Renée: At blive ældre er en smuk ting

Min datter og jeg går ud til den scooter, jeg har lejet, mens vi er på ferie i Thailand. Hun snupper nøglen ud af hånden på mig: ”Det er mig, der kører,” siger hun bestemt. Jeg hopper bagpå, hmm ... jamen o.k. da; det føles lidt mærkeligt, at det er barnet, der kører rundt med sin mor bagpå. Hun siger, at sådan skal det være. De unge overtager langsomt de ældres opgaver i et samfund, det har hun lige læst i ”Hulebjørnens klan”. Jeg skal bare slappe af og nyde turen, siger hun og gasser op. Og så sidder jeg dér med vind i håret og kommer til at fundere over, at jeg nu åbenbart er ”de ældre”. Jeg er dér, hvor kroppen begynder at vise tegn på forfald, små rynker omkring øjnene, knæ, der giver sig under løbeturene, og jeg kan heller ikke klare mine unger i en frisk brydekamp mere. Når vi er på ferie og i poolen, er det mig, der har hovedet under vand det meste af tiden, og faktisk gider jeg næsten ikke slås med dem længere, for det er sgu da ikke sjovt at tabe hver gang. Det sidste til stor fortrydelse for min yngste, der ofte spørger, om vi lige skal tage en kamp, så han kan vise sig selv, mig og verden, at han er ved at blive stor og stærkere end mig (møgunge, jeg har sgu da nakket ham så mange gange, at han burde vise mig den respekt at tabe med vilje). LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Flere valg = mindre lykke? Sådan fungerer verden ikke. Alder er ikke noget, vi respekterer, det er noget, vi ser lidt ned på, til trods for at vi ved, at ALLE skal den vej. Det er svært at acceptere, og den industri, der skal holde os unge, blomstrer som aldrig før. Vi skal spise grønt, dyrke yoga og klæde os som vores døtre. Vi skal tvære ansigtet ind i rynkecreme og gerne lægge os under kniven. Sætninger som: ”Du er kun så gammel, som du føler dig”, skulle få os til at få det bedre. Men bare det, at sådan en sætning er nødvendig i vores vokabularium, bærer vidnesbyrd om, at det dér med at ældes, ikke er attraktivt. I det offentlige rum er der ikke mange over 70, så vi ved, hvad vi går i møde: skræmmende usynlighed, bagsædet på scooteren, og hvem har lyst til det? Og så er det, jeg kan mærke, at det har JEG faktisk lyst til. Det er i grunden ret rart at blive fragtet rundt, og fint at have tid til at se på det, jeg kører forbi, i stedet for at koncentrere mig om at styre os sikkert igennem trafikken (og livet). Som vi bliver ældre, bibeholder vi spor af alle de aldre, vi har været igennem. Jo ældre vi bliver, jo flere lag af aldre har vi i os, og jo flere komplekse lag af identitet møder vi derfor verden med. Dét synes jeg, der er noget uendelig smukt over. Kærlig hilsen Renée