Julia Lahme: Lykken er at gå på arbejde?
Jeg går på arbejde. Som minimum hver dag, nogle gange også om aftenen, når ungerne sover, og hvis jeg kan snige mig til det, eller blot er nødt til det, arbejder jeg også i weekenden. Gør det mig ulykkelig? Nej. På ingen måde. Jeg har prøvet at blive fyret. Ovenikøbet fra drømmejobbet – det er ved at være en håndfuld år siden nu, og siden da har rigtig mange andre danskere også prøvet det. Den berømte finansgris åd jobs, muligheder og måder at leve på, og vi var rigtig mange, der måtte gentænke os selv, og mange af os er stadig nødt til det. Inden jeg mistede mit job, havde jeg indimellem glorificeret det ikke at gå på arbejde en kende. Jeg havde tænkt på de lange dage med en bog i hånden, de lange aftener ved symaskinen, at kunne hente unger klokken 14.30, bage fantastiske kager og være ansvarsfri. Da jeg så stod uden job selv, faldt verden sammen. For det er ikke bare et job, man mister, når man mister: Man siger farvel til kollegaer, hverdag og en forestilling om en fremtid, der tager udgangspunkt i den hverdag, man kender. Og nej – livet uden et arbejde blev heldigvis kort for mig, men det blev ikke lykkeligt.
Gør arbejdet én U-lykkelig?
Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror, vi er mange, der nyder at gå på arbejde, uanset hvad vi så laver, så længe vi møder mennesker, vi kan lide at dele en hverdag med. Men – vi er rigtig gode til at give arbejdet skylden for mangt og meget. I daglig tale har vi nemlig en tendens til at gøre vores arbejde til noget, vi skal undgå. Til noget, vi holder fri fra, og som ikke nødvendigvis fylder os med den glæde, man kunne ønske sig det gjorde. Vi nyder at komme hjem, vi nyder at slappe af, vi føler os stressede og pressede og ikke lykkelige. Vi råber hurra på Facebook, når vi går på ferie, og sukker samme sted over at skulle tilbage til hverdagen. Jeg har en privat teori om, at vi ikke altid bliver allermest stressede over arbejdslivet, at det er på jobbet, vi har voksentid, at det er her, vi taler om ting, der interesserer os, men at det kan være så fandens svært at sygemelde sig fra familien, så vi indimellem bliver nødt til at trække stikket på jobbet. Men en anden tanke melder sig også – nemlig den, at det i Danmark ikke er velset at elske sit job. Man bliver hurtigt arbejdsnarkoman eller værre endnu: Karrierekvinde. Og heri ligger det implicit, at vi ikke må elske vores job. Jeg elsker mit. Jeg går glad på arbejde hver dag og elsker ikke mine unger mindre højt af den grund. Jeg har opdaget, at jeg indimellem kommer til at sukke med, fordi det ikke at elske sit job er en fællesnævner blandt mange af os. Det er et fint grundlag for en god samtale. Vi elsker det i hvert fald ikke, før vi mister det. Det nok så udskældte arbejdsliv er med til at fjerne lykken fra arbejdet. Så mit svar er: At lykken ligger på arbejde. I at blive brugt og udfordret. Løse konflikter, perfektionere handlinger og levere varen. Det er alt sammen lykken for mig.
Passer numsen til stolen?
Jeg tror, lykken for langt de fleste af os findes i en krog på arbejdspladsen. Og her er vi nødt til at trække alle de lykkereducerende faktorer fra ligningen, for man kan ikke være lykkelig med en psykopatchef, kollegaer, der mobber, arbejdsopgaver, man ikke har kompetencer til, eller generel dårlig stemning, trusler om fyringer, og hvad ved jeg. Men for alle os andre, for hvem arbejdet er ”godt” eller bare ”godt nok”, tror jeg, det er nødvendigt at huske på at lede
efter lykken dér, hvor vi står. Jeg talte med en dame i 50’erne om det forleden, og hun sagde til mig: ”Efter 20 år på samme arbejdsplads, kan jeg fortælle dig, at lykken er en kontorstol, der er indstillet korrekt, og som ikke er for lille til éns numse, og at kaffen er god.” Lykken er lille. Den behøver ikke at være altoverskyggende noget sted i vores liv, den kan være lillebitte og titte frem hver dag, når kaffen smager, og numsen passer til stolen. Jeg tror, det er det, der er forskellen på de lykkelige mennesker, og dem, der er utilfredse: At de lykkelige kan se det store i det små. Også imellem ni og fem.
Eksperten siger:
Jeg har spurgt Lykke Rix, coach, selvstændig og med erfaring fra egen og andres virksomheder, om hendes mening om lykken på arbejde:
1. Skal vi forvente af vores arbejdsliv, at vi kan komme til at elske det?
– Vi skal forvente, at vi kan komme til at elske os selv i vores arbejdsliv. Så giver resten oftest sig selv. Vi skal kunne se os selv i øjnene hver dag. Levere med autenticitet og glæde. Vi er utrolig snævertsynede, når det kommer til vores job. Og vi tror på, at guldet findes i et andet job end det, vi har. Men ofte flytter nissen med, for den sidder på vores egen skulder. Det bedste ved det er, at det er inden for vores indflydelse at gøre noget ved det, uanset krise og dårlig økonomi. For vi kan ændre vores forventninger til arbejdet og til os selv, og vi kan ændre opfattelsen af, hvad der skal til for at elske jobbet. Måske synes du, det er ”snyd”, men holder du fast i et andet syn på dit arbejde, snyder du kun én: Dig selv.
2. Kan man finde lykken i sit arbejde?
Du er nødt til at tage lykken hjem til dig selv. Den skabes kun meget kortvarigt af ydre omstændigheder. Mit tip er taknemmelighed. Deri ligger genvejen til glæden og høj energi, og det er en muskel, som kan trænes. Et øje, der kan styrkes til at se det store i det små. Så dyrk taknemmeligheden for det arbejde, du har. Fokusér på det, der virker. På det, du lærer, og på det, du leverer. På de helt små ting. Den attitude vil uden tvivl placere dig tættere på lykken – og på sigt drømmejobbet (hvis du ikke allerede har det, men bare har glemt at se det i øjnene).
LÆS OGSÅ:
Lykke-lektion#1: Lykken er at elske andre kvinder
Lykke-lektion#2: Lykken er to timer for sig selv