Nicolas Bro: Anfald startede som 19-årig

- I det første stykke tid havde jeg nogle måneder, hvor der gik 20 sekunder fra jeg vågnede, til jeg fik det første anfald. Jeg oplevede lammelser, hovedbundskramper, stød gennem kroppen, alt muligt. Det er nogle meget voldsomme fysiske ting, der griber os, når vi har angst, siger skuespilleren, der fik sine første massive angstanfald som 19-årig. - Men så en dag kom jeg til at more mig, mens jeg var i den tilstand, og opdagede, at det grin, jeg havde, også var en ret voldsom følelse. Og jeg tænkte, at det var sjovt, for det var ret meget i familie med det, jeg oplevede, når jeg havde et angstanfald. Det er jo min krop, mit følelsesregister, så jeg tænkte: Gud ved, om man skrue lidt på dem? Gad vide, om ikke de hænger sammen, de to følelser? - Latteren kommer jo til os på et nanosekund – ligesom angsten. Så jeg prøvede at grine, hver gang nogen sagde noget sjovt, selv om jeg slet ikke var i humør til det. Nu griner jeg sgu! tænkte jeg, så falsk som jeg overhovedet kan. Og pludselig en dag efter nogle måneder ændrede denne her falske følelse sig til en ægte. LÆS OGSÅ: Jimmy Colding fra Zididada: Jeg fik angst Ligger i os alle Hvor mærkeligt, det end lyder, ville Nicolas Bro ikke have været angsten foruden. - Jeg tror, at angst kommer til os alle sammen på et eller andet tidspunkt i livet. Det er en tilstand, vi skal igennem, måske som 82-årig på plejehjemmet, måske når du er ung. Det er en del af livet, noget, du kan, noget, din krop kan. S Spørgsmålet er bare, hvor meget, den kommer til at fylde i vores liv. - Noget vi ’kan’ – hvad mener du med det? - Jeg tror, at det hænger sammen med noget menneskeligt, som ligger i os alle, og som på en måde er et sundhedstegn. Et liv uden angst er ikke nødvendigvis et godt liv – medmindre man bliver ædt op af den. Hvis man formår at komme igennem angsten, tror jeg det skaber mere dybde i et menneske – fordi angsten er en del af vores system. Men dér, hvor angsten IKKE hører hjemme og bliver meget dominerende, er når vi tror, at den er noget udenfor os selv. For det er jo tit sådan angsten føles. - Vi skal frem til, at angsten stammer fra dig selv – selv om man oplever det som et fuldstændig ulogisk angreb. Den er en del af os, og når du spørger, om jeg stadig lever med angsten, så svarer jeg ja, for jeg véd, at den findes, og at den kan være en del af mig. Men det er ikke ensbetydende med, at den dominerer mit liv. Omvendt har jeg kunnet bruge angsten til rigtigt meget, og på trods af, hvor forfærdelig, angsten er, så ville jeg ikke have været den foruden. LÆS OGSÅ: 5 skønne (og grimme) sandheder om Dennis Knudsen