21 dage uden brok: Sådan gik det
For Mette, Dorthe og Susanne har august måned været en ualmindelig positiv måned. De havde nemlig forinden takket ja til en udfordring om IKKE at måtte brokke sig i 21 dage.
Du kan læse mere om udfordringen her
Nu er de 21 dage gået – men hvordan har de tre redaktionsmedlemmer så oplevet udfordringen? Vi overlader ordet til Mette, Dorthe og Susanne:
Mette:
Jeg synes egentlig, at jeg fik bekræftet, at jeg ikke er en person, der brokker mig så meget. Men det gjorde mig ekstra opmærksom på, at jeg godt kan være lidt for strid overfor min mand – og at det ikke fører noget godt med sig, for brok får ham sjovt nok ikke til at rydde de snavsede sokker op. Det får ham bare til at blive irriteret på mig, og så er stemningen ødelagt den aften.
Det sværeste var at tage ansvar og handle i stedet for at brokke sig. For jeg opdagede, at når jeg ikke må brokke mig, så var jeg tvunget til at handle på de ting, der for alvor pissede mig af. Ellers ville jeg jo eksplodere.
Vendepunktet for mig var, da det gik op for mig, at det er mere tilfredsstillende at tage telefonen og ringe lokalpolitiet op og fortælle om de massive udfordringer, der kan være i min gade (sidegade til Istedgade) i stedet for bare at blive rasende over, at jeg føler, de er fuldstændigt ligeglade. For det var de faktisk ikke, da jeg fik fat på dem.
Dorthe:
De 21 dage var en lidt blandet oplevelse for mig. Det blev tydeligt for mig, at når jeg føler mig presset, så er brokke-lunten meget kort, og ikke mindst, når jeg føler mig magtesløs – så kører det af sted med mig.
Det sværeste var at erkende, at jeg brokker mig over nogle af de samme ting jævnligt uden åbenbart at gøre noget ved dem! Men jeg synes, jeg undervejs blev bedre til at stoppe mig selv i den negative spiral – men jeg erkendte også, at noget brok slipper jeg nok aldrig af med.
Jeg brokker mig stadig, men tager helt klart mig selv i det og stoppe op og tænker over, om det gør ”noget godt” og ellers forsøger jeg at slippe det eller bruge brokken som en ventil uden at hænge fast i det negative eller give det videre til andre – det er det værste!
Susanne
De tre uger som næsten brokkefri eller snarere brokkebevidst har været et rigtig interessant forsøg, og de forløb meget nemmere, end jeg havde troet. Min konklusion må være, at jeg har sorteret voldsomt ud i de emner, jeg gider brokke mig over.
F.eks. har et par af mine kolleger, som også bor på Østerbro, brokket sig over de sindssygt mange mennesker, der har befolket bydelen i sidste uge pga. DHL-løbet, og der har jeg trukket lidt på skuldrene og tænkt, at jeg synes, det er en skidegod idé, og at det må være fedt at have en ting sammen med sine kolleger. Og så oven i købet uden for arbejdstid. Og for os på Østerbro har det jo kun varet en uge – mens løberne har tonset rundt hele sommeren for at komme i form.
Jeg er også nået dertil, at jeg bestemt stadig mener, der er ting, der er brokkeberettigede. Jeg synes f.eks., det er ok at brokke sig over, når mennesker ikke opfører sig ordentligt. Og at der er modvind, når jeg cykler. Det er bare de der småbrokkerier, der gir de grimme hønserøvsrynker om munden, jeg har tænkt mig at springe over. Uden at blive totalt nikkedukke med ja-kyse på hele tiden, for det bli’r jeg alligevel aldrig. Og så priser jeg mig lykkelig for min medfødte humoristiske sans, for DET hjælper sgu på meget, når man lige gir fortrædelighederne et humoristisk twist.
