Julia Lahme: Lykken er motion
Lykke-lektion #3
Lykkeløgn: Jeg er sådan én, der dyrker yoga.
Helt ærligt, jeg dyrker ikke motion. Ikke mere. Medmindre, selvfølgelig, det at løbe rundt i rumpen af en femårig på en legeplads tæller. Og hvis det at gribe en snart toårig hyperselvsikker ungmand, som lidt for tidligt har lært at klatre, tæller som motion. Hvis det at bære tre netto-poser og den førnævnte snart toårige op ad trappen til fjerde sal, mens jeg har en pusletaske og halvdelen af mit kontor
viklet om min krop, og tale og smile samtidig (så ulvetimen kan udsættes, til vi når målet) IKKE tæller som styrketræning, så ved jeg snart ikke, hvad der gør.
Men nej. Jeg dyrker ikke motion; og jeg hører fra Hjerteforeningen og alle de andre kloge foreninger, at jeg med min høje alder (36 år) bør se at komme i gang med noget, der får min puls op at svinge, så jeg kan undgå nogle af de livsstilssygdomme, man virkelig ikke ønsker sig. Lejlighedsvis stress og jag på arbejdet tæller vistnok ikke med, og det er også på tide, at jeg kommer i gang. Men jeg gider ikke.
Men. For der er et men. Jeg er heldigvis ikke bebyrdet med noget, der ligner depression, men blot PMS-agtig hverdags-tristesse indimellem. Og jeg HAR opdaget, hvad der virker for mig: Yoga. Langsom, koncentreret, fysisk udfoldelse virker for mig. Og gør mig glad, flytter mit fokus fra hovedet til kroppen og lader mig tænke i andre baner. Problemet med yoga er bare, at jeg ikke kan finde ud af at finde tid til det. Og inden du smækker bladet i og tænker, at man da bare skal få fingeren ud, så er jeg en af de millioner af kvinder, som lider af børfamiliesygen – hvilket betyder, at jeg synes, det er svært at være væk onsdag aften fra 19 til 22 og dermed endnu en aften ikke få sagt godnat til ungerne. Her. Det var mine undskyldninger. Og hvorfor har jeg egentlig brug for dem? Er det måske i virkeligheden for at undgå at røre mig? Er min ulyst så dyb, at jeg bruger børnene som undskyldning? Er jeg så doven i mit eget liv, så ansvarsløs over for mig selv og min egen lykkefølelse, at jeg ikke kan komme ud ad døren? Ja.
Handling
I stedet for at tro, at jeg kommer ud ad døren til noget af al den yoga, jeg gennem årene har betalt for og er udeblevet fra med 10.000 undskyldninger, der handler om alle andre end mig selv, men som bestemt ikke gør mig mere glad, har jeg besluttet mig for at gøre noget. Jeg har besluttet mig for at begynde at løbe. Ja. Virkelig. Beslutningen i sig selv gør mig ret stolt og lidt glad, og jeg tænker straks på al den lykke, der kommer til at rulle gennem mig. Tænk at kunne løbe en tur, hver gang tristheden kommer! Tænk at have en knap at trykke på, og så kommer lykken rullende – som et pizzabud med den vildeste, ondeste pizza, bare med lykkefølelse to go? Jeg begynder med at gå på loftet og grave de løbesko frem, jeg købte for syv år siden. Syv år. Jeg har haft dem på sådan cirka 10 gange. En af dem var, fordi det regnede, og jeg ikke ville svine stiletterne til på vej fra A til B.
Efter at have gravet dem frem, vasket rene for antikveret mudder, tager jeg dem på. De sidder virkelig godt på foden, og jeg får lyst til at hoppe. Jeg har nærlæst flere websites om at komme i gang med at løbe og et tilbagevendende råd er at starte blidt. Det tager jeg til mig. Jeg løber ud ad døren, og efter fem minutter begynder det at blive hårdt. Efter 10 gør det ondt, og efter endnu to kan jeg smage blod. Min oplevelse ligner på ingen måde overhovedet den lykke, jeg føler, jeg er blevet lovet. FEMINA-løbet min bare numse, hvordan skal det nogensinde lykkes? Lykken er udeblevet. Jeg er skuffet.
