrende sindssygt forelsket. Og hold da helt op, hvor det dog klæder hende. På alle måder! Hun traller og kvidrer og snakker konstant om, at ”så skrev han ..., så sagde han..., så gjorde han ...”, og ikke mindst fortæller hun om alt det, han siger, han vil gøre ved hende, næste gang de er sammen. Den del fylder ret meget og er noget af det, hun koncentrerer sig mest om, forventningen om sex ... Som hun forresten pludselig får i rå mængder, hele tiden, konstant, alle vegne og på alle måder. Og jeg skal da lige love for, jeg sjældent har været vidne til bedre slankekur. Langsomt ser jeg hende svinde ind for øjnene af mig, sidepuderne blive mindre og mindre, numsen blive lille og rund, og dobbelthagen ... tja, den er næsten forsvundet.

Pludselig kan jeg godt huske, hvordan det er, når hele universet med ét handler om ”den udkårne”. Det er uden tvivl den mest vidunderlige følelse og noget, alle indimellem må ønske sig tilbage til, hvis de lige gav sig selv et kvarter til at få mærket efter (dem, der har prøvet det, for det er nok ikke alle, der har været så heldige ...). Tilstanden kan næsten betragtes som noget psykoselignende, alt bliver sat på standby, og intet af det, der før var væsentligt og vigtigt, har helt den samme betydning. Skidt pyt med, om der lige bliver gjort rent, og skidt da også med, om planterne bliver vandet, og guud ... havde vi en aftale, det har jeg helt glemt..!

Renées klumme om kønshår i sidste uge: Væg til væg er sexet

Man kunne måske sagtens tænke, at den slags følelser hører en ganske anden alder til end den, de har, som nærmer sig de 50! Og det kan der såmænd være noget om – for hvad ligner det at opføre sig som én på 22, når man er 46? Samtidig må jeg bare sige, at det er med stor glæde, jeg i mit stille sind konstaterer, at forelskelse åbenbart ingen alder har. Den kan tydeligvis ramme hvem som helst når som helst. Og på en eller anden måde giver det mig en følelse af håb for os alle sammen. Især når man støder ind i alle de mennesker, der taler om, at de har nået deres tredje alder, og nu skal det blive godt at hellige sig golf eller bridge eller noget andet stilfærdigt og fint. Ikke at der er noget som helst galt med nogen af de ting, slet ikke – men det er da alligevel rart at vide, at ”noget” altid kan bringe én ud af kurs sådan lige pludselig, og at man har evnen til at blive forstyrret, evnen til at give sig hen og lade sig rive med – også selv om man ikke lige er 22.

Kærlig hilsen
Renée