Arvingerne eller Badehotellet?
Mette Rou Lund
Arvingerne, DR, Foto: Martin Lehmann
Arvingerne – venter spændt på afsnit 4
Bortset fra bøvl med lyden og en del mumleri, så er jeg imponeret over DR’s satsning Arvingerne. Lige fra den smukke intro med blomstervasen til skuespillet, miljøet og plottet. Det er gennemtænkt, nærværende og for mig ekstra fascinerende, fordi man får et glimt ind i kunstverdenen.
Temaet er relevant i Arvingerne, for der er ikke så få familier i Danmark, der bliver splittet på grund af arvestridigheder – nok ikke i samme kaliber som den de fire søskende lander i, da deres mor dør, i Arvingerne, men det er en serie, der får en til at tænke videre bagefter (det samme kan man bestemt ikke sige om TV2′sBadehotellet).
Det er især en fornøjelse at se Trine Dyrholm som galleri-bitch, Jesper Christensen som i bogstaveligste forstand skæv musiker og Mikkel Boe Følsgaard som boheme-broderen, der charmer sig igennem konflikterne. Men alle er gode i Arvingerne, både kendte ansigter og mindre kendte, så stort skulderklap til instruktør Pernilla August. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst måtte gå i seng med iPad’en ved min side, fordi jeg bare skulle se et afsnit af en serie, men sådan var det med afsnit tre af Arvingerne (som jeg så på nettet), så nu venter jeg utålmodigt på afsnit 4.
- Badehotellet, TV2
Badehotellet - kan ikke overskue at se afsnit 2
Jeg har altid været stor fan af Lars Ranthe, som i mange år har brilleret i biroller og nu også er begyndt at hapse de bærende roller. Så når han kammer over i Morten Korch-komik, som han gør i Badehotellet, der kan ses mandage på TV2, må det jo være instruktørens skyld. Og han er ikke den eneste. Det første afsnit af Badehotellet er lidt som at se et afsnit af Rytteriet, bare med den forskel, at det aldrig bliver rigtigt sjovt, og at det heller ikke var meningen, at det skulle være satire.
Rosalinde Mynster kæmper bravt og får det bedste, hun kan ud af rollen som den hårdt prøvede stuepige i Badehotellet – i det mindste griner hun ikke kækt hele tiden, ligesom resten af holdet. Det er ikke til at se, at det er den samme kvinde, der forførte Thure Lindhardt i Nikolaj Arcels ”Sandheden om mænd”. Ole Thestrup er også god som usympatisk hotelejer, men han spiller vel egentlig den rolle, han altid gør.
Der er brugt krudt på styling og location med Badehotellet, og det ser lækkert ud, men jeg ville ønske, man havde lagt lidt mere energi i at skrive et mindre forudsigeligt manus og få skuespillerne til at være knapt så karikerede. Ærligt indrømmet – jeg har kun set første afsnit af Badehotellet, men jeg skal tage mig sammen for at se flere.