Renée: Lad dem vælge deres egne mærkater

Sidder på Facebook, og en video fra en veninde tikker ind på min side. Filmen fik hende til at tænke på mig, skriver hun. Jeg trykker nysgerrigt på ”afspil”, og foran mig udfoldes den fineste lille historie. En række unge mennesker med hvide T-shirts på toner frem. Hen over brystet har de en aflang sort mærkat med hvid tekst på. Jeg læser teksten Bipolar forstyrrelse under den første unge mand, Personlighedsforstyrrelse under en smuk ung kvinde, Adfærdsforstyrrelse, ODD og så videre. Musik begynder at spille, og pludselig hiver de unge mennesker deres mærkater af. Under mærkaterne står der nogle helt andre ord. Under ODD står der f.eks. erhvervs-leder, under Bipolar forstyrrelse kunstner, under Social angstforstyrrelse humanist. Og så bliver jeg rørt, for hvor er der dog mere tro på mennesket, mere håb, mere optimisme og fremtid i de nye ord og, ikke mindst, langt mindre forstyrrelse. Pludselig begynder de unge mennesker at rive de mærkater i stykker, de har taget af deres T-shirts. De smiler og smider dem på gulvet, en af dem griner og rækker armene i vejret som tegn på sejr over, at hun har smidt sin diagnose væk. Og så til allersidst toner et billede frem af et barn i samme hvide T-shirt som de andre. På hans mave står der ADHD. Han kigger ind i kameraet, og langsomt hiver han sin mærkat af. Indenunder står der helt enkelt: BARN. Da jeg kigger på drengen med ADHD-mærkaten, ser jeg en dreng med ADHD, og da der pludselig står BARN, ser jeg ethvert barn i verden. Når jeg ser ODD, tænker jeg andre tanker om den, der bærer mærkatet, end når der står erhvervsleder. Mine associationer ændrer sig øjeblikkeligt og markant i forhold til det ord/mærkat, der bliver sat i forbindelse med det menneske, jeg sidder og kigger på. Den lille film slutter med teksten: ”Lad dem vælge deres egne mærkater – stop med at give børn psykiatriske diagnoser”. Og så sad jeg dér og kom til at tænke på en ung mand, jeg kender, som har fået en af de dér diagnoser foræret af vores samfund. Han sendte mig for nylig en fin artikel fra Information med overskriften: ”Vi har gemt kærligheden væk”, med en lillebitte tekst under artiklen: ”Hey Renée ... min nye livsmission er at ændre samfundet!”. Som jeg skrev til ham: ”Det glæder mit gamle hjerte. Jeg ser frem til at høre, hvordan du har tænkt dig at gøre det, for vi har sådan brug for unge, nye kræfter!”. Ja, det skrev jeg, for det har vi. Og jeg håber sådan, at fejlfinding i fremtiden bliver noget, man gjorde i gamle dage, dengang man ikke var så opfindsom! Kærlig hilsen Renée