Næste skridt
Næste skridt er en løbetur to dage efter. Løbetur er måske så meget sagt, for jeg har ondt i hele kroppen. Det smerter og dunker, og jeg bander og svovler. Er det ikke det, jeg altid har sagt? Man får KUN sportsskader af at dyrke motion! Jeg er fuld af selvmedlidenhed, men jeg gør det, løber altså. Eller lunter. Mest fordi jeg kan læse mig til, at det bør jeg. Så af sted lunter jeg som den gamle dame, jeg tilsyneladende er. 20 minutter inden jeg er hjemme igen. Og faktisk, lige der på trappen, begynder jeg at føle mig glad. Kan det virkelig passe?
Lykkestatus
Det kræver faktisk fem løbeture a 20 minutter, før jeg overhovedet mærker noget, der minder om lykke. Men så kommer den. En rislende, kildrende fornemmelse nederst i maven. Ikke ved første skridt, men efter fem minutter. Følelsen minder om forår, om tro på muligheder og om den vægtløshedsfornemmelse, jeg kender fra yoga, når tunge tanker letter, og kroppen tager over, og rytmen og bevægelserne fra kroppen tvinger én til at gøre noget for at holde sig på sporet, på banen, på benene. I stedet for at sidde stille og være i hovedet. Vil jeg blive ved? Jeg tror, jeg er nødt til det. Hvis ikke det er yoga, så må det være det her. Der er faktisk ikke andet at gøre. Jeg tror, retten til lykken er hårdt tilkæmpet, og jeg er i gang med at finde ud af, at den følelse af lykke faktisk kan komme, når man kalder på den.
Det føles, som om dén form for lykke i høj grad kommer indefra. Som om den virker, og som om der er mere af den, hvis man lader fødderne, kroppen og musklerne kalde på den. Men min motivation kommer ikke af fedtforbrænding eller af slanke skanker eller en smallere røv – den kommer af, at jeg er nødt til at have en måde at være glad på, når vinteren igen lægger låg på det hele. Og hvis det er at lunte af sted og
blive overhalet af alle dem i de fancy løbejakker – so be it.
Eksperten siger
Anna Bodanova er Z-Health-uddannet personlig træner og ved ét og andet om, hvad motion kan gøre for én. Jeg har spurgt hende, hvorfor jeg bliver gladere af at motionere?
Hvorfor bliver man gladere af at motionere – kan motion medvirke til at gøre én lykkelig?
– Tidligere troede man, at glædesfølelsen i forbindelse med motion havde noget med produktion af endorfiner at gøre. Nu ved man, at endorfinerne blot er én lille årsag ud af mange til, at motion giver os lykkefølelse.
Overordnet set, så har motion en effekt på følgende fire måder:
1. Motion stimulerer hjernestammen og giver os mere energi, passion, engagement og motivation.
2. Motion påvirker vores humør og selvopfattelse ved at kalibrere/afbalancere signalstofferne i hjernen (serotonin, dopamin, norepinefrin bl.a.) – skruer op og ned for dem på sådan en hensigtsmæssig måde, at den samlede hjernekemi bliver helt normaliseret.
3. Motion rydder op på hjernens harddisk og gør det lettere for os at huske gode ting, frem for at dvæle ved de negative.
4. Motion – ud over den gode følelse under selve træningen – får os til at have det godt med os selv. Den følelse af at gennemføre noget, at mestre noget fysisk samt at kunne regne med én selv, som motionen fremkalder, øger både selvværd og selvtillid. Det er et simpelt, men effektivt bevis på, at vi kan tage initiativ og ændre noget.
Disse positive effekter af motion ses både, når man har en svær depression, og når man blot i ny og næ har en dårlig dag. Undersøgelser har vist, at selv så lidt som et 10-minutters træningspas kan gøre en forskel på humøret – om end regelmæssighed er rigtig vigtigt. På længere sigt viser træning sig at virke bedre end piller. Stabiliteten i træningen er en af motionens vigtigste virkemidler. Adskillige studier viser, at dem, der motionerer to-tre gange om ugen, har signifikant mindre depression, angst, vrede, stress og cynical distrust (kynisk mistillid, red.).
I næste uge undersøger Julia, om mænd – eller manden – er genvejen til lykken.
LÆS OGSÅ: