Renée: Æblet falder ikke langt fra stammen

I øjeblikket synes jeg godt nok, jeg bliver mødt af en del trods – især fra mine børn. Der er kommet nye boller på suppen – de VIL bare bestemme selv. Og jeg skal i det hele taget bare blande mig fuldstændig uden om deres liv. For en ”bestemmer”-røv og kontrolfreak som mig kan det være svært at tage alvorligt.

Især når vedkommende er 14 og helt seriøst mener, at der må ligge så meget tøj i bunker på hans værelse, at man skal bruge en skovl for at komme ind – og han i fuldt alvor argumenterer for retten til at lugte nøjagtig lige så dårligt, som det passer ham. Samtidig er knægten godt skåret for tungebåndet, og indimellem er det sgu lige ved, at han kan overbevise mig om, at retten til selvbestemmelse også inkluderer sure sokker og mangelfuld tandbørstning.

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg i grunden også holder meget af, når der bliver argumenteret igennem, og når nogen står på det, de mener, er deres ret. Og hvem kender ikke følelsen af trods? En vidunderlig stærk og dejlig følelse, som bestemt giver energi helt ud i tæerne.

Forleden handlede det om, hvorvidt han skulle bevæge sig noget mere eller ej. Og selv om enhver vil give mig ret i, at det er skørt at ryge cigaretter, når man er 14 år, og at motion både giver energi og velvære, så mener denne 14-årige, at det med motion er virkelig overvurderet, og at cigaretter er både dejligt og hyggeligt – og så farligt er det jo ikke at ryge, når man kun er 14. Jeg har det, som om jeg slår i en dyne eller taler til en dør.

Men så kom jeg alligevel til at tænke på mig selv, da jeg var 14. Jeg røg som en skorsten, og når jeg havde gymnastik, som jeg syntes, var totalt latterligt, så varmede min veninde og jeg op ved at stå i rundkredsen sammen med alle de andre uden at bevæge andet end vores pegefingre op og ned. Vi nægtede samtidig at iklæde os gymnastiktøj, og da selveste inspektøren udstedte et dekret om, at vi SKULLE møde til timen omklædte, mødte vi op i flonelsnatkjoler fra Kirkens Korshær. Jeg kan tydeligt huske min gymnastiklærerindes frustration, når vi trodsigt stod dér i vores natkjoler og demonstrativt bevægede vores pegefingre op og ned, op og ned, uden at fortrække en mine.

Hmm, måske ligger jeg, som jeg har redt – eller er det bare den dér med æblet og stammen? Jeg bliver nok nødt til at konstatere, at jeg faktisk stoppede med at ryge til sidst, at jeg i dag får rigeligt med motion, og at trods bare er en FANTASTISK følelse – så måske skal det nok gå alt sammen?

Kærlig hilsen
Renée